Arkea Ultim Challenge samler fem solosejlere og fem imponerende flerskrogsbåde i Jorden rundt-sejlads
Den udfordrende kapsejlads udkæmpes mellem nogle af sejlsportens hotteste solosejlere. Målet er at komme først rundt om Jorden. Starten går den 7. januar 2024 fra Brest, Frankrig. Solo-sejlerne forventer at sejle rundt på 40-50 dage i 32 meter lange trimaraner.
En håndfuld sejlere har gjort det: Sejlet jorden rundt solo i en lynhurtig fartmaskine, som de imponerende flerskrogsbåde ofte betegnes.
På listen figurerer prominente navne som Thomas Coville og François Gabart. Navne, der alle taler deres tydelige sprog om, at udfordringen ikke er for alle.
Kun de allerbedste kan skrive udfordringen Jorden rundt på CV'et - men ingen af de dygtige sejlere har gennemført jordomsejlingen i en kapsejlads.
Ekstreme vejrforhold i sigte
Den udfordring har fem skippere taget op. Den 7. januar 2024 stævner de ud fra den franske havneby Brest i den første udgave af Arkea Ultim Challenge. En kapsejlads, der skal samle de hotteste navn i kapløbet rundt om Jorden:
- Alene, ombord på deres gigantiske flerskrogsbåde, i 40 til 50 dage vil skipperne møde ekstreme variationer i vejrforholdene, hvor de skal kæmpe med vinden, bølgerne, dønningerne og isen, forklarer arrangørerne på deres hjemmeside.
Fra vest mod øst skal sejlerne passere Det Gode Håb, Kap Leuwinn og Cape Horn for til sidst atter at krydse Biscayen mod mållinjen i Brest.
En fantastisk event
På deres tur rundt om Jorden jagter deltagerne François Gabarts rekord fra 2017. 42 dage og 16 timer brugte den dygtige solosejler dengang på at nå hele vejen rundt.
En præstation, der gerne skal forbedres i Arkea Ultim Challange, hvor de største flerskrogsbåde fra Ultim 32/23-klassen er samlet:
- Fem gigantiske trimaraner med så mange prestigefyldte sejlere ombord, der konkurrerer på egen hånd i en verdensomspændende kapsejlads, er garanti for en fantastisk maritim event, som vi ikke havde forestille os muligt for tredive år siden, da de store oceangående flerskrogsbåde dukkede op, slutter arrangørerne.
Hold og skippere i Arkea Ultim Challenge:
Actual med skipper Anthony Marchand
Gitana med skipper Charles Caudrelier
Sodebo med skipper Thomas Coville
Banque Populaire med skipper Armel Le Cleac'h
SVR Lazartigue med skipper Tom Laperche
Kilde: Arkea Ultim Challenge