Sehested på 7. plads i mondæne St. Tropez - fransk fartrekord med 99,9 km/t.
SailGP er tilbage til den franske riviera denne weekend til France Sail Grand Prix i Saint-Tropez – Danmarks SailGP Team går efter podie-hattrick. Men det går ikke helt efter planen, danskerne er på 7. plads efter 1. dag. Søndag sejles også.
Danskerne – med Nicolai Sehested i spidsen – opnåede deres første top tre-placering i SailGP ved Great Britain Sail Grand Prix i juli og fulgte op med en imponerende præstation på hjemmebane ved ROCKWOOL Denmark Sail Grand Prix i Københavns Nordhavn i sidste måned, hvor de vandt deres anden podieplads i træk.
Nu da F50-erne er ankommet til det azurblå franske farvand, håber Sehested, at hans hold kan cementere deres placering på de øverste pladser på den samlede sæson 3-rangliste med endnu en solid præstation.
"Det er altid rart at få det første podie, det tager lidt af presset af, men at følge op med endnu et godt resultat på hjemmebane viser, at det hele ikke bare var held, og at de andre hold er nødt til at tage os seriøst," forklarer han.
Danskere på 7. plads efter lørdagens sejladser
Men efter førstedagen i St. Tropez er danskerne på en 7. plads i den tunge ende, efter tre sejladser i hård vind, hvor franskmænd sejlede lige under 100 km/timen i den potente F50er.
”Jeg er rigtig glad for, den måde vi har sejlet på for nylig. Vi har hævet vores niveau over hele linjen - selvfølgelig er vi stadig mennesker, og vi laver stadig fejl, men når du lukker marginerne på andre områder, behøver disse fejl ikke at være helt så dyre."
Han fortsætter:
"Det er, hvad vi har set fra de bedste hold i SailGP. Alle kan slås, men de bedste hold har et meget konsekvent og højt niveau, selv når tingene ikke går i deres favør.”
ROCKWOOL-holdet vil gå efter at gentage sidste års succes i Saint-Tropez, hvor en stærk anden dag fik dem til at lede feltet i hele to løb, før et knækket fokke skøde slukkede håbet om en finaleplads.
"Et år er lang tid i en ny liga som SailGP, og det hele har flyttet og udviklet sig meget fra sidste år," siger Sehested. "Vi har nye hold, nye atleter og nye eventbyer – men vi husker selvfølgelig vores gode sejladser i St Tropez, og den skuffelse vi oplevede, da vi på trods af en virkelig solid præstation, ikke lykkedes med at komme i finalen. - I denne weekend går vi derud og sørger for at få rettet op på det."
Cadiz i Spanien næste gang
Efter France Sail Grand Prix er næste destination for holdene, Cadiz i Spanien som er det sidste europæiske SailGP event efter en travl SailGP sommer.
“At sejle på hjemmebane i København var en af de mest mindeværdige oplevelser i min karriere – og det betød meget for os som dansk hold. Jeg vil gerne takke alle fansene for at møde op for at støtte os, og også selvfølgelig ROCKWOOL for at få det hele til at ske."
Sehested konkluderer: "Vi har virkelig nydt sæson 3 indtil videre, og vi er i god form, så vi ønsker, at løbene kommer så hurtigt som muligt."
France Sail Grand Prix finder sted den 10.-11. september, og du kan følge med live på TV 2 SPORT X eller www.sailgp.com/watch.