Test af Bavaria SR33 - båden til enhver familie
Bavaria SR-Line med SR41 og SR36 har fokus på at skabe plads til livet på om bord. Under dæk på lillesøsteren Bavaria SR 33 er rigelig med plads til fire personer. Motorbaadsnyt.dk testede hende i Nordtyskland.
Bavarias SR-line, designet af italienske Marco Casali, bekræfter en positiv tendens fra det sydtyske værft. Nu sker det igen med en Bavaria SR33.
Båden har samme designfilosofi, som storesøstrene Bavaria SR41 og Bavaria SR36, hvor sidstnævnte har fået flere europæiske priser fra motorbåds-journalister. Og serien sælger godt, kan den danske importør Dansk Marine Center i Risskov bekræfte.
Udviklingsteamet hos Bavaria Yachts har tænkt på masser af smarte løsninger for at imødekomme alle de krav, familie og venners besætninger måtte have. Det ved vi på Minbaad.dk, efter vi i 2022 besøgte værftet, hvor de gennem 1:1 indretningsmodeller i træ, fortalte om deres overvejelser til indretning, med input fra sejlere, forhandlere, journalister og ansatte på værftet.
Sporty look – ikke en campingvogn
Bavaria SR33, der er 11,40 meter lang og 3,46 meter bred, ser ikke for høj ud på vandet. Den ser i stedet sporty ud. Godt nok er fribordet højt, men med mørke farver i en bred stribe på siderne, ser den mere sexet ud.
Skrogdesignet er alene et punkt, som jeg personligt sætter pris på. Hvem ønsker en båd, der ligner en campingvogn på vandet?
Elegant er også to slanke stålfri rør agter i cockpittet i hver side. Rør, som den mægtige hardtop hviler på. De bidrager samtidig med, at man kan bevare et 360 graders udsyn fra førersædet. De to rør fylder langt mindre end klassiske, brede søjler i glasfiber.
Billister i eksempelvis mange Volvo-biler genkender, at brede nakkestøtter tilbage i bilen generer udsynet, når man bakker.
Praktisk ved madlavning
Tyskeren er flot, men også praktisk indrettet. Den er til at tilbringe tid i som par eller med venner, hvilket er fokus i cockpittet. Morgenmad, aftensmad eller en lille snack tilberedes hurtigt i den store wetbar med kogeplade, køleskab og vask. Maden kan serveres direkte ved det store cockpitbord.
Fra cockpitområdet har du fint udsyn 360 grader rundt, og du kan samtidig nyde solen og vinden gennem det store soltag sammen med rorsmanden. Noget, der kan åbnes elektronisk på kort tid.
Fire store sovepladser
Under dæk byder Bavaria SR33’erens koncept på god plads og med 1,90 meters ståhøjde. Samtidig er der masser af lys med store sideruder. Der er fire sovepladser placeret i en forkahyt fremme og en stor salon midt i skroget.
I midterkahytten er der en dobbeltseng i størrelsen 2,00 x 1,60 meter. Med en behagelig sofa ved siden af bliver midterkaytten din personlige suite efter en lang dag på havet. Naturligt lys kommer der ligeledes lys ind fra store skrogvinduer. Der er samtidig masser af opbevaringsplads til tøj.
Indtil forkøjen er der intet skot eller dør, hvilket får båden til at synes større om læ. Der er dog stadig et forhæng, der kan trækkes for, så man sikrer privatliv.
Om dagen giver Bavaria SR33’s åbne design med store skrogvinduer og ovenlys en behagelig rumfornemmelse, uanset vejret.
I cockpittet kan salonbordet samtidig sænkes for at give en yderligere soveplads, så der kan sove seks personer i båden.
Masser af power fra Volvo Penta
På sommerferiestedet Neustadt, der ligger ud til Østersøen, testede Minbaad.dk i let vejr Bavaria SR 33'eren. Det skete med to svenske Volvo Penta D4-300-dieselmotorer på hver 300 hk. Alternativt kan båden udstyres med dobbeltmotorer på 250 til 350 HK hver fra enten Mercruiser eller Volvo Penta.
På Bavaria SR33, der koster fra 2,24 mio. kroner med moms ab værft og uden udstyr, kan man i stedet for Volvo Penta også vælge mellem to Mercruiser-benzinmotorer fra Mercury Marine, som kan opgraderes med Axius-joysticket. Modstykket fra Sverige er Aquamatic-joysticket på Volvos benzinmotor.
Båden fås også med en enkelt 380 hestekræfter Volvo Penta-motor. Det vil dog ikke virke som et logisk valg til danske forhold, hvor man har behov for at kunne sejle hurtigt hjem fra en ferie på eksempelvis Anholt, hvor der skal power til, især hvis der kommer bølger mod båden.
Nem at sejle
Bavaria SR33 er nem at sejle og manøvre i havnen med bovpropeller, ligesom rattet kører som forventet til så dyr en båd, også helt uden friktion. Accelerationen er god. Det mærker man gennem responsen med elektriske dobbelt gashåndtag.
De kraftige Volvo Penta-dieselmotorer er godt isolerede, hvilket er vigtigt, da man på den åbne hardtop-model lukker motorlyden inde i cockpittet, der dog godt kan lukkes til, så kulden kan holdes fra døren.
Den 33-fods båd er fin adræt og sporty i sving, uden man bliver utryg i selv skarpe sving i høj fart.
Samtidig bruger båden blot otte sekunder på at accelerere fra nul til planing med lidt under 20 knob og tilsvarende 3.100 omdrejninger i minuttet. Imens tager det 34 sekunder for båden at nå sin maksimale hastighed på 31,4 knob. Det testede Minbaad.dk med fem mand om bord.
Med 22 knob over grunden måltes 2.800 motoromdrejninger i minuttet. Netop den hastighed er den optimale marchhastighed i forhold til brændstofsøkonomien. Med den fart bruger de to Volvo Penta-motorer 3,17 liter diesel per sømil, hvilket giver den en rækkevidde på 157 sømil, som er rigeligt til danske forhold.
Stort display fra Simrad
I cockpitområdet har man en klassisk indretning, hvor førerpladsen ses til højre med to store displays fra Simrad og et kort til venstre og motordata til højre. Dertil lægges et overdådigt udstyr af håndtag og knapper. Blandt andet et joystick, der sikrer, at man let lægger til kaj.
Ved siden af førersædet kan man lægge sig blødt i bagbord side og samtidig underholde føreren om bord.
Helt agter kan man med fordel opholde sig, når solen skinner. Man kan altså både sidde ude og inde i salonområdet. Agter har man desuden en stor badeplatform, som Bavaria nu i mange år har været kendt for at have på deres både.
Italiensk designer har ramt plet
Bavaria SR33 er en kompakt lille familiebåd, der ikke føles for trang. Designeren fra Italien, Marco Casali og hans team, har ramt noget, som mange sejlere vil være glade for både at se på, men også at være og sejle i.
Båden er således andet end et flydende, praktisk sommerhus, men en båd, der er adræt og sjov at sejle.
Samtidig gør det heller ikke noget, at prisen på 2,24 mio. kroner med moms ab værft og uden udstyr ligger omkring ti procent under konkurrenternes. Netop prisen har altid været en afgørende faktor for tyskerne, der er kendt for effektiv produktion.
Alligevel holder Bavarias kvalitet. Firmaet er med tiden gået endnu højere op i standard med fint materialevalg og intelligent indretning, der gør en hel familie glad.
Bavaria SR33:
Design: Marco Casali, Italien
Længde: 11,40 m med badeplatform
Skroglængde: 10,89 m
Bredde: 3,46 m
Højde over vandet: 3,13 m uden antenne
Dybgang: 0,86 m (med drev over: 0,70 m)
Dieseltank: 500 l
Vandtank: 250 l
Motorisering: 2 x Volvo Penta D4-300 diesel, hver 300 hk (hver 221 kW)
Vægt: 7,63 tons
Sovepladser: 4
CE kategori: B (offshore farvande) 10 personer
Pris: Fra 2,24 mio. kroner med moms, ab værft og uden udstyr
Forhandler: Dansk Marine Center, Risskov. www.danskmarinecenter.dk