Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Husbåden søsættes i Greve Marina i løbet af ugen. Foto: Peter Bergstrøm

Mormors kolonihavehus er søsat i glasfiber – se den i Greve Marina

Husbåden vækker slumrende sejlerdrømme om at bo på vandet. Drømmen koster 1,1 millioner kroner og har et grundareal på 66,7 kvadratmeter.

Af Sara Sulkjær |

Husbåden er et bemærkelsesværdigt syn. Selv traditionsbundne sejlere må overgive sig. Oplevelsen af det svenske, blåmalede hus, der muntert kommer sejlende med veranda og hvidmalet kolonihave samt flagstang i stævnen sætter fantasien i sving.

Folk strømmer til, når man anløber en havn, forklarer Peter Bergstrøm, indehaver af husbåden:

- De spørger ikke, hvad husbåden kan bruges til. Spørgsmålet er nærmere, hvad den ikke kan bruges til, påpeger han og uddyber:

- Vi var lidt i tvivl, om denne test hørte bedre hjemme i et boligblad, men reaktionen blandt sejlere var, at vi ikke behøvede at holde os tilbage. Der må i alle sejlere være en eller anden drøm om at bo på havet og ikke blot at pleje det lejlighedsvis.

En trend er startet

Den hyggelige husbåd beskrives bedst i termer fra hushandler. Den dækker 66,7 kvadratmeter i grundarealet med en længde på 12,2 og en bredde på 5,56 meter. 

Heraf udgør det bebyggede areal 51 kvadratmeter, men da der er bygget hems over halvdelen af dette areal, udgør det beboelige areal samlet omkring 65 kvadratmeter. 

- Grundværdien kan ikke vurderes, og ejendomsskatter er noget, man afgør med havnefogeden, fortæller Peter Bergstrøm.

Siden det lovmæssigt blev muligt at bo på flere havne, er husbåde blevet en maritim trend i Danmark. I Københavnsområdet, særligt omkring Christianshavns kanaler, vrimler det med ombyggede færger, fantasifuldt ombyggede lastepramme eller blot gamle fiskekuttere med en ekstra presenning over. 

Stadig flere lystbådehavne ændrer reglementerne og byder husbåde velkomne, da det umiddelbart dæmper hærværk og tyveri at have fast beboere på havneområdet. 

Husbåd eller klubhus?

Johnson-husbåden er derfor en kærkommen gave til husbåds-markedet. Båden er bygget i Sverige, flyder på to pontoner og er konstrueret i komplet glasfiber, således at ikke blot katamaranskroget er i den velkendte glasfiberkonstruktion.

Husets vægge, gulv, tag og skillerum er af 10 centimer skumkerne med 8 milimeter glasfiberbelægning på hver side. Denne opbygning indebærer også fordele for udførelsen, da materialet er let at arbejde i. 

Samtidig er det ikke svært at ændre konceptet og få et hus i allerhøjeste individuelle udførelse. Som prøvebåden fremtræder, virker stilen umiddelbart svensk, men en lang række danske havne har i generationer haft bygninger i samme farver og stil for blot at nævne Skagen som det ældste eksempel. 

- At husbåden ikke ligner et fremmed element, fremgik af reaktionen, da den lå til præsentation i Espergærde. Mange besøgende på havnen troede, at sejlklubben havde fået nyt klubhus, fortæller Peter Bergstrøm.

Tre meter lang terrasse

Vil man ombord på båden, sker det gennem en åben havelåge i det trykimprægnerede hegn rundt om terrassen i stævnen. Det eneste, der forstyrrer indtrykket af et sommerhus, er en omkring 80 cm høj lønning langs terrassen, som ganske praktisk tager både sø-sprøjt og træk om anklerne. 

Forrest til styrbord står en – grundet bådens to motorer – lidt usædvanlig dobbelt styrepult med to rat og to motorhåndtag. 

Man skrider over den tre meter lange terrasse og åbner døren til huset, hvor et koncept, som sommerhusfolket har kendt i årtier, venter: Dét, der engang hed et begynderhus. 

Her træder man ind i et opholdsrum med køkken af sommerhusdimensioner og med plads til seks personer. Rummet er indrettet til kip, som med en højde på 3,70 centimeter giver en dejlig, luftig fornemmelse. 

Hems med sovepladser

Ser man agterud, er der bygget en hems med fast trappe hen over resten af indretningen. Heroppe er der rigelig plads til et antal børn eller gæster. 

Fra stuen fortsættes agterud ad en bred gang med hovedhøjden 2,20 meter, hvor er flot soveværelse med skabsvæg til bagbord findes. 

I styrbord er der indrettet toilet-badeværelse med flot dimensioneret brusekabine i kombination med et bryggers med vaskemaskine/tørretumbler samt med dør til terrassen agter, der er omkring én meter.

Husbåds-drømmen koster 1,1 millioner kroner, men kan gøres til virkelighed for et langt mindre beløb. Læs mere senere på ugen, hvor Minbaad.dk igen skriver om husbådsprojektet.

content-loader
content-loader
content-loader