Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Den 55 meter lange Karin Høj er bygget i 1977. Her ses båden med kølen i vejret efter ulykken natten til mandag. Foto: Kustbevakningen

Nu bjærges den kæntrede Karin Høj - én sømand er fortsat savnet

Halvdelen af den to mand store besætning på Horsens-prammen er endnu ikke fundet efter den tragiske kollision natten til mandag. To sømænd fra det britiske fragtskib er anklaget for spiritussejlads. Fredag begynder bjærgningsarbejdet.

Af Sara Sulkjær |

Fire dage efter, at den selvsejlende pram Karin Høj fatalt blev påsejlet af et britisk fragtskib mellem Ystad og Bornholm, er den ene af de to besætningsmedlemmer ombord fortsat savnet.

Sømandens makker blev allerede mandag eftermiddag fundet druknet i skibets styrhus. Nu er håbet, at liget af den savnede vil dukke op under bjærgningen, der indledes fredag:

- Kystvagten vil også gå om bord på skibet for at undersøge rummene for besætningsmedlemmet, der stadig er savnet, forklarer Fredrik Gustafsson, redningsleder ved den svenske kystvagt, til enhedens hjemmeside.

Tættere på land

Onsdag tog bjærgningsarbejdet en ny drejning, da Karin Høj, der har hjemsted i Horsens, blev bugseret nærmere land. En manøvre, der skal forenkle bjærgningsarbejdet, men som samtidig øgede risikoen for olielæk fra skibet:

- Situationen er uændret. Havaristen er omgivet af en beskyttende bom, og der er ikke lækket ny olie, påpegede kystvagten torsdag eftermiddag, inden arbejdet på skibet fortsætter fredag:

- Nu er der en plan, og den tager vi udgangspunkt i. Bjærgningsfirmaet begynder sit arbejde fredag ​​morgen. Skulle der opstå komplikationer, skal bjærgningsplanen muligvis justeres og godkendes igen, uddyber redningsleder Fredrik Gustafsson.

To sømænd anholdt

Efter den tragiske kollision natten til mandag er to besætningsmedlemmer fra det britiske fragtskib MV Scot Carrier, der måler 90 meter og har en bredde på 15 meter, varetægtsfængslet i Malmø. 

De to sømænd, en brite og en kroat, er sigtet for at sejle med alkohol i blodet, grov uagtsomhed til søs samt at forvolde de to sømænds død.

Kilde: Kustbevakningen

content-loader
content-loader
content-loader