Gå til hoved-indhold
Tur
Før og efter: Stempelringene på nummer tre er blevet skiftet, og cylindergangen er blevet renset. Fotos: Signe Storr
Tur
Tur
Topstykket før og efter det er blevet planet og ventilerne renset.

Signe i England: Behøver man overhovedet en motor på sin sejlbåd?

Behøver man en motor i sin sejlbåd? Det spørgsmål diskuterer Signe og Henrik, efter de igen har fået deres motor samlet og fået om bord. Samtidig gør de sig klar til at sejle over Biscayen, men hvordan kan man undgå de spækhuggere, der angriber både i området?

Af Signe Storr, England |

Kender du oplevelsen af at tænke, at du virkelig har heldet med dig, men derefter opdage, at det har du slet ikke alligevel?

Efter at Henrik havde placeret motordele hos forskellige mekanikere rundt omkring i Plymouth, tænkte vi, at det måske kunne tage lidt tid at få det retur, men inden ugen var omme, havde vi alle dele tilbage om bord.

Hvilket held! Henrik gik i gang med at samle motoren, og dagen efter baksede vi den igen over i båden. Operationen foregik ved at fastgøre den ene ende af storsejlsskødet midt på bommen og den anden ende til et reb, der var bundet om motoren.

Herefter brugte jeg spillet til at løfte motoren op fra vognen på broen, hvorefter vi svingede bommen med motoren hængere ind over nedgangen. Her sænkede jeg motoren, mens Henrik forsøgte at manøvrere motoren fri af nedgangen.

Man kan godt have en fornemmelse af, at motoren er blevet sat ind, inden der er blevet lagt dæk på! Det lykkedes til sidst efter meget møje, men træværket omkring nedgangspartiet trænger nu til en ordentlig gang slibning og lakering. Det ville selvfølgelig være billigt sluppet, hvis motoren kørte, som den skulle.

Henrik: Jeg vil have en båd uden motor!

Og det gjorde den selvfølgelig ikke! Vi fik motoren startet, men den var stadig længe om det, og den gik stadig op og ned i omdrejninger i tomgang - altså de helt samme problemer som før! Henrik var temmelig nedslået resten af dagen, og han truede endnu en gang med, at han hellere vil sejle uden en motor.

Jeg insisterer dog altid på det, da jeg overhovedet ikke kan se, hvordan vi skal kunne manøvre rundt i havne for sejl, da vi kan have svært nok ved det for motor - men det er selvfølgelig heller ikke mig, der skal lave den.

Det skal dog siges, at når den kører, så har den aldrig har kørt bedre, så Henrik er igen fortrøstningsfuld. Den seneste melding er, at det må være et dieselproblem, og Henrik mistænker stadig governoren.

Vi gør dog ikke mere ved motoren nu, før vi kommer til Portugal, men du har nok desværre ikke læst sidste kapitel i historien, der tilsyneladende aldrig ender: Føljetonen om den gamle Volvo Penta.

Skål i Plymouth gin!

Al vores tid i Plymouth gik dog ikke kun med motor. For at starte med det vigtigste, så fik vi selvfølgelig drukket en masse gin. Plymouth gin er det ældste stadigt fungerende gindestilleri i England og flådens fortrukne gin. (Måske fordi flådens base lå i Plymouth?)

Under Anden Verdenskrig blev Plymouth gentagne gange bombet, og bygningen, som destilleriet ligger i, blev ramt flere gange. Bomberne skånede dog lige netop produktionen, og denne meddelese, at der stadig blev produceret gin, blev udsendt til alle skibe i flåden.

Efter sigende skabte meddelelsen forøget kampgejst, og reaktionen skulle have været: “Nå, Hitler har lige tabt krigen!”. Så kan man altså lide sin gin!

Alkoholrationer i flåden

Helt frem til 1970 fik flåden alkoholrationer som en del af lønnen. Det var almindeligvis rom, de drak, men officererne foretrak deres Plymouth gin.

Ginnen blev opbevaret i lasten ved siden af krudttønderne, og derfor måtte man lave ginnen så stærk, at krudtet stadig kunne bruges, skulle det blive vædet af ginnen.

Plymouth lavede derfor en gin, der var gunpowder proof (57 %), som flåden kunne have med om bord - hvorfra navnet navy strength stammer. I 1850 blev rationen skåret ned til 1/8 pint (ca. 70 ml) to gange dagligt, og det blev ikke ændret, før man fjernede de ansattes “daily tot” i 1970. Dagen for den sidste daglige ration, den 31. juli 1970, blev af flåden kaldt “Black Tot Day”.

Det var ikke en populær beslutning! En daglig ration som denne har vi trods alt ikke brug for om bord på Capibara, men lige som den engelske flåde har vi selvfølgelig også sørget for at købe rigeligt med forsyninger af Plymouth gin til vores videre rejse. 

Fra AGM til lithiumbatterier

I Plymouth fandt Henrik også tid til at installere vores to nye solpaneler, som vi har sejlet rundt med, siden vi forlod Danmark. De er hver på 90 watt, i stedet for de gamle på hver 50 watt.

Det pynter jo ikke ligefrem på en sejlbåd at hænge store solpaneler op, men eftersom vi også sejler rundt med en fastmonteret grill, så vi ødelægger vist ikke det æstetiske udtryk yderligere. Samtidig har vi også skiftet vores gamle AGM batterier ud med nye litiumbatterier.

Henrik har i mange år gerne villet skifte til litium, bl.a. fordi de vejer væsentlig mindre. Før havde vi fire AGM, der hver vejede omkring 40 kg og havde en samlet kapacitet på 440 amperetimer. De er nu blevet erstattet af to litiumbatterier, der hver vejer 22 kg og har en samlet kapacitet på 340 amperetimer.

Med litiumbatterier kan man dog trække batterierne længere ned, uden at de lider under det, hvilket derfor giver os en større kapacitet end før. Litiumbatterier fungerer dog ikke som AGM batterier (har jeg fået at vide), så Henrik har måttet lave nye ledningsforbindelser og ændre på vores setup. Jeg har dog fået at vide, at vi er meget tilfredse med det nye system.

Klar til Biscayen

Med alle vores nye installationer og forsyninger af gin, er vi nu klar til at forlade Storbritannien. Da vi sidste gang tog turen, sejlede vi fra Falmouth til A Coruña i Nordspanien, ca. 430 sømil.

Den gang skulle vi kun forholde os til vejret, men i år skal vi også forholde os til spækhuggere. I de sidste par år har der været spækhuggerangreb på både langs kysten fra Gibraltar til Nordspanien, og antallet af både, der har fået ødelagt deres ror af spækhuggere er forøget hvert år. I år har der været mange både, der har måttet bjerges i land og en enkelt båd sank efter et angreb og besætningen måtte gå i deres redningsflåde.

Tidligere på året fandt de fleste angreb sted omkring Gibraltar, men spækhuggerne bevæger sig naturligt op langs kysten, og i de sidste uger har der været rigtig mange angreb omkring A Coruña og Finisterre på den spanske nordkyst.

Hvordan undgår vi spækhuggerne?

Vi har diskuteret forskellige flere muligheder for at undgå at møde dem: Skal vi sejle langs Biscaykysten og sørge for at holde os helt tæt til kysten, da de tilsyneladende ikke angriber både helt inde under land?

Eller skal vi sejle 500 sømil ekstra via Azorerne og derfra til Gran Canaria? Vi har dog besluttet os for at krydse Biscayen, men lægge en rute, der går langt uden om Finisterre og så søge længere sydpå, måske helt ned til Porto, hvor risikoen for at møde dem skulle være mindre. Det er i hvert fald håbet, når vi nu bevæger os tilbage mod Falmouth, mens vi venter på et vejrvindue til at krydse det berygtede hav.

Signe

 

 

 

 

Foto 02:

 

 

Foto 03:

Før og efter: Stempelringene på nummer tre er blevet skiftet, og cylindergangen er blevet renset.

 

Foto 04:

 

 

Foto 05:

De hellige haller: Plymouth Gin Distillery.

 

Foto 06:

 

 

Foto 07:

 

content-loader
content-loader
content-loader