Gå til hoved-indhold
Tur
En frostklar dag på vej ombord. Her ses Torben Jensens WIBO 950. Foto: Privat

Sådan gør du din båd vinterklar - sejler deler tips ud

Torben Jensen, der selv sejler i stålbåden WIBO 950, startede gruppen “Vintersejlerne i DK” for fire år siden. Nu har sejleren fra Kolding Nordhavn samlet en masse viden og erfaringer om klargøring af båd til vintersejlads. Dem deler han med os her.

Af Cille Rosentoft |

Torben Jensen startede facebookgruppen “Vintersejlerne i DK” for fire år siden. Oprindeligt var ideen at skabe et forum for 15-20 sejlere, som skulle samles til vintertræf og efterfølgende have et fællesskab på vandet. Det blev en succes og flere og flere kom til og ville gerne vide mere om vintersejlads.

Det har gjort gruppen til dét, den er i dag: Et forum hvor nuværende og kommende vintersejlere mødes og udveksler ideer og erfaringer. Det er et godt sted at starte, hvis man overvejer at sejle hele året.

Torben Jensen fortæller i denne artikel, hvordan du gør din båd vinterklar, en proces han selv er i gang med lige nu. Torben Jensen sejler meget om vinteren og tager gerne ture, der varer op til en uge. Det betyder også, at han gør meget ud af at gøre sin båd, S/Y Lille a, en WIBO 930 stålsejlbåd fra 1975, vinterklar.

Minbaad har snakket med ham om, hvordan du bedst gør din båd vinterklar:

Sejl og sprayhood

- Jeg skifter mine sejl til nogle gamle, som jeg har liggende, så slider det ikke så hårdt på de nyeste sejl. Jeg har også gjort det samme med sprayhood og kalechen, men gør det ikke længere, da de nye nu er blevet de gamle, som skal skiftes, når de ikke kan mere, fortæller Torben Jensen og fortsætter med sin liste over klargøring af båd.

Drikkevand, vandvarmer og holdingtank

- Når frosten sætter ind eller i hvert fald tæt på, så tømmer jeg alt drikkevand ud, og tilsætter frostvæske, der er beregnet til drikkevand. Derefter kører jeg systemet igennem, så pumpe, slanger og vandvarmer er frostsikret. Vandvarmeren er vigtig at tømme separat. Nogle bruger billig vodka, men jeg foretrækker rigtig frostvæske. Så fylder jeg en 20 liters vanddunk med vand, som jeg bruger under turene på havet. Jeg vinterkonserverer også mit holdingtanksystem med frostvæske, forklarer Torben.

Motor og diesel

- Motoren får altid skiftet olie og filtre, og dieseltanken er stort set altid fyldt - efter den 1. november, har servicestationerne frostsikret deres diesel. Så jeg tanker altid i dunke på tankstationerne. Man ved ikke, om det diesel der er i havnens tanke er frostsikret, siger Torben og taler af erfaring.

En livline til land - og andre sikkerhedsforanstaltninger

- Når jeg sejler ud, har jeg altid aftalt med dem derhjemme, at de kan følge mig på AIS, så jeg tjekker altid om den virker, inden jeg sejler ud, siger Torben og fortsætter: Bådens sikkerhedsudstyr, redningsveste, dato på redningsflåden, nødblus, redningskrans og line, samt lys dertil, tjekkes en ekstra gang, så hvis der sker noget, ved jeg, at det virker.

Varme ombord

- Jeg har refleks oliefyr, som er uafhængig af strøm, og har derudover varmeblæser, der kører på motorens vandsystem, så der er altid dejligt varmt inde i båden - alt det tjekkes inden vintersæson starter, fortæller Torben.

Fugt i båden

- Min båd er isoleret, så der er aldrig fugt i båden, selvom der måske går lang tid, hvor jeg ikke sejler en tur. Nogle sætter fugtposer op, så det kan suge fugten, så hynder m.m. ikke mugner. Heldigvis har jeg ikke det problem, siger Torben.

Sådan bruges efteråret

- Mast og rig, samt vindex, vindmåler og lanterner, gennemgås tidligt om efteråret, da båden tit er på land der for at blive bundmalet. Så er alt jo klar til vinteren. Jeg har altid pakket skabene ombord med ekstra tøj, lange underbukser, termotøj og flere huer, samt gode handsker, ja sågar uldvanter, griner Torben og supplerer: Jeg sejler 90% af tiden med en flydedragt på, og samtidig en redningsvest, da vesten vender mig hvis jeg falder i vandet.

God tone og ikke plads til dumme bemærkninger

Hvis du har spørgsmål til vintersejlads eller gerne vil have mere viden, inden du selv tager hele året i brug, kan du melde dig ind i facebook-gruppen. Her arbejdes der med succes på at skabe et forum, hvor der er plads til alle og hvor tonen skal være ordentlig.

- Vi er nu oppe på 1600 medlemmer og der kommer flere til hele tiden, fortæller Torben: og det er jo dejligt, for så kan vi udveksle erfaringer på et større grundlag. Vi har også en politik om, at vi altid skriver pænt og kun svarer med valide oplysninger. Kommer der en enkelt dum bemærkning, bliver den slettet, da vi vil have en seriøs facebook-gruppe, afslutter Torben Jensen.

Find gruppen her.

content-loader
content-loader
content-loader