Togterne på Skoleskibet Georg Stage skal evalueres selvom stort set alle eleverne kommer i job efter togter
70% af eleverne har enten afbrudte eller ingen uddannelser bag sig ved togtstart. På trods af dette er 99,5% af Georg Stages elever i arbejde eller uddannelse syv kvartaler efter endt togt, ifølge Uddannelses-og Forskningsministeriets tal.
Skoleskibet Georg Stage er på finansloven sikret ét årligt togt, men da uddannelsen ombord tager 20 uger, kan skibet sejle to gange om året. Eleverne bliver uddannet til ubefarne skibsassistenter, det første trin på en karrierevej til søs. På hvert togt er der plads til 63 unge.
Håber på endnu en bevilling
- Vi fik en bevilling til dobbelttogt i 2022 og 2023, og jeg mener, det er vigtigt, at vi dokumenterer, hvad samfundet får for pengene, siger Skoleskibets direktør Asser Amdisen til Ritzau.
Evalueringen skal blandt andet se på optagelsestal, gennemførelsesprocent, og undersøge om der er geografisk balance i rekrutteringen af elever. Evalueringen vil også se på Skoleskibets ophold i danske havne, hvor tilstedeværelse, havneaktiviteter og åbent skib fungerer som en flydende reklamesøjle for rekrutteringen til Det Blå Danmark.
En fordel for de unge og det danske arbejdsmarked
70% af eleverne har enten afbrudte eller ingen uddannelser bag sig ved togtstart. På trods af dette er 99,5% af Georg Stages elever i arbejde eller uddannelse syv kvartaler efter endt togt, ifølge Uddannelses-og Forskningsministeriets tal.
Skoleskibet oplever en enorm efterspørgsel på vores elever fra arbejdsgiverne i Det Blå Danmark, og vi vil gerne komme dem i møde ved at gøre dobbelttogtet permanent. Det kræver dog politisk velvilje.
Evalueringen foretages internt og omfatter togt 2022-1, 2022-2, og for togt 2023-1 og 2023-2, der først afsluttes senere på året, indgår optagelsestal og foreløbige resultater. Rapporten forventes offentliggjort til juli.
Kilde: Ritzau