Denmark SailGP-team på vandet med Rindom - fredag og lørdag sejler stjernerne i Aarhus
Sehested-holdet var de første, der kom på vandet før Rockwool Denmark Sail Grand Prix 20.- 21. august. - Det var fantastisk at komme tilbage og sejle en F50 efter et par måneder, hvor jeg har fokuseret fuldt ud på min olympiske sejlads, siger OL-guldvinder Rindom.
Holdet, der vil sejle på hjemmebane for første gang, siden teamet sluttede sig til SailGP i slutningen af 2019, fik deres F50-katamaran i vandet i dag, søndag forud for en actionfyldt raceuge, hvor verdens bedste atleter for allerførste gang sejler de kæmpestore, lynhurtige F50-katamaraner i skandinavisk farvand.
Skipper Nicolai Sehested fortæller:
- Det er en vigtig og meget stor dag, ikke kun for vores team og for Rockwool, men for hele den danske sportsverden. Endelig at sejle F50 herhjemme foran danske fans i en global sejlsportsliga som SailGP er en drøm, der går i opfyldelse, og vi kan ikke vente med at vise alle, hvor episk SailGP-kapsejladsen er.
Rindom: F50 er ekstremt
Hjemmeholdets første træningssejlads markerede også en tilbagevenden til Aarhus for Danmarks olympiske guldmedaljevinder, aarhusianeren Anne-Marie Rindom, som har været væk hjemmefra siden hendes flotte triumf i Tokyo i Laser Radial-klassen, hvor hun vandt OL-guld.
- Det var fantastisk at komme tilbage og sejle en F50 efter et par måneder, hvor jeg har fokuseret fuldt ud på min olympiske sejlads - og det var lige så ekstremt, som jeg husker det, siger hun og uddyber:
- Aarhus er et fantastisk sted at sejle, og jeg håber virkelig at se alle aarhusianere til en fejring af et virkeligt spændende Grand Prix med atleter i verdensklasse og verdens vildeste racerbåde. Jeg tror, det bliver sommerens danske sportsbegivenhed.
Rindom - og den tidligere olympiske bronzemedaljevinder Katja Salskov-Iversen - sluttede sig til det danske hold i marts 2021 som en del af SailGP’s Race For The Future-initiativ, der skal hjælpe med at skabe en bedre sport, en bedre verden og nye veje for kvindelige sejlere i toppen af sporten.
Denmark SailGP-team stiller op med hjemmefordel efter nogle imponerende præstationer i de tidligere kapsejladser, herunder en podieplads i Plymouth ved Great Britain Sail Grand Prix i sidste måned, som tyder på, at holdet begynder at mindske afstanden til nogle af de mere erfarne teams i ligaen.
Skal slå Ben Ainslie
Men Sehested indrømmer, at konkurrencen vil være ekstremt hård i Danmark, hvor mange olympiske sejlere, blandt andet Storbritanniens SailGP-team med Ben Ainslie som skipper er tilbage på vandet.
- Sæson 2 af SailGP har uden tvivl den mest imponerende line-up, der nogensinde er set i sejlads, og vi skubber grænserne længere, end vi troede det muligt for at komme foran vores konkurrenter. Jeg er meget begejstret for, at vores fans derhjemme har chancen for at se disse atleter give den fuld gas, det er virkelig imponerende.
- Som et team gør vi store fremskridt, og vi ved, at vi på en god dag kan slå ethvert hold i SailGP. Nu har vi fokus på at give vores danske fans et godt show, som jeg er sikker på vil gøre dette til et Grand Prix, der vil blive husket i lang tid fremover.
Stadig billetter
Der er stadig billetter til salg både på land og på vandet til weekendens Rockwool Denmark Sail Grand Prix - men de forsvinder hurtigt. For at finde ud af mere og for at købe billetter, før de er udsolgt, skal du gå til SailGP.com/Tickets.
De, der ikke kan komme til Rockwool Denmark Sail Grand Prix på dagen, kan på sailgp.com/watch se, hvordan de kan følge med.
På fredag den 20. august startes kl. 15 og lørdag den 21. august sejles fra kl. 13.