Tysk IMOCA-team uden foils vinder det sidste ben i The Ocean Race Europe
I let vind havde tyskerne en fordel. Efter fire dage med intens kapsejlads på Middelhavet gik sejlerne torsdag i mål i Italien. Mirpuri Foundation Racing vandt i VO65-klassen.
Den tredje og sidste offshore-etape i The Ocean Races Europa-udgave tog en uventet drejning, da de tolv teams torsdag ankom til mållinjen i italienske Genova.
Her var Offshore Team Germany i front og kunne som det første IMOCA-hold krydse linjen. Et tysk hold, der modsat de øvrige fire IMOCA-både sejler uden foils.
Satsede nordligt
Efter fire dages sejlads fra Alicante, Spanien kunne tyskerne i den lette vind drage fordel af deres manglende foils, ligesom de som den eneste besætning kort efter afgang valgte at gå mod nord, mens det øvrige felt satsede på en mere sydøstlig rute:
- Faktisk var det ikke vores plan at flygte fra resten af feltet, men sommetider går tingene en smule anderledes, end du har planlagt, forklarer den tyske skipper, Robert Stanjek og uddyber:
- Hele holdet forblev fokuserede og vågne. Vi havde vanskelige dele i løbet, og vi havde ingen vind overhovedet. At sejle bidevind i en IMOCA med tre knob er ikke sjovt, påpeger Stanjek overfor theoceanrace.com.
Slutspurt i VO65-klassen
Tidligere torsdag kunne vinderen i VO65'ernes løb krydse mållinjen. Det blev Mirpuri Foundation Racing Team, der med en flot slutspurt formåede at overhale AkzoNobel og Sailing Poland inden målgang.
Se højdepunkterne fra torsdagens målgang i de to Ocean Race-klasser øverst i artiklen samt resultaterne her.
Kilde: The Ocean Race