Mød den forsvarende America's Cup-vinder Peter Burling i København onsdag kl. 17
Forud for weekendens SailGP-event i hovedstaden kigger det new zealandske hold med Peter Burling i spidsen forbi KØS Sejlsport i København. Vær med allerede i dag, onsdag.
Sejlsportens absolutte top kigger forbi den ungdomsvenlige sejlklub, KØS Sejlsport. Onsdag kl. 17.00 træder stjernerne, der alle er en del af det new zealandske SailGP-team, indenfor:
- Det er altså ikke hr. & fru. hvem som helst, der svinger forbi KØS på onsdag… Holdet tæller flere OL-medaljer, heraf en del i guld, skriver københavnerne på deres Facebookside.
En mand med mange titler
Størst af dem alle er Peter Burling. Den 31-årige sejler fra New Zealand står i spidsen for SailGP-holdet, ligesom han er forsvarende mester i én af verdens mest prestigefyldte sejladser, America's Cup.
Også flere olympiske medaljer kan Burling hive frem fra præmieskabet - af højeste karat en guldmedalje fra 2016-legene i Rio de Janeiro, hvor det lykkedes at komme til tops i 49er-klassen.
En succes, der meget vel kan gentages i SailGP. New Zealænderne ligger i øjeblikket i front, ligesom holdet formåede at vinde eventen i England sidste måned.
Danskerne er med
Inden pokalen kan løftes, må holdet præstere i København. Det sker i weekenden, hvor også det danske SailGP-hold med Nicolai Sehested ved roret naturligvis er til start.
Sejladserne, der forventes at skydes i gang fredag eftermiddag, kan følges fra vandet samt fra fanzonerne på land. Læs mere om eventen her.
Kilde: KØS Sejlsport


