Dorthe fortæller om eventyr-sejlads fra Færøerne til Nordnorge på en 57 fods sejlbåd

Drømmer du om eventyr? Det gør min mand og jeg. Det er ikke altid let at finde et eventyr, men denne sommer lykkedes det. Og det var et af den fede slags, skriver Dorthe Flarup Mikkelsen i denne blog.

Helt tilfældigt ser min mand, Ricky en reklame for et firma der laver rejser til søs. En rejse, hvor man lære at sejle med sejl, alt imens man sejler ud i verdenen. Lidt som en højskole til vands. 

Det vi blev tændt af var, at denne rejse gik fra Torshavn på Færøerne og til Bodø i Nordnorge, med dage hvert sted. Vi er helt kuldrede med naturen, og synes det lå lige til højre benet. 

Vi tog flyveren til Færøerne, en ganske kort flyrejse og havde hjemmefra fundet noget overnatning. Planen var at vi ville vandre et par dage inden vi skulle påmønstre det store 57 fod Bowman sejlskib.

Vi havde hjemmefra virkelig gjort os mange tanker, var det for vildt, kan vi finde ud af det med 6 andre mennesker på så få kvm, hvad kan vi egentlig, hvad skal vi pakke osv. Det sidste fik vi en rigtig god tjekliste over, som vi kunne følge og så var vi jo pludselig i gang. 

Vi ankommer til skibet Oriole i Torshavn, og synes vi stod foran en lille færge. Vi møder skipperen og 1. mate, som begge var engelske. De virkede så imødekommende og kort efter dukkede 4 andre gaster op. De var også alle englændere og viste sig alle at være fuldstændig fantastiske mennesker. 

Første dag fik vi os alle arrangeret i de forskellige køjer og får snakket med hinanden. Vi ved nu at de næste 12 dage skal vi være sammen hele tiden. Så går vi i gang med gennemgang af skibet.

Ting vi faktisk gennemgår alle de følgende dage også kaldet Wobble, hvilket på dansk bliver til tjek af: vand, olie, kilerem, sumpen, lækager og kabler. Det føles rigtig godt det her, og vi lægger til at sove med ro i maven. 

Gennemgik sikkerhedsprocedurer

Anden dagen gennemgik vi en masse sikkerhedsprocedurer, fx mand-over-bord og begynder at sejle rund lidt udenfor Torshavn. Op og ned med sejl, der bliver leget med de to forsejl genua og fok, og lavet lidt forskellige manøvre. Der er meget at lære, også selvom vi selv har båd og det er lidt sværere pga de engelske termer. Men vi hænger i og alle er hjælpsomme og tålmodige. 

Al træningen var forberedelse til passagen på Atlanterhavet fra Færøerne til Nordnorge. Mange informationer gives, og vi føler lige så stille at vi bliver modnet i processen, alt imens vi sejler rundt i en fuldstændig fantastisk natur.

Hvor vi kommer frem møder vi nysgerrige og spændende mennesker. Jeg kommer til at købe lidt færøsk garn, og får den sjoveste betjening i en af de mange fantastiske garnbutikker der findes på øerne. Ricky får en køretur af en lokal, som han møder på havnen, der fortæller om byen og øernes historie. 

Fjerde dag fik vi en vagtplan og begyndte vores sejlads mod Norge. En dag tidligere end planlagt, men det skyldtes den hårde og vedholdende vind fra stik nord-nord-øst. Den er ikke let at sejle imod og derfor må vi sejle lidt længere mod øst. Dog skal vi ikke for tæt på kysten i Norge og deres boreplatforme. 

Vi vinkede farvel til Færøerne og havde fuldstændig ro i maven inden den kommende lange sejltur. Og da af og frem til Norge, havde vi uden undtagelse en sikkerhedsline på, når vi var oppe i det fri. 

De første to dage var jeg søsyg, ikke hele tiden, men når den udleverede vindtætte dragt og redningsvest skulle på, havde jeg det ikke godt. Men det hjalp at stikke hovedet ud i den rene luft. Vinden begyndte på fjerdedagen at lægge sig lidt, og det samme gjorde søsygen. 

Når man er så tæt på folk, især dem man er på vagt med, får man nogle gode snakke. Ricky og jeg kom på vagt med en skøn fyr fra Wales. Skøn humor, meget filosofisk, ærlig og faktisk hans fjerde tur med Rubicon. Så vagterne gik bare så fint med sjove snakke, alt imens der blev sejlet, skiftet forsejl og rulle storsejl ud og ind. Skipper eller 1. mate var der hele tiden, de skiftes til at undervise os og sørge for os. 

Bundet opgave om bord

På sådan en passage finder man hurtig ud af hvad man er bedst til, men det ændrer ikke på, at hver dag fik vi en bundet opgave: fx lave frokost, aftensmad og den daglige ”wobble”. Hver time i de fem dage det tog at sejle fra Færøerne og til Nordnorge, blev der skrevet log, hvori der blev noteret hastighed, kurs, vindstyrke, og hvis vi gik for motor, dennes temperatur og olietryk.

Vi hjalp hinanden, og når man ikke var på vagt, tilbød man kaffe og snacks til vagtholdet. Aftensmaden blev indtaget på dækket samlet, og det undrer mig stadig at der kunne laves så dejlig mad, når jeg tænker på skibets krængning. 

Jeg ville ønske jeg kunne sige, at vi så det hele: hvaler, spækhuggere, delfiner osv. Men faktum er, at vi så tre små hajfinner og fire finner fra marsvin. Tre store coastere, set med kikkert på lang afstand. Vi var Palle alene i verden i hele fem dage, med op til 3 km vand under kølen. Det vildeste var da vi nåede polarcirklen, hvor vandet var spejlblankt. Vi fejrede krydsningen af  ”66°33’39”, med en skøn nybagt kage, og et lille glas rom til alle. 

Vi lander i Nordnorge i byen Kjerringøy, lidt nord for Bodø. Det er måske den mest romantiske havneby jeg nogensinde har været i. Her gik vi ned på stranden for at bade. Luften sagde 18 grader og vandet sagde koldt, men det er nu en fantastisk følelse at have badet nord for polar cirklen. Der var også et par vandreture der blev afprøvet. 

Efter Kjerringøy sejlede vi sydpå, og planen var at ligge for anker en kort sejlads fra Bodø ved øen Bliksvær. Mellem de smukkeste øer kaster vi anker, og sejler ind til den ene ø i den lille gummibåd. Og her gik vi så på vandring endnu engang. 

Sidste hele dag gik med at sejle ind til Bodø. På denne tur var min mand og jeg ”navigator of the day”, hvor vi skulle udlægge waypoints for sikker sejlads igennem skærgården. Efter ankomst til Bodø, var det tid til at gøre båden ren, hygge med hinanden og begynde med at få sagt farvel. Vi afmønstrede inden frokost den følgende dag. For mit vedkommende var det med tårer.

Svært at sige farvel

At sige farvel til så søde, inspirerende og fantastiske mennesker var frygtelig svært. Håber jeg møder dem en anden gang. Vores rejse sluttede med et par dage i Bodø, med en vandretur op på Keiservarden, og en tur ud til Saltstraumen, som er verdens kraftigste malstrøm. 

Jeg har lært så meget om sejlads, mit engelske er pudset af, jeg har været sammen med min mand på en fantastisk måde, og jeg kan sige at jeg har fået hår på brystet. Og jeg glæder mig til at bruge de nye ting vi lærte.

Firmaet vi rejste med, Rubicon3, er et seriøst firma med kompetente instruktører, der gør alt for at vi kunne føles os i sikre hænder. Det er ikke nødvendigt at medbringe andet end normalt tøj, da alt nødvendigt sejlertøj + sikkerhedsudstyr forefindes på båden. At jeg var søsyg er længe glemt, og vi er begge klar på et nyt sejleventyr. De får topkarakter fra os. 

Dorthe