Bent Ole Jonsen ny formand for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark ønsker ID på både
Den ny formand for lystbådehavnenes brancheforening, FLID, Bent Ole Johnsen fra Hjelsminde Havn, vil noget ved de cirka 1000 efterladte både på havnene og samtidig arbejde for mere frie rammer og mindre bureaukrati, når havnene skal udbygges eller renoveres.
På FLID´s generalforsamling i Fredericia i sidste uge, blev Bent Ole Jonsen valgt som ny formand. Han afløser Søren Hald, der har været formand de seneste 11 år, og ydet en kæmpe indsats for foreningen.
Bent Ole Johnsen kommer med en sejler baggrund og er mangeårigt bestyrelsesmedlem i Hejlsminde Havn.
Professionelt har Bent Ole igennem sin karriere tilegnet sig stor kompetence og erfaring med udvikling af nye forretningsenheder, teknisk salg, ledelse, drift af produktionsvirksomhed og som projektansvarlig for en række forskellige komplekse projekter, lyder det i en pressemeddelelse fra FLID-havne.
Bent Ole har også et stort politisk netværk, som bestyrelsen håber på, kan hjælpe FLID og lystbådehavnene til at få bedre vilkår for fornyelse og drift af havnene.
Vil arbejde for ID på både
En af FLID´s mærkesager er at gøre noget ved de mange efterladte og uforsikrede både, der findes i havnene. FLID skønner, at op mod 1000 både er efterladte i vores havne.
Det er en kæmpe udfordring for havnene. Først og fremmest spærrer de for, at nye bådejere kan komme til med manglende indtægter til følge, og det giver en masse bøvl med at opspore den rette ejer, og komme af med bådene. Problemet er, at der ikke er ID på bådene eller findes et register over, hvem der reelt ejer bådene.
”I FLID vil vi arbejde for, at det bliver lettere for havnene få styr på ejerforholdene”, siger Bent Ole Jonsen og fortsætter:
”Fjernelse og ophugning kan let løbe op i 10.000 – 150.000 kr. pr. båd. Danmark er måske et af de eneste lande i Europa, hvor der ikke er en form for registrering / ID på bådene og det bør laves om. Derfor vil jeg fortsætte min forgængers store arbejde med at få forsikringsselskaberne interesserede i ID til alle både”.
Mindre bureaukrati
Mange havne er i gang med eller står overfor nye udvidelser, opgradering af deres faciliteter og tilbud til de mange nye brugere af lystbådehavne.
Desværre er ansøgningsprocessen i dag gjort meget kompliceret, og der skal leveres langt flere oplysninger og detaljerede undersøgelser inden projekter kan sættes i gang:
”Den meget restriktive detail regulering, og tilmed udsigt til direkte dobbeltadministration, er trusler vi i FLID skal stå op imod og få forenklet. De usmidige regler bremser gode initiativer, og er uoverskuelige for de mange frivillige ildsjæle, der ude lokalt kæmper for at udvikle og modernisere deres havne”, siger Bent Ole Jonsen.
Læs mere: flidhavne.dk/