Signe: Om engelske middelhavsøer og skældud og trusler i Dublin Harbour

Efter en først veloverstået sejltur fra Belfast til Dublin, og derefter en veloverstået fødselsdagstur hjem til svigermor, var det tid til at se nærmere på Irlands hovedstad.

Vi havde været heldige, da vi ankom, at der var en enkelt plads til os i den mest centrale marina i byen: Poolbeg Yacht & Boat Club.

Gæstesejlere bliver dog placeret på ydersiden af den bro, de selv kalder for deres breakwater pontoon.

Den ligger inde i havnebassinet, så man er derfor rimelig beskyttet for vejr og vind, men da Dublin Harbour primært er en industri-havn, så er der en livlig trafik af store fragtskibe lige ved siden af marinaen.

Man ligger derfor ikke særlig naturskønt, men til gengæld er man i gåafstand til byens centrum, hvilket er en fordel, når man har været på pub crawl i Temple Bar; Dublins yderst festlige kvarter.

Vi var dog lidt nervøse, når de store fragtskibe vendte lige ved siden af os, men de havde tilsyneladende forstand på det, de lavede - hvilket vi til gengæld ikke kunne prale af, da vi forlod Dublin en lille uge senere.

Efter at have bedt om at få det gentaget tre gange, syntes han ikke, at kunne spørge igen

Når man befinder sig i kanalen ind til Dublin Harbour, skal man kalde VTS Dublin (Vessel Traffic Service) på kanal 12, og de giver så en tilladelse til at fortsætte, hvis der ikke er risiko for, at man kommer i karambolage med et af de store skibe.

Henrik havde samme morgen, som vi ankom til Dublin, belært mig om, hvordan det er god kotume, at man gentager det, der bliver sagt over radioen, så afsender ved, at man har forstået beskeden.

Som svar på VTS Dublins besked, svarede han dog bare “yes”. Der var så neget støj på deres radio, at vi ikke havde nogen ide om, hvad der blev sagt! Der var dog ingen andre både, og vi fortsatte derfor bare ind til marinaen uden yderligere problemer.

Da vi skulle forlade marinaen, havde vi dog mindre held med denne fremgangsmåde. Henrik kaldte VTS Dublin, og en dame sagde en hel masse, som Henrik ikke kunne forstå.

Efter at have bedt om at få det gentaget tre gange, syntes han ikke, at han kunne spørge igen, og han mente, at hun havde sagt: “Stay in the right side of the channel.” Vi forlod marinaen, netop som et stort skib havde passeret os, og lagde os i vores højre side af kanalen.

“Capibara, get out of the way!”

Foran os var dog et stort fragtskib, som lå helt op ad kajen, hvor vi var på vej hen, og vi troede ikke, at vi kunne (eller havde lyst til) at være mellem skibet og kajen.

Vi sejlede derfor ud i midten af kanalen, hvorefter vi blev kaldt over radioen: “Capibara… (støj).” Jeg svarede, at jeg ikke kunne forstå, hvad hun sagde, hvorefter jeg fik en skudsalve tilbage af uforståelige snak, og jeg gentog, at jeg ikke forstod, hvad hun ville have os til.

Skibet foran os gav et dyt, og i vores panik kunne vi ikke finde ud af at tænke, at den sagde: Jeg drejer mod styrbord. I stedet prøvede vi at finde ud af, hvor mon egentlig ”højre side” af en kanal er?

Skibet gav endnu et enkelt dyt, så vi søgte helt over i den modsatte side af kanalen, så vi ikke var i vejen for skibet. Men så blev der sagt noget i radioen, vi kunne forstå: “CAPIBARA, GET OUT OF THE WAY!”

Og efter endnu et par beskeder, som vi heller ikke kunne forstå (en af dem var: “Hvis ikke…(støj), så…(støj).”, sagde jeg, for at sige noget, at vi ville holde os til de grønne bøjer, hvortil hun heldigvis svarede så kort, så vi kunne forstå det: “RED BOUYS!” Vi undskyldte en masse gange for vores manglende forståelse, og skyndte os bag om skibet og over til de røde afmærkninger, men hun var ikke imponeret - og vist med rette.

Selv fortalte vi bagefter hinanden, at vi trods alt ikke havde været så meget i vejen, at vi havde fået de fem trut i hornet!

At sejle til UK efter Brexit

Fra Dublin satte vi kursen mod de engelske øer, Isles of Scilly. Vi havde god vind fra nord, hvilket vi ville udnytte, og efter to døgn ankom vi til øen Saint Mary’s, der er hovedøen i den lille øgruppe.

Efter Brexit er det blevet lidt mere besværligt at sejle til Storbritanien, da man skal indklareres i landet. Det foregår ved, at man ved ankomst ringer til National Yachtline samt udfylder en formular (C1331), som skal sendes til UK Border Force.

Den kan udfyldes online og sendes på mail, og Border Force vurderer herefter, om de kan indklarere os over telefonen, eller om de føler behov for at besøge os om bord.

Det kan vist ikke gøres nemmere, og vi har heller ikke haft problemer hverken i Skotland eller denne gang. Man skal også udfylde samme formular, når man forlader Storbritanien, på nær hvis man forlader Nordirland for at tage til Irland, så den procedure har vi endnu til gode.

Engelske middelhavsøer ved Isles of Scilly

Isles of Scilly består af 5 små beboede øer og ca. 145 små ubeboede øer og skær. Fordi øerne ligger så tæt på Golfstrømmen, er der sjældent frost og sne, og der er derfor gode muligheder for at dyrke blomster og grøntsager.

Atlanterhavsstormerne slipper de dog ikke for, og derfor er den tropiske have, Abbey Gardens, på øen Tresco, beskyttet af store californiske nåletræer. Vi besøgte to af de fem beboede øer, som var meget idylliske, og på en sommerdag føles det næsten som om, man er kommet til Middelhavet.

Det giver i hvert fald god mening, at de engelske sejlere på sydkysten og især i Cornwall gerne har Isles of Scilly som feriemål.

Det engelske tidevand slipper de dog ikke for, og det blev til en lidt urolig nat for en bøje, da alle bådene i det vindstille vejr drejede meget vilkårligt rundt om bøjerne.

Der var ikke nødvendigvis noget at være bekymret for, men det var lidt svært at finde ud af, hvor man skulle sætte sine fendere, da først den ene båd svingede rundt og så den anden. Det gik lidt ud over nattesøvnen for de fleste sejlere på ankerpladsen.

Først ferie, nu arbejde

Efter nogle dejlige feriedage på Isles of Scilly går kursen nu mod Plymouth. Vi har en meget lang liste af ting, der skal laves og indkøbes, herunder en motor, der for hver dag har sværere ved at starte; batterier, der skal skiftes; samt en zinkanode, der ser ud til at være væk.

Enten er den faldet af, eller også er den korroderet på de få måneder, vi har været af sted. Vi opdagede det i Skotland, og vi har siden talt om at lægge os op ad en mur og vente på lavvande.

Jeg er ikke helt vild med ideen, men det er jo noget, de gør en del i på disse kanter, så mon ikke det også kan lade sig gøre for os.

Vi var ved at gøre det på Saint Mary’s, men en anden båd var netop sejlet derhen, som vi slap fortøjningerne, og der var kun plads til en enkelt båd. I stedet fik vi en dejlig dag på Tresco - og som min svigermor siger, så er det godt at have noget at glæde sig til!

Signe