Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
27 hold sejler lørdag og søndag, hvoraf 10 af dem er WOW kvindehold. Foto: Sivertsen/Sejlsportsligaen

Aarhusbugten fyldes op med ligasejlads for 10 kvinde-hold, 2. division og X-Yachts Gold Cup

Århus Ø kommer til at emme af sejlerstemning i weekenden, hvor der holdes officielt DM i ligasejlads for kvinder, Sejlsportsligaens 2. division, og X-Yachts Gold Cup. I alt vil cirka 500 sejlere være på vandet. WOW-kvindeholdene kan både vinde 2. division og DS-DM for WOW.

 

Af Troels Lykke |

Den kommende weekend kæmper Danmarks skarpeste kvindesejlere om at kalde sig WOW danmarksmestre. WOW står for ”Women on Water” og er sejlsportsligaens danmarksmesterskab for rene kvindebesætninger.

Der sejles J70 på  Århusbugten, hvor Sejlsportsligaens 2. Division holder stævne samme weekend. Der skal altså kåres to podier i løbet af weekenden.

10 WOW hold – 27 hold i alt

Århus Ø kommer til at emme af sejlerstemning i weekenden, hvor der afholdes det officielle danmarksmesterskab i ligasejlads for kvinder, Sejlsportsligaens 2. division, og X-Yachts Gold Cup. I alt ca. 500 sejlere på vandet i Århusbugten, fortæller Sejlsportsligaen til bådpressen.

Sejlsportsligaens 2. Division og DS DM WOW sejler sammen på én bane. 27 hold sejler lørdag og søndag, hvoraf 10 af dem er WOW hold.

WOW holdene kan altså både vinde 2. division og det officielle DS DM for WOW (Women on Water), hvis de ligger i toppen af tabellen efter søndag. Når tabellen i 2. division er gjort op søndag eftermiddag, sejler de 4 bedst placerede WOW hold Final Four.

Det betyder, at de fire bedst placerede besætninger afgør striden om førstepladsen ved at sejle et format, hvor vinderen er den første båd til at vinde to sejladser.

Tidligere på sæsonen har hhv. Svendborg Fynske Bank og Limfjordens Helte taget en stævnesejr til Sejlsportsligaens 2. division. Derfor er der kamp om den samlede føring i anden division til stævnet i Århus.

Men ser man udover det samlede felt, så er den århusianske kvindebesætning TEAM SALT også et af topholdende, som kan være i spil til en samlet sejr til stævnet. 

TEAM SALT som forsvarende mestre

TEAM SALT er forsvarende DS DM WOW danmarksmestre. De har netop har sejlet 1. division i Århus sidste weekend, men stiller igen op til DS DM WOW for at forsvare deres titel:

“Vi ser meget frem til at sejle DS DM for WOW i Aarhus! Der var stor tilslutning til stævnet sidste år, med mange rigtig gode sejlere, og vi forventer og håber at konkurrencen bliver mindst lige så stor i år.

Vi glæder os meget til at sejle et DM på hjemmebane, hvor vi altid oplever rigtig god opbakning, og håber selvfølgelig, at pokalen kan blive stående i klubben,” fortæller Line Just om deres intentioner på at forsvare titlen.

Se DS DM WOW og 2. Division ved Sejlsportscentret

Der vil være tilskuervenlig sejlads lige foran Sejlsportscentret i Århus både lørdag og søndag. Første start går kl. 10 lørdag og sejles indtil sent på eftermiddagen.

Kvindernes Final Four forventes at starte ca. kl. 14 søndag.

Følg med via SAP som findes på sejlsportsligaen.dk

Følg med via www.facebook.com/sejlsportsligaen

content-loader
content-loader
content-loader