Norsk coaster sank - fem personer reddet 11 sømil nord for Gilleleje
Thomas Larsen fra Forsvarets Operationscenter siger til TV 2 Lorry, at kystfartøjet havde fået slagside i sådan en grad, at tre mand var gået i redningsflåden, mens to fortsat var ombord på skibet.
Torsdag aften måtte en norsk coaster udsende mayday, efter det begyndte at tage vand ind efter kraftig slagside i det hårde vejr i Kattegat.
To svenske og en dansk redningshelikopter samt flere redningsbåde og fregatten Niels Juel bistod under redningsaktionen af de fem norske besætningsmedlemmer ombord. Det skriver TV 2 Lorry
Alle blev reddet sikkert op i en svensk helikopter og fløjet til Sverige, fortæller den vagthavende hos National Maritime Operations Center (NMOC).
Sank - skib afmærket
Skibet sank omkring kl. 01.30 i nat, og Forsvarets Maritime Operations Center håndterer nu afmærkningen af skibet med bøjer og udsendelse af navigationsvarsel til alle søfarende i området. Coasteren ligger på forholdsvist lavt vand, på en position 11 sømil nordvest for Gilleleje (ca. 56.25504°og 12.11786°).
A 562 Mette-Miljø, der er ét af søværnets fem miljøskibe, er fredag morgen på vej til havaristen i Kattegat for at undersøge og sikre eventuelt udslip fra skibet.
- Ingen af besætningsmedlemmerne har lidt overlast, og vi har nu stoppet redningsaktionen. Skibet ligger lige nu meget lavt og driver mod land, og der er en vis risiko for, at det synker, forklarer redningsfolkene.
Af www.vesselfinder.com fremgår det, at Bjugnfjord var på vej til Randers fra København. Det 66 meter lange skib, der blev bygget i 1976, er hjemmehørende i Tromsø Havn.
Kilde: TV 2 Lorry