Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
15 January 2023, IMOCA Leg 1 Start in Alicante: 11th Hour Racing Team
Kapsejlads

35 teams holder møde i Lorient: Der kan blive kamp om pladserne i The Ocean Race

Flere rynkede brynene, da IMOCA 60'erne blev inviteret med ombord til The Ocean Race 2022-23. Nu viser satsningen sig at være en succes. Flere teams drømmer om at være på startlinjen i 2026.

Af Sara Sulkjær Hansen |

At kaste fortøjningerne og begive sig ud på en jordomsejling er ikke blot en vanskelig, men også en dyr affære. Faktorer, der til tider har gjort det vanskeligt at lokke både på startlinjen i nogle af verdens allerstørste kapsejladser.

Alligevel var 35 teams forleden samlet til møde i franske Lorient. Fremtidens The Ocean Race stod skrevet med store bogstaver over mødet.

Et møde, der skulle guide arrangørerne på vej mod det kommende jorden rundt-format, som med al sandsynlighed igen har IMOCA 60'ere på startlinjen.

IMOCA'erne blev succes

I den foregående jordomsejling, der lagde vejen forbi Aarhus, var IMOCA 60'erne for første gang inviteret til start. En overraskende beslutning, der dengang blev mødt med undren fra flere sider:

- Det var to verdener: IMOCA 60'eren og The Ocean Race. Men under kapsejladsen ændrede det sig, forklarer IMOCA-skipper Paul Meilhat i et videointerview fra The Ocean Race og fortæller om den aktuelle udfordring:

- Jeg tror, vi har et andet problem: Vi vil have for mange både til den næste sejlads, påpeger han.

Formatet fungerer

Det er ikke kun sejlerne, der ser frem til næste års eventyr. Også arrangører, tilskuere og sponsorer står klar til at tage imod de professionelle sejlere i værtsbyer verden over:

- Kapsejladsformatet har vist, at det fungerer. Holdene er meget glade, sponsorerne er glade, byerne er glade. Vi har en god platform at arbejde på for fremtiden, understreger race-manager, Johan Salén.

I første omgang kan europæerne se frem til en mindre, europæisk udgave af sejladsen i 2025, mens den store jorden rundt-sejlads forventes at skydes i gang i 2026-27. 

Kilde: The Ocean Race

content-loader
content-loader
content-loader