Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ineos og Luna Rossa er eneste AC75'ere, der kommer på vandet i weekendens Prada Cup-sejladser. Foto: America's Cup

Britiske Ineos er én sejr fra finalen i Prada Cup - American Magic bliver ikke klar til weekendens sejladser

Allerede lørdag kan Ineos sikre sig den første finalebillet til Prada Cup, når briterne og Luna Rossa i weekenden mødes i to direkte dueller. American Magic har meldt afbud efter deres voldsomme kæntring søndag.

Af Sara Sulkjær |

Fire sejre i fire sejladser. Efter en svag optakt har britiske Ineos overrasket massivt ved Prada Cup - stævnet, hvori udfordrernes billet til den ombejlede America's Cup uddeles.

Blot én sejr mangler de britiske sejlere for at sikre sig finalepladsen ved Prada Cup. Med American Magics afbud til weekendens sidste, indledende runde i Prada Cup er pladsen på finalens startlinje blot kommet nærmere. 

Taberen går i semifinalen

Selvom det amerikanske team i øjeblikket arbejder i døgndrift for at redde deres AC75'er efter den voldsomme kæntring i weekenden, måtte holdet onsdag meddele, at de ikke bliver klar til de sidste indledende sejladser i Prada Cup.

Dermed bliver weekendens nu blot to sejladser mellem Ineos og italienske Luna Rossa en intens duel om den direkte plads i finalen ved Prada Cup. For holdet, der taber billetten, venter en semifinalerunde mod American Magic, hvor den anden Prada Cup-finaleplads er på højkant.

Mens briterne kan nøjes med en enkelt sejr, må italierne sejle først over mållinjen i begge weekendens sejladser, hvis de vil gøre sig forhåbninger om den direkte finaleplads. Lykkes det Luna Rossa, vil italierne og briterne begge have fire point, men da Luna Rossa vil gå ud som sejrsherre i den seneste sejlads, tilfalder finalebilletten italienerne.

"Ghost-sejladser"

Foruden de to planlagte sejladser må Ineos og Luna Rossa sejle to såkaldte "ghost-sejladser" mod American Magic af hensyn til stævnets regelsæt:

- "Ghost-racet" vil blive afblæst få minutter efter starten. Reglen om, at der skal være 25 minutter mellem de to starter, vil heller ikke gælde for disse "ghost-races", forklarer America's Cup på sin hjemmeside.

Tager briterne allerede lørdag sejren og dermed den første billet til Prada Cup-finalen, er det op til holdene selv, om de ønsker at aflyse søndagens sejlads.

Weekendens sejladser:
Lørdag d. 23. januar kl. 04 dansk tid: Luna Rossa Prada Pirelli vs Ineos Team UK

Søndag d. 24. januar kl. 04 dansk tid: Ineos Team UK vs Luna Rossa Prada Pirelli 

Sejladserne kan følges via livestream her.

Se video om American Magics voldsomme kæntring herunder:

content-loader
content-loader
content-loader