Skipper-Frederik på 23 år efter langtur: Jeg skulle lære at tro på mine beslutninger

Jeg, Cille Rosentoft fra Minbaad.dk, snakkede med Frederik, da han lige var fyldt 21 år og var kommet til Caribien i sin Jeanneau 36 fra 2007. Han havde to år foran sig med oplevelser, møder med nye mennesker og kulturer og stod også overfor at skulle vokse ind i rollen som skipper på egen båd. 

Nu har han fejret tre fødselsdage ombord og glæder sig til at komme hjem og gense familie og venner igen. Frederik og hans gaster har lige haft en fed tur på Nordatlanten og er nu i Holland, hvor de puster ud, inden de skal sejle det sidste stykke hjem til Marselisborg havn.

Læs mere om Frederik her.

Fællesskabet er den vildeste følelse

Efter to år på havet har Frederik og hans gaster oplevet mere, end man kan forestille sig muligt, når man bevæger sig rundt i hverdagen herhjemme. To år i Caribien giver tid til fordybelse og en oplevelse af at tiden står stille.

Men hvis Frederik skal pege på det allerbedste ved hans to år til havs, er det fællesskabet.

- Dét, der har været stærkest for mig, er fællesskabet. Jeg er selvfølgelig tosset med at sejle, men jeg er endnu mere tosset med de fællesskaber, der opstår både ombord og på tværs af bådene. et langturssejler-fællesskab er noget særligt, og du kan altid være sikker på, at nabobåden er klar til at smide, hvad de har i hænderne, hvis du har brug for hjælp, påpeger Frederik.

- Jeg tror, det hænger sammen med, at alle der sejler langt ved, hvad det har krævet af prioriteringer og ofringer og alle kan nikke genkendende til at friheden og eventyret ikke bare er kommet dumpende, uddyber han.

Udover fællesskabet mellem bådene har Frederik også fået opbygget et stærkt bånd til de mange gaster, som han har haft med undervejs. Gaster, som han også glæder sig til at komme hjem og gense i Marselisborg om ikke så længe.

De uventede oplevelser 

Da Frederik tog afsted fra Danmark, havde han en masse drømme og ønsker for turen, men han indså hurtigt, at det er svært at planlægge oplevelserne.

Derfor er han også særligt taknemmelig for alle de uventede oplevelser, som han har fået undervejs. 

- De vilde oplevelser er dem, der opstår, når man ikke forventer det. Det er en 93 kilo tun på Nordatlanten, eller når man klapper en skildpadde på ryggen ved Tobago Keys, forklarer Frederik.

Skipper-rollen er noget, man vokser ind i

At sejle ud i verden som skipper på egen båd, når man kun er 21 år, er noget af en præstation. Inden Frederik tog afsted, gjorde han naturligvis, hvad han kunne for at gøre sig klar til de udfordringer, som havet ville byde på.

Men man kan nok aldrig helt forberede sig på, hvordan det er at stå med hele ansvaret selv - både for båd, gaster og sig selv. 

Lige præcis det at lande i skipper-rollen, er også det, som Frederik påpeger som det sværeste.

- Som skipper står man med så mange ting selv, og jeg skulle lære at vokse i den rolle. Jeg kæmpede med at tro på, at den beslutning jeg ville træffe, var den rigtige og så leve med, at det måske ikke var den rigtige beslutning, og at det nok ville gå alligevel.

Bekymringer står i kø

Frederik fandt hjælp hos andre mere erfarne skippere på de andre både i ankerbugten og brugte også her fællesskabet til sparring med mere garvede sejlere. Selvom han var tæt på sine gaster, stod han alene med skipper-bekymringerne.

Når ankeret er kastet, leves det gode liv for gasterne, og der bades og opdages nye områder på land. Men for skipper starter nye bekymringer.

- Man er hele tiden opmærksom og tænker hele tiden i alternativer. Hvad kan gå galt?, forklarer Frederik og fortsætter:

- Grunden til at jeg nu kan finde ro nu, er at jeg tænker alle scenarier igennem og har en plan for dem alle. Så kan hvad som helst gå galt, for jeg ved, hvordan jeg kan løse det. Det har været de to mest lærerige år i mit liv.

Frederik er nu i Holland og sejler snart mod Danmark. Lige nu er fokus at komme hjem til et gensyn med familie og venner, men mon ikke havet kalder på ham igen en dag i fremtiden.