Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Doublehand-sejlere ved Storebæltsbroen. Fotos: Peter Brøgger/Vegvisir
Kapsejlads
Jan Hansen i The Beast deltog i DH-DM i singlehand. Han kom dog ikke på podiet.
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Vegvisir Race Nyborg i op til 30 grader og 5-7 m/sek. – og nye ideer på land - se Brøgger-galleri

86 både i Vegvisir Race Nyborg og DH-DM i solo-sejlads oplevede i år meget hurtige baner på især 151 og 238 sømil distancerne, mens man lørdag afkortede 90 sømil banen på grund af et vindhul fra Langelands nordspids til nord for Nyborg Fjord. Landmark 43 tog guld i DH-DM singlehand.

Af Troels Lykke |

Torsdagen bød på højsommerlige temperaturer på op mod 30 grader, kombineret med cirka 5-7 m/sek. vind, hvilket var tæt på perfekt, da der blev sejlet DH-DM for singlehandsejlere.

Solen skinnede stadig lørdag over den gamle kongestad i hjertet af Danmark, men det var køligere, og vinden har lagde sig.

Deltagerne har i år oplevet meget hurtige baner på især 151 og 238 sømil distancerne, mens løbsledelsen valgte at afkorte 90 sømil banen på grund af et vindhul, der strakte sig fra Langelands nordspids til nord for Nyborg Fjord fra lørdag frem til lørdag aften.

– Vi ønsker, at deltagerne får den bedst mulige oplevelse. Selvom flere af sejlerne lå med tophastigheder godt over 10 knob, kunne de ekstra 25 sømil, som ruten rundt om Vejrø indebar, betyde, at kun de hurtigste ville have en chance for at nå tilbage til Nyborg før kl. 13, hvor vinden blev forudsagt at skulle droppe, fortæller Carsten Berntsen fra Nyborg Sejlforening. Klokken 11 var der fortsat tre både på vandet syd for Nyborg, fortæller Vegvisir Race Nyborg til pressen.

De hurtigste

Den hurtigste båd på 151 sømil banen var den tyske Seacart 30 trimaran Avanca. Skipper og co-skipper Jan Verdenhalven og Ruediger Schwarz var i mål allerede fredag eftermiddag efter ca. 23 timer og 40 minutters sejlads.

Hurtigst på 238 sømil banen var den danske trimaran Ra, en Seaon 30. Her var skipper Jacob Haber og co-skipper Thomas Palm Hansen i mål efter cirka 31 timer og 40 minutter.

Hurtigste mand og båd på Vegvisir Race 90 sømil banen var tyske Patrik Heinrich i sin Esse 850. På den afkortede bane (69 sømil) var han knap 12 timer i søen.

Han blev dog overgået af den hurtigste deltager i det danske mesterskab i singlehand-sejlads, Martin Meridin, der i sin Landmark 43 var undervejs i ca. 11 timer og 15 minutter.

Nye tiltag til vands

Det nye samarbejde mellem Nyborg Sejlforening, Dansk Sejlunion og Shorthand ECM bestod prøven med det første Danmarks Mesterskab i Singlehand Sejlads. Sejladserne blev afviklet efter kapsejladsreglerne og DH-målereglen. Der var tilmeldt 11 både, hvoraf 10 mødte til start. 2 måtte udgå. 2 af deltagerne var svenske, 1 tysk – disse var med i kampen om det åbne danske mesterskab.

Dansk Sejlunion dispenserede for reglen om, at 10 både skal stille til start, før man kan afvikle et officielt DM. Sejladserne bestod af 4 banekapsejladser og en distancekapsejlads, der talte dobbelt.

Landmark 43-sejler vandt DM i solosejlads

Dansk mester og dermed Danmarks bedste solosejler blev et kendt ansigt i dansk kølbådssejlsport, Martin Meridin i Landmark 43 fra Kalundborg Sejlklub. Nummer 2 blev Køge-sejler, Jakob Nielsen i Drabant 38, mens tredjepladsen gik til Juelsminde-sejleren Per Cederberg i Seascape 27.

Der var stor tilfredshed blandt deltagerne med afviklingen af sejladsen. Flere tager Vegvisir Race Nyborg som en del af ”The Double”, når de afslutter sejladssæsonen med Silverrudder Challenge i sidste halvdel af september.

Nye tiltag til lands

Der var flere nye tiltag i år både på land og til vands. Blandt andet var der åbent for eSailing i Meeting Point-teltet i alle Vegvisir Race dagene. Her var blandt andre 220 skolebørn forbi. Nogle af dem stiftede bekendtskab med sejlsporten for første gang via den eSportslige gaming-tilgang.

Det resulterede i, at flere af børnene nu skal til prøvesejladser i Nyborg Sejlforening. Der var ligeledes flere koncerter over dagene, der trak Nyborgs borgere til havnen, ikke mindst fredag aften, hvor Sejlforeningen var værter for et arrangement med spisning efterfulgt af koncert med et TV2 Jam Band.

Erhvervsspidserne var til sejlsport

Også byens erhvervsliv kom nærmere sejlsporten, da der om torsdagen var topmøde for byens VIPs på havnefronten.

Efter forskellige interessante oplæg, blandt andet om ambitioner og planer for udviklingen af de kommende års Vegvisir Race Nyborg, kunne deltagerne gå udenfor teltet og nyde et glas samt en let buffet, mens de store 151 sømil starter kom forbi umiddelbart uden for molen, hvor de to Pantaenius Fly By-mærker blev rundet på styrbord.

86 både til start

Sejladsen havde i år 116 tilmeldte både. Af dem var der 86, der valgte at stille til start. På 238 sømil banen deltog 16 både, hvoraf 2 udgik. På 151 sømil banen var der 47 startende, hvoraf 3 udgik. Der var 23 startende på 90 sømil banen, hvoraf 4 udgik.

Derudover var der 11 tilmeldte til Danmarksmesterskabet i singlehand-kapsejlads, der blev afviklet samtidig med Vegvisir Race Nyborg og som delte den 90 sømil lange distancekapsejladsbane med deltagerne i Vegvisir Race.

Resultater 

Du kan se resultaterne på Vegvisir Race hjemmesiden og på Manage2Sail

Du kan se sejlernes rute her tractrac - den app kan også downloades

content-loader
content-loader
content-loader