Millioner til maritimt mødested på Bønnerup Havn - sejlerne får glæde af det i 2024
Pengeregn til havn. Først gav Norddjurs Kommune lovning på to millioner kroner til Det Maritime Hus, og nu supplerer Realdania med yderligere fire millioner kroner. - Vi er jublende glade, siger formanden for Det Maritime Hus, Anton Høgh til TV 2 Østjylland.
Det Maritime Hus er ikke en klassisk idrætsforening, men et moderne mødested, hvor børn som voksne kan prøve mange forskellige maritime sportsgrene.
- Vi er ikke en elitesportsforening, men vi har SUP-boards, forskellige jolletyper, mange forskellige kajaktyper og UV-jagt og udstyr til lystfiskeri, siger Anton Høgh, formand for Det Maritime Hus til TV 2 Østjylland.
Ingen fast tidsramme
Medlemmer af Det Maritime Hus kan låne udstyret.
- Vi er mere en udvidet grejbank. Som medlem kommer man, når det passer ind, og så kan hele familien lave det samme eller lave noget forskelligt samtidigt, siger han.
Et årligt familiemedlemskab af foreningen koster 750 kroner. Foreningen, der nu får et nyt hus, er tre år gammel og tæller i dag 300 medlemmer.
- Initiativet har fået vokseværk. Der er mange forskellige aktiviteter i huset, og der er mange forskellige brugere. Derfor er der er brug for mere opbevaringsplads og mere opholdsplads, siger Ikki Lyng Knudsen, der er med i Det Maritime Hus' bestyrelse og forkvinde for landsbyklyngen Midt i Norddjurs.
Skal stå færdigt i 2024
Nu begynder arbejdet med at få nogle mere konkrete tegninger af projektet på bordet.
- Der skal arbejdes videre sammen med interessenterne, og fondene bliver en stor samarbejdspartner fremadrettet, siger Ikki Lyng Knudsen og fortsætter:
- Et fantastisk smukt udsigtssted, hvor man kan være sammen om det hav, vi elsker.
Hvis alt går vel, står det nye Maritime hus klart i 2024.
Til lystsejlere - også de gæstende
Håbet er, at stedet vil blive brugt af lokale skoler og institutioner og i det hele taget blive brugt så meget som muligt.
- Vi håber, at gæster på havnen også kommer hen og nyder deres madpakke, og at lystsejlerne om sommeren også kan få glæde af faciliteterne. Vi håber, at hele havnen får glæde af projektet, påpeger Ikki Lyng Knudsen.
Kilde: TV 2 Østjylland