Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Aarhus Inshore Race gennemføres dagligt mellem den 1. og 7. juni 2023. PR-foto

Oplev The Ocean Race fra vandsiden i Aarhus Inshore Race

Den ikoniske kapsejlads skaber en enorm folkefest i byen fra den 29. maj til 8. juni med et hav af aktiviteter og 400.000 forventede publikummer. I den anledning har DKsejlsport og Sailing Aarhus skabt en eksklusiv sejlsportsoplevelse, hvor du kan komme på vandet i en matchracer.

Af Troels Lykke |

Når The Ocean Race rammer den jyske hovedstad i slutningen af maj, får publikum en unik chance for at komme helt tæt på den globale etapesejlads. Aarhus Inshore Race, der lavet som et samarbejde mellem DKsejlsport og Sailing Aarhus, inviterer nemlig deltagerne ind i det lukkede inderbassin i hjertet af eventen, hvor der sejles kapsejlads mellem de imponerende Ocean Race-både.

Årets største sportsbegivenhed i Danmark finder sted i maj-juni, hvor Aarhus som den første danske by nogensinde lægger havn til et såkaldt stopover i The Ocean Race – verdens vildeste havkapsejlads, der samler verdens bedste sejlere i et flere måneder langt etaperæs rundt om kloden, lyder det i en pressemeddelelse.

Kom på vandet

Den ikoniske kapsejlads skaber en enorm folkefest i byen fra den 29. maj til 8. juni med et hav af aktiviteter og 400.000 forventede publikummer. I den anledning har DKsejlsport og Sailing Aarhus skabt en eksklusiv sejlsportsoplevelse, der giver mulighed for at komme helt tæt på ”cirkusset”, uden at kæmpe med de tusindvis af andre om pladserne på havnepladsen.

- Vi giver vores deltagere en unik mulighed for at opleve The Ocean Race i hjertet af eventen. Vi sejler kapsejlads i hurtige matchracebåde med erfarne instruktører ombord midt i inderbassinet, hvor Ocean Race-bådene ligger. Det svarer til at få lov at køre med på Formel 1-banen i Monaco eller stå på banen under Champions League-finalen, hvis vi skal drage en parallel til andre sportsgrene, fortæller Søren Tønder, der er partner i DKsejlsport.

Udover at teste sig af i sporten handler det for deltagerne i Aarhus Inshore Race også om at opleve sejlerfesten fra vandsiden. Derfor har arrangørerne skabt et fleksibelt program, hvor der lægges op til at følge Ocean Race-bådene, hvis de sejler ind eller ud af havnen. Det handler således mest om at opleve The Ocean Race, tilføjer Søren Tønder.

Få Ocean Race-historier og -fortællinger med

Mens deltagerne suger suset til sig fra denne specielle mega-event, sørger DKsejlsport for at klæde alle på til selv at sejle kapsejlads mod hinanden i et sjovt, lærerigt format. Man behøver derfor hverken sejlererfaring eller viden om sejlsport for at deltage.

- Vores instruktører er tidligere topsejlere, der dels lærer deltagerne at sejle, og dels kender gamet og kan dele sejlsportshistorier og fortællinger fra det mytiske Ocean Race. Så man har ikke bare en instruktør med sig, men også en ”guide”, der kan give en fantastisk indsigt, som ikke er tilgængelig for ikke-sejlere, i eventen, forklarer Søren Tønder.

Aarhus Inshore Race gennemføres dagligt mellem den 1. og 7. juni 2023, hvor alle kan tilmelde sig. Både virksomheder, vennegrupper, familier og andre såvel som enkeltpersoner. Se mere om begivenheden her.

OM THE OCEAN RACE:

  • The Ocean Race, tidligere Volvo Ocean Race, er en jorden rundt-havkapsejlads, der afvikles hvert tredje år.
  • Kapsejladsen er etapebaseret og starter typisk i oktober med startby i Europa. Seneste år i Alicante, Spanien. Sidste gang var der 10 etaper.
  • Første Ocean Race var i 1973-74, hvor 17 både deltog. Siden har antallet af både varieret. 7 deltog i 2017-2018 med Dongfeng Race Team som vindere.
  • Siden 2005-2006 har der været indlagt havne-regattaer i etapemålsbyerne, så publikum kan komme tæt på og ikke kun følge med via diverse medier som TV og internet.
  • Alle deltagende både er enkeltskrogede sejlbåde med besætning på 9-11 personer.
  • Indtil nu har The Ocean Race været sejlet i såkaldte VO65’ere. Fra 2023-udgaven får de selskab af den foilende IMOCA 60.

Se mere om The Ocean Race på den officielle hovedside eller via Sailing Aarhus her.

content-loader
content-loader
content-loader