Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Egense Sejlklub skal betale Søren Møller Pedersen i alt 12.662,75 kroner i procesrente og sagsomkostninger. Det er ikke Sørens båd på billedet. Arkivfoto: Troels Lykke

Retten i Aalborg: Eksklusion af sejler i Egense Sejlklub var ulovlig

En kløft så dyb som Marianergraven er de seneste år gravet mellem et antal medlemmer af Egense Sejlklub og klubbens bestyrelse. Konflikten har bl.a. handlet om beskyldninger om alkohol- og narkomisbrug, udelukkelse fra gæstehavne, ulovlig videoovervågning m.m.

Af Troels Lykke |

Syv medlemmer er, uberettiget mener de, blevet ekskluderet fra sejlklubben efter stridigheder med bestyrelsen, og onsdag blev der skrevet endnu et kapitel til.

Her er der faldet dom i sagen mellem et af de ekskluderede medlemmer, Søren Møller Pedersen, der 20. september var i retten for at få eksklusionen gjort ugyldigt.

Uberettiget eksklusion - men ingen erstatning ved bådsalg

Sejlklubben, der ligger på den sydlige bred af indsejlingen til Limfjorden, kan se frem til at få et nyt - eller gammelt om man vil - medlem, skriver Nordjyske i en længere artikel.

For Retten i Aalborg har tirsdag fundet, at eksklusionen af Søren Møller Pedersen var uberettiget, og at sejlklubben derfor skal genoptage ham som medlem igen. 

Foruden eksklusionen faldt der også dom i sagen om erstatning, da Søren Møller Pedersen havde sagsøgt Egense Sejlklub for tab i forbindelse med salg af sin båd. 

Han havde sat båden til salg for 115.000 kroner, men solgte den for 95.000 kroner. Derfor havde han lagt sag an med påstand om erstatning på de 20.000, som Søren Møller Pedersen mente, at han mistede.

Årsagen til salget var, at Søren Møller Pedersen med eksklusionen ikke kunne opbevare sin båd nogen steder og derfor måtte sælge den.

Her fandt retten dog, at Søren Møller Pedersen ikke tilstrækkeligt havde bevist, at han havde lidt tab på grund af eksklusionen af sejlklubben.

Fik penge for procesrente og sagsomkostninger

Til gengæld skal Egense Sejlklub betale Søren Møller Pedersen i alt 12.662,75 kroner i procesrente og sagsomkostninger.

Yderligere skal sejlklubben betale 850 kroner i sagsomkostninger til Statskassen.

Sagen mellem Egense Sejlklub og Søren Møller Pedersen var den første i en række af sager, som ekskluderede medlemmer har mod sejlklubben. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om dommen i sagen med Søren Møller Pedersen danner præcedens for de øvrige sager.

Rettens dom betyder, at Søren Møller Pedersen igen skal være medlem af Egense Sejlklub. Dermed følger to ting, som han glæder sig til og han skal igen have motorbåd og han vil møde op på generalforsamlinger og være med på klubbens facebookside.

Massive beskyldninger var ved at sænke klubben

Sagen mellem de syv medlemmer og Egense Sejlklub startede i 2020 med. at den daværende formand Jørn Baag Simonsen stoppede efter omkring 100 dage på posten.

Beskyldninger om alkohol- og narkomisbrug blandt en kreds af medlemmer, udelukkelse fra gæstehavne, ulovlig videoovervågning af havneområdet, overfald, trusler, ransagninger af et medlems båd for narkosalg, anmeldelser for socialt bedrageri, anklager om misbrug af betroede midler, censur og manglende medlemsdemokrati er blot nogle af ingredienserne i den sprængfarlig cocktail, som har været ved at sænke sejlklubben.

Beskyldninger frem og tilbage førte senere til eksklusion af Søren Møller Pedersen og seks andre medlemmer. Men der blev efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved, om eksklusionerne var lovlige, da der i følge vedtægterne i Egense Sejlklub skal være to tredjedele, som stemmer for en eksklusion, før den er gældende.

I Retten i Aalborg kom det frem, at et af de fem medlemmer af bestyrelsen ikke stemte for eksklusionen, mens et andet ikke kunne huske, om han stemte for eller imod.

Meldte sig ud af Dansk Sejlunion

Konflikten trækker tråde helt tilbage til 2017, da to medlemmer, Morten Brøndum og John Kyneb, også blev ekskluderet.

Det skete efter strid om overvågning af sejlklubbens områder, hvor de to tidligere medlemmer var uenige med bestyrelsen.

Dansk Sejlunion og Dansk Idrætsforenings Appeludvalg påbød Egense Sejlklub at trække eksklusionerne af de to medlemmer tilbage, men det gjorde klubben ikke. I stedet meldte den sig ud af Dansk Sejlunion.

Kilde. Nordjyske

content-loader
content-loader
content-loader