Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Anders Høegh-Post sejlede mange gange kapsejlads Sjælland Rundt, men blev mest kendt for sine tursejler-artikler. - Anders var en meget vidende journalist og også meget praktisk anlagt og kunne lave gør-det-selv-illustrationer, også siger Jette Jansen, der i en årrække var kollega på Bådnyt med journalisten. Arkivfoto: Troels Lykke

Tursejler-journalist Anders Høegh-Post fra Snekkersten Skotterup Sejlklub er stille sovet ind

Sirenen, en Concorde 38, er nok den mest fotograferede båd i Danmark, idet Anders i en lang årrække var skribent på BådNyt, hvor han lavede de fleste turbeskrivelser, som var både informative og omhyggelige. Anders Høegh-Post, der kun brugte søkort og ikke kortplotter, blev 82 år. Snekkersten Skotterup Sejlklub skriver mindeord.

 

Af Troels Lykke |

Sven Riber, Snekkersten Skotterup Sejlklub, fortæller:

Det var med stor tristhed, at jeg modtog beskeden om, at Anders Post var sovet ind (i denne måned, red.). Jeg har kendt Anders i næsten 25 år. Han underviste i navigation i Snekkersten Skotterup Sejlklub, og jeg husker ham som en særdeles kyndig og dygtig underviser, der kunne alle aspekter af maritime færdigheder på fingerspidserne.

Når vi skulle sejle på sommerferie, var det kutyme altid lige at konsultere Anders for at få gode idéer og inspiration om forskellige havne i Danmark og Sverige, idet han praktisk talt havde været i dem alle med sine sejlbåde, senest Sirenen.

Skrev om ture for BådNyt og Bådmagasinet

Sirenen, en Concorde 38, er nok den mest fotograferede båd i Danmark, idet Anders i en lang årrække var skribent på BådNyt og Bådmagasinet, hvor han lavede de fleste turbeskrivelser, som var både informative og omhyggelige. Anders Post var et kendt ansigt og navn i det meste af Sejlsportsdanmark.

Anders fik hvert år tilsendt en del eksemplarer af Kommas Havnelods som tak for de ændringer og fejl, han jævnligt gjorde forlaget opmærksom på.

Anders har deltaget – og vundet – mange kapsejladser, hvilket de mange inskriptioner i sejlklubbens pokal vidner om, og det var imponerende, hvor god en navigatør han var. Jeg husker en del Sjælland Rundt På Indersiden, hvor det kræver, at man hele tiden ved, hvor man er, i de til tider snævre løb.

Brugte kun søkort

Nymodens kortplottere er for tøsedrenge, så Anders brugte kun søkort, som ofte var af ældre dato og kompas til at pejle sømærker og waypoints – Sirenens position var altid usvigelig sikker.

Mine tanker går til (hustruen) Randi og den øvrige familie.

Æret være hans minde.

Sven Riber

content-loader
content-loader
content-loader