Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De to kvindelige sejler klamrer sig til skroget på den kæntrede Farr X2'er. Foto: Australien Government Defence

Farr X2 med byggenummer 1 mister kølen i Australien - to sejlere reddet efter 15 timer

En tragisk ulykke ramte natten til lørdag Alice og Clare, der var ombord på den første og helt nye Farr X2, der blev søsat i maj. Efter en større redningsaktion blev kvinderne bragt i land. Årsagen til ulykken er endnu ukendt.

Af Sara Sulkjær |

En ulykke, der ikke må ske. Følgerne kunne have været fatale, da sejlerne Alice og Clare natten til lørdag lokal tid kæntrede på Australiens sydkyst.

Det var ikke hvilken som helst båd, den kvindelige besætning var ombord på. Det var den første Farr X2, der blev søsat i starten af maj, og som efter planen skulle være den første i rækken af mindre kapsejlere fra det anerkendte værft.

To meter dønninger

Den plan er der nu er sat en foreløbig stopper for. Det var således en fejl på kølen, der fik X2'eren med byggenummer 1 til at kæntre i weekenden.

En fejl, der betød, at båden mistede kølen, og at de to sejlere i 15 timer måtte klamre sig til den kæntrede båd, inden hjælpen nåede frem.

- Efter at den kæntrede yacht blev rapporteret set af et forbipasserende handelsskib, MV Arietta Lily, lige efter kl. 15, afgik Brisbane (redningsfartøj, red.) mod positionen. 

- De to sejlere, som blev fundet klamrende til deres fartøjs skrog, blev reddet af destroyerens gummibåd i 56 km/t vind og to meter dønninger, forklarer redderne fra Australien Government Defence på deres hjemmeside.

Kun mindre skader

Efter et kortere ophold på hospitalet for et nærmere gennemtjek af sejlernes mindre skader er de to kvinder endnu ikke klar til at fortælle om selve den barske oplevelse til offentligheden. 

I stedet sender de en tak til alle dem, der har vist deres støtte under og efter ulykken:

- Tak til jer alle for jeres venlige støtteord, vi er så taknemmelige for at have overlevet en forfærdelig oplevelse og for vores fantastiske fællesskab af familie, venner, medsejlere (dybest set familie) og alle de utrolige mennesker, der har hjulpet os i redningsaktionen, påpeger kvinderne på deres Facebookside og fortsætter:

- Tusind tak især til alle, der har hjulpet til i holdets redningsaktion, ikke mindst det utrolige og højtuddannede hold fra HMAS Brisbane, besætningen på Arietta Lily, vandpolitiet, marineredningen, 000 og de mange aktører, der hjalp til med at videregive vores position, skriver sejlerne og lover samtidig, at de snart vil være tilbage på vandet.

Et åbent spørgsmål

Nu venter et større arbejde for Farr-værftet. For hvordan en moderne kap-båd, bygget med det nyeste udstyr og teknologier kan miste kølen under sejlads på åbent farvand, er fortsat et åbent spørgsmål:

- Vi tager sikkerheden for alle besætninger, der sejler på både af vores design, meget alvorligt, og vores designteam arbejder sammen med bygherrerne, komponent-leverandørerne og ingeniørerne på at identificere årsagen og implementere alle nødvendige design-, materiale- eller bygnings-ændringer, der er nødvendige for at sikre, at dette ikke kan ske igen, understreger Farr Yacht Design i en opdatering.

Kilder: Nexba RacingAustralien Government Defence og Farr Yacht Design

content-loader
content-loader
content-loader