Trolling Master Bornholm aflyses for anden gang i træk
Nordeuropas største trolling-konkurrence for lystfiskere kommer ikke på vandet i 2021. Det begrænsede forsamlingsforbud og de lukkede grænser får arrangørerne til at opgive årets event.
Heller ikke i 2021 bliver det muligt for flere hundrede inkarnerede lystfiskere at mødes til Trolling Master Bornholm.
For andet år i træk er det de omfattende coronarestriktioner, der sætter en aktiv stopper for konkurrencen, som i år skulle være afholdt den 21. - 24. april:
- Det er vores vurdering, at det ikke kommer til at ske. Regeringen vil ikke gå så hurtigt frem, blandt andet fordi det går så langsomt med vaccinationerne, forklarer arrangørerne på Facebook.
Take-away og andre løsninger
455 både var tilmeldt trolling-stævnet, der traditionen tro lokker sejlere fra ind- og udland mod solskinsøen. Også i år, hvor omkring 120 deltagerbåde sejler med andet nationalflag på hækken.
Udenlandske deltagere, som næppe vil få mulighed for at krydse landets grænser, ligesom selv et hævet forsamlingsloft vil begrænse danskernes mulighed for deltagelse væsentligt.
- Vi har fundet løsninger på alle andre krav. Vi planlagde med take-away løsninger for maden, men alt det giver ikke mening, hvis ikke loftet over forsamlinger bliver sat op, understreger arrangørerne.
Deltagere flyttet til 2022
2021-deltagerne får i udgangspunktet flyttet deres tilmelding til 2022, hvor Trolling Master Bornholm langt om længe håber at kunne afvikle eventen.
Det er dog også muligt at få deltagergebyret retur. Læs mere om det på stævnets Facebookside.
Kilde: Trolling Master Bornholm