Lav dine egne kort over havbunden med PBG - Personal Bathymetric Generator
Er du sportsfisker eller dykker, er du sikkert stødt på udtrykket PBG - Personal Bathymetric Generator. Det er din personligt genererede database over havbunden over de områder, du har sejlet, fortæller Furuno Danmark, der demonstrer et DFF3D Multibeam-ekkolod.
Bunden er aftegnet i detaljer og 3D-farvenuancer, der gør det nemt at se dybdekonturer og identificere skjulte strukturer, skibsvrag og andre forhold, der har interesse, eller hvor der ofte står fisk.
Motorbaadsnyt.dk var forbi FURUNO i Hvidovre, hvor vi fik en præsentation af deres DFF3D Multibeam-ekkolod, der igen i år har vundet NMEA-prisen som verdens bedste ekkolod.
Fisk levnes ikke mange chancer
Ekkoloddet kan vise sonarbilledet på flere forskellige måder: Side-scan visning, tripple-beam visning, cross-section visning og 3D-historik.
De fleste visninger er i høj grad tiltænkt sportsfiskere, der går efter helt specifikke fangster.
Ekkoloddet giver fine detaljer om, hvor fisken står, og hvor stor den måtte være. Ingen tvivl om, at det er en meget unfair kamp for de stakkels fisk, der bestemt ikke bliver levnet mange chancer.
Selvom Minbaad.dk's udsendte primært er optaget af sejl og kun sjældent kaster snøren over skibssiden, kunne jeg nemt blive fascineret af de muligheder, der materialiserede sig for øjnene af mig.
Havbund i 3D
3D-aftegningen af havbunden var dog særligt imponerende. Ekkoloddet tegner ganske enkelt havbunden op under kølen i en 120 graders vinkel.
Selv de mindste detaljer kommer med og på trods af, at jeg aldrig har betjent systemet før, kunne jeg nemt skabe mig overblik over bundforholdene. Jeg kunne dreje og zoome fuldstændigt efter behov.
Jeg kunne vælge at gemme de optagelser, jeg fik lavet i PBG-databasen, så jeg kender de præcise bundforhold næste gang, jeg kommer her.
Som almindelig sejler tænker man ikke så meget over det til dagligt, men mange områder i de danske farvande har ikke været målt op siden 1950’erne, og der kan være sket meget med forholdene siden da.
Ydermere viser søkort i bedste fald blot dybdekurver og placeringer af vrag, og vi er slet ikke i nærheden af de detaljer, som kan ses med 3D-scanning.
Multibeam-ekkolodet virker
DFF3D Multibeam-ekkolodet virker med det PC baserede software TZ Professional og med de seneste opdateringer også til Furunos multifunktions-display, NavNetTZtouch .
Et komplet setup med DFF3D, software og multifunktions-display er naturligvis ikke billigt, men Furuno forklarer, at de producerer utroligt meget udstyr til erhversfiskeriet. DFF3D er netop blevet populært her, da det ofte kan måle sig med markant dyrere kommercielle produkter.
Herunder kan ses en kort demonstration af ekkoloddet: