Signe om Atlanterhavs-kryds: Denne gang vil vi gøre det anderledes

Da vi i 2013 sejlede over Atlanten, deltog vi i langturssejler-guruen Jimmy Cornells dengang nye rally over Atlanten. Turen gik fra Lanzarote til Martinique og startede en uge tidligere end ARC’en, dvs. midt november.

Vi havde hjemmefra ikke tænkt os at sejle med en gruppe, men da jeg nogle måneder tidligere havde interviewet Jimmy Cornell til en artikel, inviterede han os med, og vi sagde ja.

Deltagelse på godt og ondt

At deltage med en gruppe var for os en oplevelse på godt og ondt: For det første havde vi temmelig travlt inden afrejse, og vi troede på et tidspunkt ikke, at vi ville nå at blive klar.

Det stressede os helt vildt, at vi havde en deadline, men samtidig pressede det os også af sted. Sidenhen har vi talt om, hvornår vi mon havde tænkt, at vi var helt klar til turen, havde vi taget af sted på egen hånd: En uge senere? En måned? Et år? En anden positiv oplevelse, og som nok ville være en vægtig grund til, at vi kunne overveje at deltage i et rally igen, var, at der var arrangeret et SSB radionet.

To gange daglig havde vi kontakt med to andre både, og det viste sig at gøre en kæmpe forskel for vores samlede oplevelse. Dog var det en lidt tam fornemmelse at komme frem til Le Marin efter 31 døgn (pga. manglende vind) og opdage, at velkomstfesten var afholdt og hele organisationen taget hjem… Og det bringer mig til vejret.

Man får det vejr, der kommer!

Når man tager af sted på en bestemt dag, så må man tage det vejr, der kommer. Både den dag, man forlader Canarie-øerne, men også på turen. Vi kom af sted i lidt hård vind, og havde vi været selv kunnet vælge, havde vi nok ventet. Dog var Henriks generelle holdning til sejladsen, at vi godt kunne få vejrmeldinger, men hvad skulle vi bruge dem til?

Vi havde ikke diesel nok med til at kunne flytte os uden om et vejrområde, så holdningen om bord var: “Vi får det vejr, der kommer”. Men der kom desværre ikke særlig meget vejr, så vi ventede og ventede.

Da vi sejlede hjem over Atlanten, havde vi i stedet betalt for en weather-router, og det gjorde en kæmpe forskel. For det første sendte han os uden om et stort vindstille område, der strakte sig fra Florida til Bermuda, så vi i stedet sejlede nordpå ad Golfstrømmen og dernæst mod øst til Bermuda.

Vi endte med at sejle næsten 300 sømil længere, men kom frem et døgn tidligere, end vi normalt ville have regnet med - og det var desuden i solskin og med halvvind! Derfor har vi også valgt denne gang at benytte os af den amerikanske weather-router Chris Parkers vejr-forudsigelser.

Vi har også valgt at vente med at tage af sted til efter jul, hvor passatvindene forhåbentlig har etableret sig bedre, end det vi oplevede. Planen er at krydse Atlanten lidt hurtigere denne gang!

Over Atlanten med watermaker

Den stress og nervøsitet, vi følte sidst, vi skulle sejle over Atlanten, føler vi ikke denne gang. Ikke endnu i hvert fald, men der er selvfølgelig også stadig en lille måned til, at vi tager af sted. Vi synes i princippet, at vi og båden er klar til, men derfor er der alligevel nogle ting, vi gerne vil have ordnet.

Bl.a. har Henrik fået repareret og installeret vores watermaker, så den virker igen. Begge gange, vi har krydset Atlanten, har været med en watermaker om bord, der har været i stykker, så vi håber, at tredje gang er lykkens gang.

Jeg vil virkelig gerne, hvis vi kan bade lidt oftere på denne tur end hver 14. dag! Watermakeren virker i hvert fald nu og med tilfredsstillende resultater. Vand under 500 PPM (Parts Per Million) regnes for drikkevand, og vores TDS-måler siger omkring 270 PPM. Til sammenligning er vandet fra hanen i Las Palmas 350 PPM, og for sjov målte vi også en kildevand fra flaske. Den målte 75 PPM.

I ly for regnen

Jeg har også et par syprojekter foran mig. I går har jeg indkøbt stof og diverse til at lave en ekstra aflukning til vores sprayhood. Når vi sejler med vinden bagfra, kan vi ikke sidde i læ i cockpittet, og hvis det regner, har vi heller ikke et sted, hvor vi kan sidde i ly for regnen.

Det projekt er jeg lidt spændt på, men mere om det næste gang. Henrik er desuden altid i gang med alle mulige projekter for at enten opgradere og optimere systemerne om bord. Vores brusevand har fx fået sin egen praktiske holder bag på båden, fremfor at slangen bare ligger i en kistebænk (Selvom det gjorde lidt ondt på skipper at skære et så stort hul i båden).

Og nu får han en uge alene til at arbejde om bord uden at skulle rydde op om aftenen af hensyn til sin hustru, da jeg tager en uge til Danmark på en kort juleferie. Henrik har har efter eget udsagn en liste med 56 projekter plus det løse, som han gerne vil lave. Hvor meget han får lavet, er jeg dog lidt usikker på. På broen i Las Palmas er der nemlig lige kommet en Pogo 30 ind, som Henrik er ret forelsket i.

Han har allerede stået længe og beundret den, og han har derfor ladet mig vide, at hvis skipper viser sig at være en kvindelig singlehand-sejler, så kan det være, at jeg kommer tilbage til en tom båd. Jeg kan derfor bare håbe, at udsigten til, at jeg kommer tilbage med pakker fra Biltema og diverse bådforretninger, får ham til at blive.

Signe