Signe vil ikke misse nye havne: Jeg lider af langturssejler-FOMO (Fear Of Missing Out)

Jeg lider af en slags langturssejler-FOMO (Fear Of Missing Out). Hvis nogen fortæller om et dejligt sted, de har været, så ærger jeg mig, hvis jeg ikke selv får set samme sted.

Min FOMO er også en af de vægtigste grunde til, at vi er af sted igen. Sidst vi var på langtur, nåede vi aldrig ud i Stillehavet, men siden har vi hørt, at det er meget bedre end Caribien, og det må vi selvfølgelig opleve.

Ofte handler det nok mest om, at jeg kan sætte et flueben: Dér har jeg også været. (Også selvom stedet alligevel ikke er så fantastisk). I modsætning til mig behøver

Henrik til gengæld knapt at se noget som helst, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det afføder en del diskussioner om bord, for der er virkelig mange lande, øer, havne, byer, ankerpladser, seværdigheder, restauranter, barer etc., som man kan besøge, når man sejler langt!

Gode dage i Porto Santo

Da vi for snart tre uger siden ankom til Porto Santo, en lille ø nord for Madeira, var planen at blive der nogle få dage for derefter at tage til Madeira, som jeg både havde hørt og læst rigtig meget godt om.

Havnen i Porto Santo ligger et par kilometer uden for hovedbyen Vila Baleira, der er den største og vist også eneste by på øen. Byen er hyggelig, men uden for sæsonen er den også meget stille.

Vi prøvede at få en plads i marinaen, men der var fyldt, så vi lagde os i stedet for anker uden for marinaen, men inden for havnemolen. Det kostede 6,50 Euro om dagen at ligge der med adgang til bad og toilet - og med gratis brug af vaskemaskine!

Lige en dag mere

De tre dage, vi havde planlagt at blive i Porto Santo, blev i stedet til 13 dage, og vi nød at være der, selvom vi knapt kan forstå hvorfor.

Ankerpladsen var ikke ligefrem smuk med øens strømforsyning beliggende ud til havnebassinet, så man kunne høre de store generatorer knurre døgnet rundt, og færgen fra Madeira lagde desuden til i bassinet hver formiddag, og dens generatorer lå også og knurrede, inden den sejlede retur til Madeira kl. 18.

Ikke desto mindre var vi vilde med at være der. Der var en særlig ro på øen, som smittede af på os, og vi fik ryddet op om bord og hygget os med at lave en masse bådprojekter.

Jeg fik desuden undervist en gruppe piger i zumba på stranden, hvilket jeg håber at kunne gøre lidt mere ud af, når vi kommer til Caribien. I flere dage udsatte vi vores tur til Madeira: Lige en dag mere, sagde vi til hinanden.

Nye planer

Efter 13 dage blev vi dog enige om, at vi hellere måtte komme af sted. Aftenen inden tjekkede vi vejrudsigterne: Vi havde godt vejr til at komme til Madeira, men efter nogle dage så det ud som om, at vinden ville vende i syd med 20-30 m/s. Vi havde skrevet til marinaen i Funchal, om vi kunne få en plads, men det var ikke sikkert, for der var helt fyldt, fik vi at vide. '

De sydlige vinde så ud til at fortsætte, og hvad skulle vi så? Sejle imod vind og bølger til Gran Canaria eller ligge virkelig dårligt på en sydvendt ankerplads, hvis vi ikke kunne få plads i marinaen - der desuden er berygtet for store dønninger selv i nordlige vinde.

Burde vi bare sejle direkte til Las Palmas med en god vind i ryggen? Vi besluttede os for de sidste, selvom det føltes temmelig tamt at have ligget 13 dage på ø, der ikke indeholder noget særligt, for så at springe den ø over, som alle taler så godt om. Henrik måtte love mig, at vi en gang flyver til Madeira for at få beroliget min FOMO.

Udramatisk sejltur til Las Palmas

Turen fra Porto Santo til Las Palmas gik godt. Det mest dramatiske, der skete, var, at fiskelinerne snoede sig ind i hinanden, og at vi på et tidspunkt nok havde en stor fisk på krogen, som dog slap fri, inden vi nåede at se vores fangst.

Vi havde vind til at sejle for sejl hele vejen, hvilket var godt, da dieselpumpen i Porto Santo var til reparation, så der kunne vi ikke få fyldt tanken op. Efter tre døgn nåede vi Las Palmas Marina på Gran Canaria, hvor vi endda var heldige at få en plads i havnen.

Der er plads til 1250 både i marinaen, men den er populær, og det er også herfra de mange ARC både sejler fra. De var dog sejlet fire dage inden, vi ankom, så jeg spurgte forsigtigt, om vi kunne være her en måned, og det kunne vi (i øvrigt til 180 Euro inkl. strøm!)

Lange stræk, få stop

Siden England har vi faktisk overvejende sejlet lange stræk og ligget stille længe. Vi sejlede direkte fra Falmouth til Porto, hvor vi blev i omkring 14 dage. Herfra til Nazaré i Portugal, hvor vi blev i mere end halvanden måned (hvoraf vi var hjemme den ene måned og ventede på vejr den resterende tid).

Fra Nazaré sejlede vi til Porto Santo, og nu er vi sejlet derfra til Las Palmas, hvor vi også bliver liggende.

Min FOMO er derfor blevet ret udfordret på denne tur, men jeg har på den anden side også nydt, at vi har været længe nogle steder, og derfor ikke har haft travlt: Vi har ikke skulle skynde os med at se noget eller være stressede over, at bådprojekterne tager længere tid end forventet (hvilket bådprojekter altid gør!)

Desuden bliver man ofte en del af et fællesskab, når man ligger et sted i længere tid, hvilket sommetider også er der, de bedste minder bliver skabt.

På tur uden guidebog?

Jeg tænker, at vi nok ikke er den eneste båd, hvor dette tema er oppe at vende - og der er vel heller ikke den store forskel på FOMO på en langtur og på en sommerferietur i Danmark.

Skal man fx sejle hver dag? Hvor langt skal man nå? Er det også hyggeligt at ligge i Ebeltoft i en uge og snakke med de andre sejlere? Eller spilder man god sejltid? I går stod jeg i en bådforretning og kiggede på en guidebog til de Caribiske øer, som jeg ville købe.

Jeg havde ingen penge med, da jeg bare var gået forbi på vej til brusebadet, men nu overvejer jeg, om jeg overhovedet skal købe den. Fodres min FOMO ikke bare med de mange beskrivelser af must-see ankerpladser, i stedet for at give mig selv mulighed for at nyde livet om bord ved en tilfældig Porto Santo-ø? Men ikke et ord til skipper om mine nye overvejelser!

Signe