Kæmpe bilskib med 3965 fabriksnye luksusbiler er sunket i Atlanterhavet
Det 200 meter lange bilskib Felicity Ace, der brød i brand 16. februar i Atlanterhavet, er nu pludselig sunket.
Bilskibet Felicity Ace, der brød i brand 16. februar i Atlanterhavet, er nu pludseligt sunket. Det skete under en bugsering syd for øgruppen Azorerne i Portugal, skriver flere udenlandske medier, heriblandt New York Times.
Skibet mistede stabilitet og sank under bugseringen, oplyser den portugisiske flåde Marinha på Twitter.
Værdi på 3,2 mia. kr.
Skibet, der havde en last på 3965 fabriksnye luksusbiler, brød i flammer, da det 16. februar sejlede fra Tyskland med kurs mod USA.
Mange af bilerne var af mærkerne Porsche, Audi og Lamborghini. Bilerne havde en anslået samlet værdi på 3,2 milliarder kroner, skriver eb.dk.
22 besætningsmedlemmer blev evakueret med helikopter, da det 60.000 tons tunge skib brød i brand for to uger siden.
Branden var svær at slukke, fordi man frygtede at skylle giftstoffer fra bilerne ud i havet.
Kilde: eb.dk