Gå til hoved-indhold
Udstyr
Til højre ses sejlmager Tyade-Boy, der står for reparation, opmåling og salg af sejlene. Ved siden af ses Schultz’ indehaver, Nicolai Schultz. PR-foto

Hyde Sails flytter dansk agentur til Schultz Sejlmageri i Kolding

Den verdenskendte britiske sejlproducent, Hyde Sails, flytter sit danske agentur fra Svendborg til Kolding, hvor Schultz Sejlmageri efter godt 12 år som forhandler står klar til at give et af verdens førende sejlbrands mere luft – bogstavligt talt ny vind i sejlene.

 

Af Troels Lykke |

Schultz Sejlmageri i Kolding har siden 2010 været forhandler af Hyde Sails. Men nu har den over 100 år gamle familievirksomhed sagt ja til at overtage hele agenturet af det britiske flagskib – og dét med et klart ønske om at øge Hydes markedsandel i Danmark.

Vil øge danskernes kendskab til Hyde

Det fylder måske ikke så meget i danske sejleres bevidsthed. Men Hyde Sails er faktisk et af de mest udbredte sejlbrands i verden. Virksomheden har i dag omkring 270 ansatte fordelt i 27 lande, og har egne udviklings- og produktionsfaciliteter, hvor der udvikles og syes over 40.000 sejl årligt. Dermed er Hyde Sails blandt verdens allerstørste, skriver Kolding-firmaet i en pressemeddelelse.

Hyde Sails har dog været i Danmark længe. Kontakten til det danske marked er i seneste år foregået gennem DK Sails. Men med Schultz Sejlmageri får Hyde nu en ny og aktiv partner, der ser både potentiale og muligheder med agenturet.

Verdenskendt brand skabt af legender

Hyde Sails blev i 1965 stiftet af de to sejllegender, Edward Hyde og Keith Musto. De to fik ret hurtigt opbygget et stærkt og ikke mindst internationalt brand. I 1980 brød Musto imidlertid ud for at kaste sig over design og produktion af sejlertøj. Alligevel fastholdt Hyde Sails sin status som ledende sejlproducent.

Derfor er det da også med en vis ydmyghed, at Schultz’ indehaver, Nicolai Schultz, nu går til opgaven med at bære et agentur på et så stort og kendt brand. 

”Det bliver da helt utroligt spændende og noget, vi bestemt går til med stor respekt,” forklarer han, men peger også på, at Schultz og Hyde allerede kender hinanden godt. 

”Vi har jo kendt Hyde siden 2010. Både brand og historie matcher vores egen, så det stod hurtigt klart for os, at vi kunne give vores kunder en bedre service, hvis vi selv havde den direkte kontakt til Hyde. Det giver agenturet os nu endelig mulighed for”.

Sejlmager glad for udvidelse af paletten

For sejlmager, Tyade-Boy Meesenburg, åbner agenturet også nye muligheder. Det vil helt åbenlyst give den tyskuddannede sejlmager flere og mere varierede opgaver.

”Vi kan vel godt tillade os at sige, at vi hører til blandt de førende, når vi snakker kalecher og sprayhoods og den slags,” siger han. ”Med Hyde Sails i huset får vi mulighed for at arbejde mere med sejl og service af sejl også – og det endda med ét af verdens helt store brands, og hvad der følger med her af viden og ekspertise. Vi bliver for alvor et full-service sejlloft”.

Sejlmageren fremhæver også muligheden for at tilbyde husets fremtidige elever en mere bredspektret uddannelse, hvor der både er fokus på sejl og på sprayhoods og kalecher.

Bedre og hurtigere service for kunderne

At agenturet nu holder til hos Schultz Sejl, vil ifølge Nicolai Schultz gøre hele processen – fra bestilling og opmåling til levering af sejl – en del hurtigere end tidligere.

”Først og fremmest vil vi jo have flere forskellige typer sejldug og sejl i huset. Kunderne får mulighed for at se og fornemme produkterne, inden de beslutter sig. Vi kommer også selv til at foretage opmåling og kan derfor hurtigere få bestilt og igangsat produktionen. Kunden kan gå herfra med en aftalt pris og kan se frem til at få varen hurtigere”.

Mange af de over 1.400 kunder, der hvert år træder ind ad døren hos Schultz Sejlmageri, kommer for at få repareret sejludrustning – typisk enten sejl eller kalecher. De vil ikke komme til at mærke nogen forskel, når de i slutningen af sejlersæsonen igen kommer ind med små og store reparationsopgaver, lover Nicolai Schultz.

”Vi kommer stadig til at servicere alle mærker og kunder, som kommer hos os. Mange af vores kunder er jo kommet her gennem årtier, og det skal de endelig blive ved med”.

Om Schultz Sejlmageri
Grundstenen til familievirksomheden Schultz Sejlmageri blev lagt i 1897, og virksomheden er i dag en af landets førende leverandører af maritime kalecher og solafdækninger. Flere yachtværfter – såsom LM Boats, X-Yachts, Dragonfly, Bavaria m.fl. – har gennem årene været at finde blandt kunderne, og Schultz Sejlmageri fremstår i dag som et moderne sejlloft med nyeste teknik og centralt servicecenter for sejlerkunder fra ind- og udland. Virksomheden beskæftiger dagligt 9 medarbejdere.

 

content-loader
content-loader
content-loader