Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Genopbygningen af Svip er et oplevelses-projekt for lokale og byens gæster, som får mulighed for at kigge bådebyggerne over skulderen. Foto: Lillebælt Værftet

Lærlingene Emma og Jonas får anderledes opgave: Skal bygge 125 år gammel smakkejolle

De to lærlinge bliver udfordret på Lillebælt Værftet. Her skal en aldrende jolle genopføres, så den står klar i jubilæumsåret i 2023.

Af Sara Sulkjær |

I december 2021 satte Unesco nordens klinkbyggede joller på verdensarvslisten. Det markerer man nu på Lillebælt Værftet i Middelfart, hvor man drømmer om at lave en nybygning af den gamle smakkejolle, Svip. 

En jolle, der for snart 125 år siden blev bygget til skytten på Fænø og som sidenhen har været i hænderne på en række forskellige ejermænd. Nu er jollen tilbage på værftet, hvor den sandsynligvis enten er bygget eller har modtaget adskillige overhalinger i årenes løb.

Gammel jolle efter nye tegninger

Projektet har historisk fokus og er lagt i hænderne på værftets to lærlinge, Emma og Jonas.

- De vil under kyndig vejledning fra skibsbygger Chris Domino Larsen fra Middelfart Skibs- og Bådebyggeri bygge den gamle skyttes jolle efter nye tegninger og dermed tilegne sig de særlige færdigheder, som klinkbygningen kræver, og som ellers er ved at gå i glemmebogen.

- I dag lærer man klinkbyggeri på skibsbygger-uddannelserne i et meget begrænset omfang, forklarer Lillebælt Værftet i en pressemeddelelse.

Et 350.000 kroners projekt

Mens ansvaret er delt ud, er også den økonomiske ramme på plads. Det samlede budget for genopbygningen af Svip på Middelfart Skibs- og Bådebyggeri, syning af sejl, fremstilling af stormast, topmast og spryd-rig med mere lyder på 350.000 kroner.

Penge, der er tilvejebragt gennem private midler og fonde, herunder fra Omstillingspuljen, Fynske Bank Fonden samt Monjasa.

Kort om projektet:

Projektansvarlig og bygherre: Foreningen Lillebælt-Værftet, Havnegade 98, Middelfart i samarbejde med Lillebælt Smakkelaug

Projektfase: Sommeren 2022 til søsætning 12. maj 2023

Udførsel: Middelfart Skibs- og Bådebyggeri v. bådebygger Chris Domino Larsen, Havnegade, Middelfart

content-loader
content-loader
content-loader