Signe nu på Maderia efter reb i skruen og Spækhugger i sigte

Så lykkedes det endelig! Efter i to uger at have fulgt det ene lavtryk efter det andet passere langs den portugiske kyst medbringende 10 - 15 m/s vind fra syd, var der endelig et ophold i lavtrykkene, og vi kunne tage af sted.

Et dansk par, som vi mødte på broen kort inden, undrede sig dog over, hvorfor vi ville af sted nu? Der var jo næsten ingen vind? Men efter at have ventet i 14 dage pga. for meget vind, så ville vi ikke vente yderligere pga. for lidt vind. I stedet forsøgte vi at lægge en rute, som måske ville gøre turen til Porto Santo længere, men som ville sikre os lidt vind i sejlene.

Billig weather routing

Henrik havde i dagene op til vores afrejse eksperimenteret med programmet Squid. Squid er et (meget) billigt alternativ til PredictWinds automatiske weather routing, og programmet kan tale sammen med OpenCPN (som er et billigt alternativ til gængse kortplottere og søkort).

Vi har tidligere haft to Garmin kortplottere om bord, men de var blevet 15 år gamle, og Garmin er for længst holdt op med at opdatere dem. Inden vi forlod Danmark, diskuterede vi, om vi skulle have en ny kortplotter.

Henrik havde downloadet OpenCPN til sin computer og til en billig tablet og eksperimenterede med at bruge det, men jeg var ret insisterende på, at vi skulle have en rigtig kortplotter… ind til jeg fandt ud af, hvad det kostede i sammenligning med Henriks billige alternativ!

Så nu har vi kun OpenCPN på en computer og på en tablet, der sidder i cockpittet, hvor den gamle kortplotter sad. Gennem en Yakker (NMEA/wifi router) modtager tabletten og computeren NMEA information (dybde,GPS,AIS o.l.), som vises i OpenCPN - og nu kan vi altså også få lagt vejrruter. Squid lagde en rute som gav os lidt vind og ikke for meget modvind, og vi besluttede os for at prøve at følge den.

Urolig sø og søsyge

Ved middagstid den 1. november forlod vi Nazaré. Der var ikke meget vind, men bølgerne var stadig store fra de forrige dages vejr, og der var en urolig sø, som gjorde os begge søsyge, før vi knapt var uden for indsejlingen - og det var selvom jeg havde taget søsygetabletter siden aftenen før, og Henrik aldrig bliver søsyg.

Og fordi man åbenbart bare skal testes, inden en længere tur til søs, om det nu virkelig er det, man vil, så gik motoren pludselig væsentlig ned i omdrejninger, da vi var kommet lidt uden for indsejlingen.

Vi fortsatte med at sejle for motor, men Henrik frygtede, at den tredje cylinder nu var stået helt af, og at vi ikke ville kunne tænde motoren igen, når vi først slukkede den. Skulle vi vende om? Vi kunne også “være heldige” og bare have fået noget i skruen, hvilket bestemt var det bedste af de to alternativer.

Vi forsøgte at sætte motoren i backgear, og med det samme gik den ud. Det måtte være skruen. Vi kunne dog umuligt dykke i de bølger, vi sejlede i, så vi satte sejl, og så måtte vi løse det problem senere.

Reb i skruen

Om natten faldt vinden sammen med vores fart, og da vi nåede middagstid dagen efter gik vi 1 - 1,5 knob. Vi fik et kamera i vandet og kunne se, at vi havde fået et nylonreb, som fiskerne bruger, omkring skruen. Henrik ville dykke og forsøge at skære rebet frit, men dønningerne var forsat store, og jeg var ikke vild med tanken om, at han skulle ligge og rode rundt under en 6 tons båd, der hoppede op og ned i vandet.

Men i forventning om, at havet nok ikke ville blive meget roligere, trak Henrik alligevel i vores nyindkøbte våddragt købt til samme formål og hoppede i vandet.

Om livet havde han et reb omkring sig, som var bundet fast til båden, og vi havde også en line i vandet, der gled efter båden, som han kunne gribe fat i, skulle han glide ud af rebet. Med alle sejlene nede bevægede vi os stadig fremad med 1 knob, og eftersom jeg ikke ville kunne sejle efter ham, så måtte vi sørge for, at han selv ville kunne komme om bord.

Spækhugger i sigte

Det tog Henrik omkring en halv time at skære rebet næsten fri, da det havde filtret sig helt sammen omkring skruen. Det sidste kunne han ikke få af, så vi prøvede, om vi kunne sejle med det, men skruen rystede, så Henrik måtte i vandet igen, og 10 minutter senere lykkedes det ham alligevel.

Han nåede dog kun lige op af vandet og blev skyllet, før han så en spækhugger dukke på ved siden af båden. Tænd motoren!, råbte han til mig, hvilket jeg ikke gjorde, før han havde sagt det tre gange, da jeg ikke forstod, hvorfor det skulle gå så stærkt.

Vores ven, Alexander, som skulle have været med på turen, men som måtte tage hjem igen, da vejret var for dårligt til at sejle, havde forinden samlet sand på stranden, da vi havde læst, at spækhuggere ikke kan lide at få det i øjnene (selvom det lyder lidt utroligt).

Ikke desto mindre gjorde vi os klar til at sætte båden i backgear og smide sand i vandet, men den ene spækhugger, som Henrik så dukke op et par gange omkring båden, forsvandt igen med det samme.

Vi åndede lettede op - især Henrik, der mente, at han nok var død af hjertestop, var den dukket op ved siden af ham, mens han var i vandet.

Ingen fartrekord, men behagelig tur

Det blev en lang tur fra Nazaré til Porto Santo. For det første sejlede vi længere end den direkte rute på 560 sømil, men vi skyndte os heller ikke med at tænde motoren, når det gik langsomt, hvis vi havde en behagelig sejlads for vores nye (brugte) spiler.

Og det var faktisk noget, vi talte en del om undervejs: Om vi mon begge havde ændret vores indstilling til det at være til søs? Tidligere har jeg i princippet syntes, at offshore-ture var spild af tid, og med denne tur kunne jeg have tænkt, at det var en uge af mit liv, jeg aldrig ville få igen.

Men på denne langtur har det alligevel været anderledes. Jeg blev ikke irriteret på Henrik, når han ikke startede motoren, når vi gik under 3 knob, og jeg sad ikke hele tiden og regnede på, hvornår vi ville være fremme, hvis vi sejlede så hurtigt eller så hurtigt. Måske har jeg bare langt om længe accepteret præmissen for langturssejlads: At man en gang imellem skal sejle langt!

Ny tilgang til langtur

Det tog os en uge at sejle til Porto Santo, og det var jeg overraskende OK med. Det kan være, at det skyldes, at vi havde en del dage med let vind, hvilket gør det lidt nemmere at være til søs.

Meget vind er godt, for man kommer hurtigt frem, men det stress, der lægges på båden, synes også at forplante sig i besætningen, og man skal kæmpe mere med at bevæge sig rundt, lave mad, gå på toilettet etc. I let vind er turen er ofte mere behagelig og rolig, og det giver mulighed for at lave andre ting.

På denne tur fik Henrik bl.a. tid til at sidde med sin HF-radio, og jeg gik amok i kreative sysler. (Afsløring: Der er en del familiemedlemmer, der får hjemmestrikkede karklude i julegave i år!) Jeg håber dog alligevel, at min nye tilgang til offshore sejlads ikke kun skyldes den overvejende champagne-sejlads til Porto Santo, for det føles som et ret godt udgangspunkt inden den lange tur over Atlanten.

Signe