Signe blogger over Atlanterhavet: Vi er i Caribien på 28 døgn trods motorproblemer

Signe skriver fra Caribien, Guadeloupe, torsdag den 9. februar 2023

Vi er i Caribien! 28 døgn og nogle timer tog det os at sejle over Atlanten denne gang. Vi havde håbet på en lidt hurtigere tur, men selvom vi måtte ligge og drive i tre dage pga. motorproblemer, er det stadig en rekord mod de 31 døgn, vi var om det sidst.

Og i land kom vi også, selvom det var lidt mere af en prøvelse. Vi kom fint ind gennem kanalen og ind i den store bugt ved Marina Bas-du-Fort og hovedbyen på Guadeloupe Pointe-a-Pitre, men så begyndte problemerne.

Jeg syntes, at det virkede meget vanskeligt at skulle bakke ankeret i for sejl i nærheden af andre både, så i stedet forsøgte vi at tage en bøje, da der var få både ved bøjerne. Det gik dog ikke meget nemmere.

Dog alligevel være nemmere at kaste ankeret, som Henrik havde foreslået. Til sidst kom to venlige sejlere forbi i en gummibåd og hjalp os. Men selv med deres hjælp tog det os tre forsøg (pinligt!), og alt imens begyndte det at regne kraftigt.

Vi nåede selvfølgelig at blive uvenner undervejs, så det var ikke helt den ankomst til Caribien, som jeg havde forestillet mig! Siden vi kom ind, har vi næsten ikke lavet andet end sove, men nu er vi ved at føle os klar til at kigge nærmere på Guadeloupe - og motoren!

Signe skriver Dag 27 fra Atlanterhavet, søndag den 5. februar kl. 12.00:

Med 250 sømil tilbage til Guadeloupe er vi begyndt at kunne smage det søde caribiske liv, og nedtællingen er gået i gang. (Jeg har allerede lavet isterninger, så de er klar til en G&T).

Jo tættere vi kommer på Caribien, jo mere utålmodige bliver vi efter at komme i land, og i de sidste dage har vi stirret på vores ETA, der ændrer sig hver 10. sekund afhængig af vores fart: “Hvis vi kan holde en gennemsnitsfart på X, kan vi måske allerede nå ind den …!”

I modsætning til den første tur, er det heldigvis ikke noget, vi har ladet fylde denne gang brugte jeg nok det meste af turen på at tænke på, hvad vi skulle, når vi først kom i land, og så kan der godt være langt over Atlanten i en 30 fods spidsgatter!

Hvis motor havde virket...

På denne tur har vi begge været meget bedre til at acceptere, at vores verden i fire uger er herude på havet og primært fokuseret på det. Det har betydet meget for den gode stemning om bord, selvom Henrik er lidt nedslået over, at havde vores motor virket, så havde vi været i land nu efter 25 dage.

De sidste par dage har vi haft god vind i sejlene og endda sol fra en skyfri himmel. Uden en motor til at lade batterierne, glæder vi os ekstra meget over solskin, og i de sidste par dage har vi knapt vidst, hvad vi skulle bruge al den strøm til, som vores solpaneler har lavet.

I Las Palmas købte Henrik et 180 watt solpanel af en anden båd på broen, og hjemmefra erstattede vi to 60 watt solpaneler med to på 90 watt. De gamle har vi beholdt plus vi har et 80 watt på dæk, så i alt har vi nu 560 watt.

Selvom vi sejler med næsten halvdelen af dem vendt mod nord, og som derfor næsten ikke giver noget input, så giver de andre rigeligt. I går var en rekorddag, hvor vi genererede omkring 150 Ah.

Det dækker vores forbrug, inkl. flere himlen dækket af skyer, og de mørke skyer med regn og ekstra vind passerer os i en lind strøm. Den første blev vi overrasket af tidligt i morges, før brug af watermaker, så det er meget tilfredsstillende.

Båd lagde sig ned i 20 m/sek.

Og det er nok også meget godt, at batterierne er ladet helt op, for i dag er det var blevet lyst: Først kom regnen og så blæsten.

Capibara lagde sig ned på siden i 20 m/s, og vi måtte ud i regnen, tvinge roret over og rebe  genuaen ned et til et lommetørklæde, ind til vinden aftog lidt igen, og vindroret selv kunne klare det.

Dette har gentaget sig det meste af morgenen udsigt til opklaring. Samtidig er bølgerne også ved at bygge sig op, og det bliver altid lidt skræmmende, når bølgerne bliver så store, at til mig brækker lige bag båden over cockpitshøjde.

Det skal bare blive så godt at komme i land nu!

Signe Storr skriver på Garmin inReach: Dag 23, onsdag den 1. februar kl. 12.00

Vinden er ved at vende tilbage på havet, og det hjælper på moralen om bord, at vi igen kan se, at vi kommer tættere på Caribien.

På de fire vindstille dage, vi havde, lykkedes det os kun at tilbagelægge omkring 100 sømil i alt, heriblandt tre nætter, hvor vi drev mod øst. Tre nætter…

Så selvom det var meget behageligt at være til søs på et fladt hav med skyfri himmel, så er der langt til Caribien på den måde. I mandags bad vi en om ny vejrmelding og rute fra Chris Parker, og han havde gode nyheder til os om mere vind.

Han anbefalede, at vi skulle blive på 15N til torsdag, da vi lå lige på grænsen af vinden, men det fik vi ikke lige overholdt, da vi i går gerne ville gå for dobbelt forsejl for mest mulig fart.

Vi kunne derfor ikke holde kursen og måtte gå mere nordligt end 15N - og det blev vi så straffet for i nat , da vi tydeligt sejlede ud af vinden.

Vi måtte vende om og sejle næsten stik syd, for igen at fange lidt vind. Vi må have en meget besynderlig sejlet rute den sidste uge!

Men vinden kommer, og selvom vi ikke har set noget til det endnu, så har vejrguderne åbenbart tænkt sig at kompensere for de foregående dages manglende vind og komme tilbage med fuld styrke. Fra i morgen torsdag begynder det for alvor og fra søndag kan vi forvente op til 14 m/s med 18 m/s i vindstødene.

700 sømil til Guadeloupe

Det kan jo næsten få en til at savne de stille dage på havet! Med knapt 700 sømil til Guadeloupe (se kort), bliver det dog heldigvis et begrænset antal dage i den vind, men jeg kan vist ligeså godt forberede nogle isterninger til fryseren, for jeg er ret sikker på, at der skal en stor G&T til, når vi har kaster anker.

Og nå ja, anker-lægningen bliver uden motor. I går kiggede vi nærmere på filtre og diesel, og vi kan se på det diesel, vi har i dunkene, at det er fuld, af hvad der ligner små vandpartikler, (hvis der er noget, der hedder det).

Henrik putter altid medikamenter i vores diesel, der opløser vand og slår potentiel dieselpest ned, og det ser ud som om, der er masser af vand i den nye diesel. Vi skal også næsten vi tester dieselen, inden vi fylder på for 1800 kr. 

Vi skal næsten stikke næsen helt ned i dunken for at kunne lugte, at det er diesel. Nu håber vi, at ny ren diesel i Guadeloupe fungerer bedre - og fremover tror jeg,

Besked fra Signe - lørdag 28. januar 2023

Humøret om bord på Capibara har de seneste dage ikke været særlig højt. I onsdags bad vi vores weather router, Chris Parker, om en ny vejrmelding, og han kunne fortælle, at pga. et større lavtryk mod nord, vil vi sejle ind i et vindstille område, som vi ikke kan undgå.

“Hvordan kan det lade sig gøre?” spurgte Henrik. “Vi venter til januar, for at få så optimale vindforhold som muligt, og så ender vi igen med vindstille?” (Dagen efter kunne han lægge modvind oveni, da vinden vendte i vest).

Men det stopper desværre ikke her. Torsdag aften faldt vinden yderligere, og vi startede motoren. Denne gang er vi trods alt bedre forberedt med fire dunke diesel på dæk.

Dog gik vi noget langsommere for motor, end vi plejer. Var det skruen? Eller vægtfordelingen efter at vi har flyttet vægt tilbage i båden? Det skulle dog vise sig, at den lave fart skyldtes modstrøm.

Du tænker nok modstrøm?! Over Atlanten? Har vi ikke lært, at strømmen løber op mod en knob mod vest? Ikke desto mindre blev det meget tydeligt, at dette fænomen er virkeligt, da motoren, efter et par gange at have tabt omdrejninger, selvfølgelig gik ud. Midt om natten.

Og ikke ville starte igen. Vi besluttede, at vi bare måtte ligge stille og vente på solopgang, og her kunne vi så se, hvordan vi ligeså stille drev tilbage mod øst.

Henrik trak i mekanikerudstyr

Da det igen blev lyst, trak Henrik i sit mekanikerudstyr. Filtrene så ikke gode ud, og Henrik troede først, at det var fordi, de var stoppede, men det hjalp lige lidt at skifte dem, og efter 3-4 timer opgav han. Men bedst som vi sad og var ved at opgive hele projektet, prøvede vi at genstarte.

Når det gælder ting om bord, virker det som om, Henrik som regel har et par tricks, han kan trække ud af starte motoren igen - og så startede den i anden forsøg?!

Det giver ingen mening, men glade var vi… ind til den om aftenen gik ned i omdrejninger. Men samme aften fik han sat en ekstra pumpe på til dieselen, da han var begyndt at mistænke dieselpumpen.

Det hjalp, og vi åndede igen lettede op - ind til motoren fire timer senere igen gik ud… Så i nat har vi endnu en gang drevet for strømmen mod øst.

Henrik har ikke helt opgivet motoren endnu og vil prøve at skifte dieselpumpen. Og ellers har han jo god til tænke over, hvad det ellers kan være, eftersom vi tilsyneladende ikke skal nogle steder lige foreløbig.

Heldigvis er der også med dagslyset i dag kommet lidt vind, og det er lykkedes mig at sætte sejl (helt alene!), og skubbe os fremad i let modvind.

Vi går endda på kursen med knap 3 knob, så jeg håber snart, at Henrik vågner fra sin lur, så vi kan være to om at beundre sejlføringen - og måske også lige få lidt hjælp til at trimme sejlene.

Besked fra Signe - dag 15, tirsdag den 24. januar, Atlanterhavet, sendt med Garmins inReach sattellitsender:

I søndags passerede vi vores midtvejs-mærke: 1550 sømil på 12 døgn. Det var noget hurtigere, end vi havde forventet, og vi fejrede det med cola og flæskesvær.

Sidst vi sejlede over Atlanten, fejrede vi dagen med en øl, men vi blev egentlig bare lidt dårlige tilpas, så denne gang blev det en cola i stedet. Det er en god følelse, at vi nu kan begynde at tælle ned… selvom der stadig er langt igen.

De sidste 14 dage har vi haft mange dage med meget vind, og det er selvfølgelig også derfor, at vi har haft en høj (for Capibara) gennemsnitsfart, men Henrik har også været opsat på at holde farten oppe. Han vil virkelig ikke sidde herude længere end højst nødvendigt!

Vi er dog kun os to om bord, så det sætter sine begrænsninger -  samt det faktum at jeg meget sjældent gør noget ved sejlene på egen hånd.

Vindrorer styrer 99 procent af tiden

Vores vindror klarer sig selv 99 % af tiden, men hvis vi har for meget pres på sejlene og bliver slået ud af kurs af en skæv bølge, så kan den ikke altid korrigere sig selv.

Skal vi maksimere vores fart, har vi derfor brug for at sidde ved roret (sikkert ligesom på de fleste både), og det har vi valgt, at vi ikke vil.

Vi accepterer også ofte en lavere fart om natten, så det ikke bliver nødvendigt pludselig at skulle på dæk i mørket, fordi det er blæst op.

Lige nu er vores problem dog snarere for lidt vind end for meget, og det ser ikke ud til at ændre sig de næste par dage. I England købte Henrik en asymmetrisk spiler til
disse situationer, og indtil videre har vi syntes, der har været for meget vind til den, men i dag er den kommet op.

Vi bevæger os dog ind i et område med flere squalls (vind og regnbyger, red.). Forleden nat blev vi ramt af en squall med +25 knobs vind. Det varer ikke evigt, men i et sådan øjeblik er det rart ikke at have en spiler oppe.

Så det er muligt, at vi har sejlet den halve distance, men vi kommer nok til at lægge et par dage til på den sidste halvdel.

Besked fra Signe:  Dag 11, fredag den 20. januar kl. 12

Dagene på havet begynder at glide ind i hinanden, og vi har svært ved at skelne en dag fra en anden mange dage har vi været af sted nu?, spørger vi hinanden om, og skal tælle og kigge i logbog hver gang for at finde ud af det. Ikke flere?

I dag har vi været på havet i 10 døgn. Vores dage afviger heller ikke meget fra hinanden: Om dagen rydder vi op og ordner småting, vi fører logbog, spiser, og tager en lur.

Henrik læser i øjeblikket en bog om sextanten, mens jeg hører lydbog og laver håndarbejde. Omkring kl. 20 går jeg ned og sover ind til tager en lur. Henrik læser i øjeblikket en bog om sextanten, mens jeg hører lydbog og laver håndarbejde.

Omkring kl. 20 går jeg ned og sover ind til ligger vi en af de to slingrekøjer i salonen, og når vi er vågne, sidder vi under det nye mini-cockpittelt  uundværligt. Vi forstår faktisk ikke, at vi tidligere har kunne sejle uden.

Her sidder vi i læ for vind, skæve bølger der slår ind over båden saltvandsspray og regn. Og så sidder vi endda nogenlunde behageligt. Jeg har for mange år siden syet hynder til cockpittet af et materiale, som ikke suger vand.

Hynderne er virkelig gode, men når man sidder i samme stilling en hel dag, kan man godt blive lidt øm bagi, da de ikke er særlig bløde. Da jeg var hjemme i Danmark, havde jeg derfor bestilt en aflastende sidde-hynde til netop denne situation.

Min bror undrede sig godt nok lidt over, hvad jeg havde bestilt hos Senior Liv, men jeg ville ønske, at jeg havde købt en mere af samme slags.

Så her sidder vi, på en aflastende siddehynde på Atlanten, og prøver at få tiden til at gå bedst muligt, mens vi tænker over det meget anvendte citat blandt sejlere: En kedelig tur er en god tur.

Besked mandag 16. januar kl. 12. Signe Storr sender beskeder fra Atlanterhavet: fra Garmins inReach-sattellitsender til minbaad.dk

Vi har nu været af sted i en lille uge, og vi begynder så småt at have en hverdag om bord.

Vi er stadig lidt trætte, og forleden dag undskyldte Henrik for at have været en sur gammel mand. Jeg kunne på samme tid undskylde for, at jeg havde været - omend hans yngre - så stadig hans sure kone.

Vi er begge hele tiden lidt i underskud, så der skal ikke meget modgang til, før at det hele føles lidt uoverstigeligt. Det er sikkert meget godt, at vi stadig primært skiftes til at sove og kun mødes, når vi spiser, så det gode humør nogenlunde bevares!

Henrik Ramt af skæv bølge
De sidste 24 timer har vi dog haft ideelt vejr: 8 m/s bagfra med fornuftige bølger, og i går udnyttede vi bl.a. dagen til at bade. Det kom sig naturligt, da Henrik ved en tur på dæk blev ramt af en skæv bølge, der gennemblødte ham.

Jeg var tidligere på dagen blevet overrasket af en bølge, der formåede at presse sig ind under sprayhood’en, hvor jeg sad, og ned i cockpittet, så jeg var gennemblødt fra livet og ned.

Et bad og rent tøj gjorde derfor godt, selvom det er en lidt ambivalent følelse at skifte bukser, når man havde tænkt, at de skulle kunne klare et par dage mere. 

Er dog ikke champagnesejlads, der har præget vores tur ind til videre - eller ser ud til at gøre det lige foreløbig. I de forrige dage har vi haft vind op til 15 m/s, og bølger der brækkede lige bag båden. Vi har på trods af, at vi kun har sejlet for et rebet forsejl, stadig sejlet i en rasende fart, og vi nåede vores første waypoint ved 19N/25W hurtigere, end vi troede. Vores gennemsnitsfart på de første 760 sømil er 5,3 knob, så det er vi om ikke andet ret godt tilfredse med.

I går fik vi en ny vejrmelding fra Chris Parker, vores weather router. Åbenbart er der dårligt vejr både nord og syd for os, så anbefalingen er at sejle efter følgende waypoints: Først mod 18N/26W, dernæst 17N/30W og herefter mod 16N/40W.

Vi får dog stadig nogle dage med store bølger og op til 15 m/s, hvilket altid gør livet om bord lidt mere anstrengende - og nu har vi heller ikke flere chokoladekiks!

I de dage må vi hellere sørge for at få sovet ekstra meget hver især.

Dag 3 torsdag 12. januar kl. 12.00, Atlanterhavet: Signe sender beskeder på Garmins inReach-sattellitsender til minbaad.dk:

Så kom vi endelig afsted! Det var lidt svært at forlade marinaen i Las Palmas, Gran Canaria, men mandag ved middagstid, efter at have vasket båden, fyldt vand på og ordnet de sidste indkøb, fik vi sluppet fortøjningerne. Første stop var tankstationen, hvor vi fikfyldt diesel på samt fyldt fire ekstra dunke op på dæk. Denne gang vil vi ikke risikere at ligge stille derude.

Det var en rigtig god fornemmelse at forlade marinaen, men vi manglede desværre stadig at rense bunden. Med en nordøstlig vind var den østvendte kyst på Gran Canaria ikke ideel at ligge for anker ved, men vi fandt et sted, hvor vi lå nogenlunde stille.

Rensede køl

Samme eftermiddag var jeg i vandet og rense det øverste af kølen, og næste formiddag afprøvede Henrik sit nye dykkersæt og fik renset resten. Og så var vi klar.

Vejret den første dag var forholdsvist roligt, og vi måtte endda sejle et par timer for motor den første nat. Siden har vind og bølger taget til i styrke, så vi har god fart på, men vi tager også nogle ordentlige vippeture.

Så er det altså rart at ligge i sin slingrekøje! I løbet af de første 48 timer har vi sejlet omkring 230 sømil, så det er ok, men vi vil gerne have gennemsnitsfarten lidt højere end 4,8 knob.

Vores weather router, Chris Parker, har anbefalet, at vi søger mod 19N/25W for at undgå hårdt vejr længere mod nord, så det er den kurs, vi har lagt. Vi har stadig ikke helt fundet vores søben:

Vi er trætte og lidt uoplagte, men det plejer at blive bedre efter 3. døgn… så det ser vi frem til, selvom det stadig er lidt svært at forstå, at dette bliver vores liv de næste fire uger!