Familien Arildsen sætter Albin 34 til salg og flyver hjem fra Stillehavet

Familien Arildsen er ved at tage afsked med det liv, som de har levet de sidste to år. Båden er sat til salg, og hverdagen hjemme i Danmark kalder på dem.

Om to måneder skal de hoppe ombord på et fly og begynde deres rejse hjem mod familie og venner. Båden efterlader de på Tahiti til nye ejere. Det er ikke en nem situation for Klaus, Lene og Freja, som i to år har levet deres bedste liv på havet.

En følelsesmæssig udfordring

Sidst, Minbaad.dk snakkede sammen, var de lige kommet til Fakarava i Fransk Polynesien. Nu fanger jeg, Cille Rosentoft, dem på Raiatea, som er en del af Selskabsøerne. De kan allerede mærke, at friheden er blevet anderledes.

Mens de har nydt at opleve Selskabsøerne de sidste måneder, skal de også være parat til at vise båden frem for potentielle købere.

- Det var følelsesmæssigt svært at sætte Pura Vida til salg. Den har jo været vores hjem i to år, og nu skal vi overlade det hjem til andre. Det skal gøres ordentligt. Det gik også op for os, hvor meget tid salgsprocessen kræver, når man samtidig rejser rundt herude, fortæller Klaus, mens Lene supplerer:

- Nedtællingen er virkelig begyndt, og da vi ramte Selskabsøerne, meldte virkelighedens verden sig igen. Her er mere beboet, flere sejlere og mindre øde. Det er nok en meget god tilvænning, inden vi skal rejse helt hjem.

Hvad lærer man på to år?

Hvad har familien så lært om sig selv efter at have levet to år på 34 fod med store oplevelser og eventyr hver dag?

- Jeg har lært at overskride min comfortzone. Jeg er lidt af en sikkerhedsminister ombord og måske også lidt for meget. Jeg kan godt komme lidt op at køre, når jeg ikke har kontrollen. Jeg tror, at det bunder i nogle voldsomme oplevelser på vores første Atlanterhavskryds for fire år siden. Det sidder i mig og gør, at jeg bliver hurtigere utryg end de andre. Jeg har tidligere tænkt, om jeg skulle flyve i stedet for at sejle over Atlanten denne gang. Men jeg sejlede sgu! Jeg har lært, at jeg kan meget mere, end jeg tror, fortæller Lene.

Også Klaus deler sine oplevelser:

- For mig handler det om rummelighed. Undervejs gik det op for mig, at jeg måske ikke var helt så rummelig, som jeg troede. Det at leve så tæt sammen på få kvadratmeter i så lang tid er langt mere krævende end forventet. Turen her har lært mig at være mere opmærksom på at give plads og acceptere vores forskelligheder.

For familiens yngste datter, 22-årige Freja, har turen ligeledes været en lærerig affære:

- Jeg har udviklet mig meget på denne tur. Jeg har taget ejerskab og udviklet mig i en mere moden retning. Jeg har jo været co-kaptajn i to år og har fået så meget ud af det. Turen har givet mig så mange ting, og det er svært at påpege præcis hvad, men det opdager jeg nok, når jeg kommer hjem til Danmark og venner og familie igen.

Det er jo derfor, man tager ud i verden

Der er ingen tvivl om, at de bedste oplevelser for Familien Arildsen, udover alle de helt fantastiske naturoplevelser, er dem, der betyder møder med nye mennesker og specielt med de lokale beboere.

 - Man jagter jo den slags oplevelser, hvor man får lov til at se lidt mere end overfladen. De oplevelser, der ender ud i relationer og møder med mennesker, som lever på helt andre måder, end vi gør, fortæller Lene.

De lokale på Marquesasøerne holder øje med de besøgende, der kommer til deres øer. De lokale vurderer meget nøje, om de ønsker at investere kræfter i at skabe en relation.

Hvis sejlerne bliver liggende, åbner de op, og det giver helt unikke oplevelser. Derfor er det så vigtigt at give sig tid, slår familien fast og siger:

- Det er jo derfor, man tager ud i verden. For at møde nye mennesker og andre kulturer.

Lokal morgenmad og dans

Når vi taler om store oplevelser og møder med nye mennesker og kulturer, fremhæver familien særligt Nuku Hiva. Her tilbragte familien lang tid og gik til dans og deltog i den lokale morgenmad på øen.

De fremhæver også oplevelsen med at få lov at tilbringe en dag på en perlefarm og hjælpe med at dykke efter perler og følge den efterfølgende proces som et højdepunkt. Lene mindes også et lift til affaldscontaineren, der ender ud i et besøg på en vaniljefarm og slutter af med fælles middag hos en lokal familie.

Oplevelser, som man ikke på nogen måde kan planlægge hjemmefra, men som kommer, når man tilbringer tid sammen.

Livet bliver ikke det samme

Vi bliver afbrudt af nabobådens Jeanette, som er kæreste med Klaus’ bror Bjørn. Hun kommer med yoghurt, fordi Freja har lidt ondt i maven, og familien fortæller om, hvor svært det kan være at skaffe varer, specielt på Marquesas og Tuamotus, og at de derfor forsøger at være selvproducerende.

Ting får en anden værdi, når de ikke er selvfølgelige, og hjemmelavet yoghurt fra nabobåden er ren luksus, når man ligger der på den anden side af jorden.

Det får os videre til det, at familien inden længe skal lande hjemme i Danmark.

Det er samme spørgsmål, som optog familien Arildsen sidst, som stadig fylder. De er ikke sikre på, hvordan livet i Danmark bliver.

Vil gøre tingene anderledes

Hvordan bliver det mon at komme hjem igen? Sådan en rejse som den her forandrer én. Ens prioriteringer bliver anderledes, værdier bliver anderledes. Glider man bare ind i den samme trummerum, eller kan vi holde fast? De tanker gør Lene, Klaus og Freja sig stadig.

- Det eneste vi ved er, at vi har lyst til at gøre nogle ting anderledes, når vi kommer hjem, siger alle tre meget hurtigt og fortsætter:

- Vi er mere kritiske overfor det, vi kaster os ud i. Er det vigtigt eller ej? Har det værdi for os? Vi ønsker at prioritere de ting, der virkelig har betydning her i livet.

Det eneste, der er helt sikkert er, at de alle tre glæder sig til at komme hjem til familie og venner. Savnet har fulgte dem hele vejen, og lige den følelse bliver rar at slippe for, er de helt enige om.

Nye drømme

Jeg kan fornemme, at familien drømmer om en tur mere. Ikke lige nu, men på et tidspunkt. De er ikke konkrete i forhold til rammer eller tidshorisont, men de er sikre på, at de vil bruge deres erfaringer fra denne tur.

Alle langturssejlere, jeg snakker med, er optagede af tiden. Det var vi også selv, da vi var afsted, og det var årsag til mange ændringer undervejs. Det er svært at forestille sig, når man sidder hjemme i sofaen, at to år kan føles som alt for kort tid. Men det er sådan familien Arildsen har det.

 - Med den erfaring, vi har nu, ville vi prioritere at have mere tid. Man undervurderer i den grad hvor lang tid, man skal bruge på at rejse. Vi kunne godt have brugt tre år på den rejse, som vi har taget indtil videre, fortæller Klaus og uddyber:

- Vi vil stoppe op og opleve - der er for mange steder man skal skynde sig igennem eller helt må springe over, når man er begrænset af tid.

- Men vi er dybt taknemmelige for alle de utrolige steder, som vi har set, alle de fantastiske oplevelser, vi har fået og ikke mindst alle de dejlige mennesker, vi har mødt på de to år, vi har haft til rådighed. Vi kan kun bekræfte sandheden i H.C. Andersens ord ”at rejse er at leve”, slår den lille familie fast.

Pura Vida skal sejle videre med nye ejere

Selvom det ikke føles rigtigt for familien at efterlade deres hjem i Stillehavet, så må det gøres. Det har været planen hele tiden, men derfor er det svært alligevel, og det præger selvfølgelig stemningen ombord.

Selvom rejsen snart slutter for familien, er de glade ved tanken om, at Pura Vida skal sejle videre med nye eventyrlystne ejere.

Måske er det dig?

Hvis det er noget for dig, kan du finde salgsopstillingen på Pura Vida her:www.facebook.com/marketplace/item/291289846525116/

Familien Arildsens top-5 over destinationer

1. Tuamotu-atollerne har et ubeskriveligt marineliv. Man kan ligge helt alene i en lille atol, uden der kommer andre.
2. Marquesasøerne er helt unikke. Frodige bjerge, smukke ankerbugter og en dejlig lokalbefolkning.
3. San Blas/Guna Yala - ubeskriveligt smukt og en super interessant lokal befolkning
4. Galapagos er et kapitel for sig. Det skal opleves.
5. Panama kanalen - i sådan en lille båd. Kæmpe følelsesmæssig oplevelse.