Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Her ses Thomas Sennels tidligere i år. Arkivfoto: Peter Brøgger

Aarhus-skipper Sennels og co. vinder H-båds-ligastævne i Kerteminde - foran verdensmesteren

H-bådssejlerne havde i weekenden afdansningsbal i Kerteminde Bugt, hvor fjorten besætninger havde muligheden for at få revanche og sejle fra den nykårede verdensmester, Claus Høj Jensen. Den mulighed tog skipper Thomas Sennels fra Århus Sejlklub ganske alvorligt.

Af Troels Lykke |

Thomas Sennels fra Aarhus Sejlklub vandt stævnet med kun to point til den nidobbelte verdensmester Claus Høj Jensen, som indtog andenpladsen. 

Det fortæller H-bådsklubbens mediemand, Ricky Hansen.

Thomas Sennels havde til dette stævne en alternativ besætning ombord i form af tidligere verdensmester-gast Lars Christiansen og meget erfarne Svend Jørgensen, der var udlånt af skipper Ole Engblom.

6 ud af 14 disket i en start

Næsten hele eliten i H-båds-klassen deltog i stævnet, på nær et par enkelte både, så kamplysten var stor. Det resulterede i, at hele seks af de fjorten både blev disket i første start.

Dermed lagde halvdelen af feltet ud med en fratrækker i første sejlads ved stævnet, som var arrangeret af Kerteminde Sejlklub.

- Et flot stævne, og vejret gav mulighed for sejlads med en lækker vind på 7-8 sekundmeter, som i løbet af begge dage dalede i styrke, forklarer Ricky Hansen.

Dette gav nogle udfordringer i form af sejlads i store dønninger i den faldne østenvind. Alligevel lykkedes det Anders Bertelsen fra Århus Sejlklub, som i sommer fik bronze ved verdensmesterskabet, at tage endnu en tredjeplads bag Thomas Sennels og Claus Høj Jensen.

Resultater fra H-båds liga i Kerteminde
1 Thomas Sennels, Lars Christiansen og Svend Jørgensen 15 point
2 Claus Høj Jensen, Frederik Dahl Hansen og Rasmus J. Andresen 17 point
3 Anders Bertelsen, Christian Schulz, Betina Jepsen og Morten Kofoged 26 point

Flere resultater her.

content-loader
content-loader
content-loader