Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Når man ikke kan sejle kan man lege istedet. Foto: Nicolai Aistrup Pedersen
Kapsejlads
Foto: Nicolai Aistrup Pedersen

Harboe Cup 2022 havde historisk lidt vind til over 350 jollesejlere

- Ingen kan erindre om hvornår vi nogensinde har oplevet et Harboe Cup uden vind, så hverken DM, U-DM eller klassemesterskaber blev gennemført, men sejlerne havde det alligevel hyggeligt, fortæller Skælskør Amatør Sejlklub.

Af Troels Lykke |

Historikken i Harboe Cup 2022 går på den manglende vind, som vores sport er så afhængig af. Skælskør og Storebælt bød velkommen i smukkeste stil, men det dejlige efterårsvejr er ikke det vi håbede på, og heller ikke det vores mange deltagere håbede på. Vinden manglede.

Det fortæller Claus Møller Christensen fra Skælskør Amatør Sejlklub.

Igen var der mere end 350 sejlere tilmeldt Harboe Cup, som også talte som sidste del af Dansk Sejlunions Grand Prix serie, DM for ILCA 7 og ILCA 6 kvinder samt U-DM for Tera Sport og klassemesterskab for resten af ILCA klasserne.

Men ingen af sejlerne blev sendt på vandet lørdag morgen, da vinden simpelthen var helt væk. Alle baneområder kom dog på vandet efter ca. 1 times ventetid, og der blev forsøgt sejlet både på Skælskør Nor, Skælskør Fjord og i Storebælt ud for Kobæk Strand.

Og det lykkedes at få 1 sejlads i hus for alle klasser i Storebælt, 2 sejladser for Tera Sport og Feva XL, men ingen for de yngste i Optimist B og C på Skælskør Fjord. Selvom der blev gjort flere forsøg, blev alle sejlere sendt ind ca. kl. 16.

Søndagen gav andre betingelser, men ikke mere vind. Dagen startede med tåge som senere på formiddagen blev afløst af en større regnbyge og selv om opklaringen kom, udeblev vinden. Det betød at det ikke blev til hverken DM, U-DM eller klassemesterskaber.

Nød hinandens selskab uden sejlads

MEN det var til gengæld en fornøjelse af se hvordan de mange sejlere nød hinandens selskab, og fik de mange timer på vandet til at gå på bedste vis. Og heldigvis var der mange fotografer i nærheden.

Flere joller fik testet bæreevnen, og det samme så man også med nogle af de mange RIBs der altid kommer.

De traditionelle pølser blev, sammen med de ligeså traditionelle smagsprøver fra Harboes Bryggeri, serveret kl. 14.30 i sejlklubben og umiddelbart efter også i Kobæk, og så kunne præmieoverrækkelserne afvikles.

Lodtrækningspræmier

Der var igen rigtigt mange præmier til sejlerne fra stævnet mange sponsorer. De almindelige præmietagere fik som vanligt Holmegaard glas, og alle havde deltaget i lodtrækningen om sponsorpræmierne. Og første tilmeldte sejler vandt ovenikøbet et SUP, som var sponsoreret af Palby Marine. 

Harboes Bryggeri er den store sponsor, men mange andre støtter også Skælskør Amatør-Sejlklub i afviklingen af dette stævne.

Ud over de 125 frivillige, yder Slagelse Kommune, Aarhus Seashop, Orkla, Onesails, Winner Optimist, UK Sails, Lærkestensgårdens Kartofler, Dalmose El-Service, Smartos Telte, Pro-Safe, SK Forsyning og SuperBrugsen en stor støtte til sejlklubben og dermed også til sejlerne.

Harboes Bryggeri og Skælskør Amatør- Sejlklub glæder sig til at byde alle sejlerne velkommen igen den 23-24. september 2023, fortæller Claus Møller Christensen.

Resultater

content-loader
content-loader
content-loader