OL-duoen Warrer og CP var inviteret til foilende 69F-sejlads og snuppede andenplads i Miami
- Topfarten var 28 knob, men det bedste var, at krydsfarten lå på 15-18 knob. 69F er en slags foilende 49er, så den er sjov og en fed båd at sejle. Den vejer jo kun 350 kilo, siger den tidligere OL-guldvinder Jonas Warrer til Minbaad.dk. Han og CP var inviteret til Barcadi Cup i Miami.
Jonas Warrer fra Aarhus er et navn. Han er OL-guldvinder fra Kina i 2008 og har samtidig været snublende tæt på at snuppe medaljer i 49eren i såvel Rio som i Tokyo. Og når man er et navn, inviteres man til eksempelvis at sejle en ny, foilende 69F-klasse.
Konceptet for den nye 69Fer, der i fri handel koster 1,5 mio. kroner, er, at man kan leje den 360 kilo lette kulfiberbad for 1.000 euro om dagen i stævnet. En pris, det danske hold dog ikke skulle betale sammen med deres spanske gast.
Bedst to dage
Under de olympiske lege i Rio sejlede Jonas Warrer med gasten CP (Christian Peter Lübeck, red.), der også var med ved Miami til Barcadi Cup i 69F.
- Der blev stillet både til rådighed. Man skulle bare møde op med sit sejlertøj, og vi skiftede hver dag, de tre dage, vi var der. Vi var bedst to af dagene og førte, men sluttede på en andenplads efter en lidt dårlig tredjedag, forklarer Warrer om konceptet og båden til Minbaad.dk.
- Det var sjove, fede både, vores topfart var 28,5 knob. Det er en slags 49er på foils, påpeger sejleren, der ikke er klar over, om han skal deltage i nogle af de fem stævner i 69F-klassen.
Se interview med Warrer i Miami
Læs om klassen: 69fsailing.com/