Vigtigt EM for 49er, 49erFX og Nacra 17 begynder i Portugal på onsdag
Men med under et år til De Olympiske Lege er der denne gange mere på spil ved EM, end der plejer; mesterskabet er således også et vigtigt skridt mod OL i Marseille til sommer med nationspladser og intern udtagelse, når 13 danske besætninger tager hul på årets sidste, afgørende stævne.
Onsdag den 8. november indleder 13 danske besætninger en intens kamp om podieplaceringerne, når EM for 49er, 49erFX og Nacra17 skydes i gang i Vilamoura, Portugal.
Men med under et år til De Olympiske Lege er der denne gange mere på spil ved EM, end der plejer; mesterskabet er således også et vigtigt skridt mod OL i Marseille til sommer med nationspladser og intern udtagelse på spil.
Nationskval og dansk udtagelse
Efter lige-ved-og-næsten ved sidste OL-udtagelse til VM i august har den danske Nacra17-besætning ved EM en ny mulighed for at sikre Danmark en OL-plads til sommer. Dog er der kun én europæisk billet på spil under mesterskabet. Danmark skal derfor kunne kæmpe sig foran en række andre nationer for at gøre drømmen til virkelighed.
I skiff-klasserne 49er og 49erFX har Sejlerlandsholdet allerede sikret Danmark en plads ved OL. Her er EM til gengæld startskuddet til den interne udvælgelse af de sejlere, der skal repræsentere Danmark i Marseille.
Den besætning, der samlet i hver klasse klarer sig bedst ved dette EM og forårets VM, får således æren af at sejle i de rød/hvide farver på det olympiske farvand til august.
Meget på spil
Det er et pres, der for sejlerne kan være udfordrende at håndtere, siger Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.
– For sejlere på Sejlerlandsholdet er OL det ypperste, man kan opnå. For den enkelte besætning er der derfor meget på spil ved dette EM, når vi benytter stævnet til at afvikle en intern dansk udtagelse til OL. Det kan gøre det vanskeligt for sejlerne at holde fokus på den internationale konkurrence, siger han og fortsætter:
– Intern udtagelse eller ej, så er EM et af årets allervigtigste stævner. I trænerteamet insisterer vi derfor på at holde blikket rettet mod vores internationale konkurrenter og arbejde for den bedste mulige danske præstation overalt.
Otte danske 49er besætninger, fire 49erFX besætninger og en Nacra17 besætning har gennem de seneste dage og uger forberedt sig grundigt til det vigtige mesterskab.
Et mesterskab, der garanterer spænding og drama ved de portugisiske kyster.
Om EM
EM sejles fra den 8.-13. november i Vilamoura, Portugal
Resultater vil blive offentliggjort her
Husk, du altid kan følge med i stævnet på Sejlerlandsholdets Instagram eller Facebook.
Danske sejlere til EM i Portugal
49er
Frederik Rask & Jakob Precht
Daniel Nyborg & Nikolaj Buhl
Carl Emil Sloth & Simon Christoffersen
Gustav Åsholm-Bradley & Fredrik Melbye
Philip Lyngbæk & Carl Laurits Nielsen
Jens-Christian Dehn-Toftehøj & Mads Fuglbjerg
Malthe Ebdrup & Clement Åsholm-Bradley
Loke Idriss Kise & Laurits Schmidt
49erFX
Johanne Schmidt & Andrea Schmidt
Josefine Nøjgaard & Esther Bojsen-Møller
Rebekka Johannesen & Silje Cerup-Simonsen
Josephine Frederiksen & Laura Steenstrup Zeeberg
Nacra17
Natacha Saouma-Pedersen & Mathias Bruun Borreskov