Ny bog om Asgers vilde drøm - vil bygge træbåd fra 1866 uden håndværksmæssig baggrund
Tænk at bygge et perfekt træskib med sine egne hænder og med de teknikker, der hører den danske skibsbyggertradition til. Det var drømmen for søfartshistoriker, sømand og formidler Asger Nørlund Christensen. Rejsen, der nu deles i denne bog, går dog ikke så let og hurtigt som planlagt.
For mere end 20 år siden får Asger Nørlund Christensen en vanvittig idé: Han vil bygge et traditionelt træskib til sin famile. Båden skal danne rammen om oplevelser i harmoni med naturen, men som 36-årig med hustru og børn samt ingen håndværksmæssig baggrund ligger projektet ikke lige til højrebenet.
Alligevel bliver Asger grebet af drømmen om Caroline, da han i en bog ser skibsbygmester E. C. Benzons tegning fra 1866. Hurtig, smuk og elegant er hun - et sandt drømmeskib.
Den originale Caroline
For at komme så tæt på originalen som muligt må Asger Nørlund Christensen igennem flere timers arkiv-studier for at afdække Carolines historie.
Bygget i 1865-66 målte skibet 12,70 m over stævnene og var netop klar til kapsejlads i juli 1866. Her vinder Caroline over 21 andre fartøjer med hele fem minutter til næste konkurrent.
En konkurrence, der desuden danner optakt til stiftelsen af Dansk Forening for Lystsejlads.
Kom med på rejsen
I bogen Drømmen om Caroline deler Asger Nørlund Christensen nu den vilde rejse fra drøm til færdigbygget skib. Skabelsen af den nye Caroline bliver en lang og uforudsigelig proces, og læseren følger skibsbyggeriet igennem op- og nedture, nye idéer og en række andre udfordringer – fra hovedskader, der skal overvindes, til nye venskaber, der giver en hjælpende hånd med på vejen.
Derudover får læseren et indblik i ikke bare dette skibs historie, men hele udviklingen af den tidlige kapsejlads i Danmark.
Du kan forudbestille den 260 sider store bog, der koster 299,95 kroner, her.
Inspirerende fortælling om håndværk
Drømmen om Caroline er en spændende og inspirerende fortælling om håndværk, danske traditioner og skibshistorie. Bogen henvender sig til læsere med interesse for skibe og sejlads samt dem, der holder af at skabe med hænderne og søger inspiration til selv at gennemføre fantastiske projekter.
Bogen har til formål at fremhæve og hædre dansk skibsbyggertradition. I en tid, hvor effektivisering og produktivitet fremhæves, kan vi lære meget af fortidens langsomme, fokuserede og mere bæredygtige tilgang til håndværk og kvalitet.
Bogen er ligeledes en fortælling om mennesket og dets beundringsværdige skabertrang og gåpåmod - og om at arbejde målrettet på et projekt og ikke give op på sine drømme, selv når det ser sortest ud.
Til slut i bogen er der en udførlig ordforklaring, så alle de, der ikke har kendskab til skibstermer som bredfolk, klampe og sallingshorn, ligeledes kan læse med.