Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
270 mennesker dukkede op til afskedsreception for Fyns Amts Avis' Søsiden-redaktør Søren Stidsholt Nielsen. Privatfoto

Fyns Amts Avis Søsiden-redaktør Søren Stidsholt Nielsen takker af

Efter 46 år hos Fyns Amts Avis og 52 år i mediebranchen takkede Søsiden-redaktør Søren Stidsholt Nielsen af. og Søsiden lukker. Han blev fejret i passende rammer hos Danmarks Museum for Lystsejlads, og det var en stor forsamling, der var mødt op for at tage afsked.

 

Af Troels Lykke |

Når man har været på samme arbejdsplads i 46 år, er det givet, at der dukker en del mennesker op til ens afskedsreception.

Alligevel oversteg det alle forventninger, da omkring 270 mennesker dukkede op til afskedsreception for Fyns Amts Avis' Søsiden-redaktør Søren Stidsholt Nielsen fredag 19. august.

- Jeg havde gået og været lidt bange for, om der nu ville komme nogen, lød det fra dagens hovedperson, da han talte til den store forsamling, skriver Fyns Amts Avis.

En kommentar, der fik folk til at bryde ud i grin, eftersom et mindre menneskehav var samlet udelukkende for at tage afsked med Søren 'Sømand'.

Og med tanke på de mange mennesker var det heldigt, at receptionen ikke blev holdt i Fyns Amts Avis' lokaler, hvor pladsen ville være blevet noget trang. I stedet blev Søren Stidsholt Nielsen fejret i maritime omgivelser på Danmarks Museum for Lystsejlads.

Bliver tomt uden Søsiden i avisen

Hvis ikke de mange mennesker vidnede om, hvor værdsat Søren Stidsholt Nielsen har været både som journalist og som person, kunne snakken i krogene i hvert fald bevise det. "Det bliver tomt, når de sider ikke er i avisen mere" og "Søren har gjort en fantastisk indsats. Det bliver ikke det samme uden ham" var blot nogle af de ting, som man kunne overhøre gæsterne tale om.

Det var en bevæget Søren Stidsholt Nielsen, der med ordene "jeg har haft verdens bedste og mest selvstændige job" sagde farvel til arbejdslivet.

Til gengæld forsikrede han også om, at der venter en god tid for ham og kæresten Anette, når de skal sejle Danmarks kyster tynde og besøge samtlige søfartsmuseer i landet.

Tak for samarbejdet

Her på vores site takker også den meget kompetente bådjournalist og fotograf Søren Stidsholt Nielsen for samarbejdet med minbaad.dk og vi ser frem til at møde ham i Rudkøbing Havn, hvor han har sin Bianca 27 liggende. 

Kilde. Fyns Amts Avis

content-loader
content-loader
content-loader