Pylonen til ny Storstrømsbro nu 16 meter over vandet - skal slutte med 102 meter
Der er fuld gang i aktiviteterne på byggeriet af den nye Storstrømsbro både til lands og til vands. Derfor denne korte påske-status for projektet. Der er stadig langt op til de 102 meters højde, som pylon skal ende i. Lige nu er den 16 meter over havets overflade.
Niels Gottlieb, projektchef fra Vejdirektoratet giver følgende update til pressen:
På Falster-siden hvor vi har støbt de to sydligste brofag på en midlertidig dæmning, er vi nu i gang med at fjerne dæmningen, så brofagene kommer til at stå frit i Storstrømmen.
Først graver vi dæmningen væk, og bagefter skal vi have fjernet spunsen rundt om bropillerne. Det arbejde kommer til at foregå under vandet. Herefter er vi klar til at montere en præfabrikeret brodrager i forlængelse af dem. Det vil ske på samme måde som de brodragere, der allerede er monteret længere væk fra kysten.
Til vands har de fleste nok set at vi har fået tre af vores præfabrikerede brodragere op på bropiller i Storstrømmen. To tæt ved Falster-kysten og en tæt ved Masnedø. Efter påske forventer vi at den fjerde brodrager kommer op i forlængelse af de to brodragere, som hænger over vandet nu.
Når brodragerne er hejst op ved bropillerne, skal de støbes sammen med et specialelement på toppen af bropillerne. Det foregår ved at de to dele først bindes sammen med armeringsjern, så bliver der sat en støbeform uden på samlingen, inden selve støbningen finder sted.
Pylon skal blive 102 meter
Pylonen er også så småt begyndt at skyde i vejret. Der er stadig langt op til de 102 meters højde, som den skal ende i, men som det ser ud nu er den 16 meter over havets overflade. Den bliver støbt på stedet, så betonen må sejles ud til arbejdsplatformen i store betonblandere.
På Masnedø bliver der blandt andet arbejdet med armeringen af de to nordligste brodragere, som skal støbes på stedet, lige som vi har gjort det med de to sydligste brodragere. Samtidig fortsætter arbejder med at bygge den dæmning op, som skal bære vejen og jernbanen op til den nye bro.
Det har blandt andet resulteret i at adgangsvejen til byggepladsen og vores besøgscenter er blevet flyttet længere mod syd på Brovejen.
Læg vejen forbi besøgscenter
Hvad angår vores besøgscenter, så vil jeg endnu en gang opfordre interesserede til at lægge vejen forbi og få et godt indblik i arbejde med at bygge Danmarks tredje største bro. I den kommende påske vil centret også være åbent Skærtorsdag, Langfredag og 2. Påskedag.