Gå til hoved-indhold
Havne
Smuk solnedgang over Vejrø. Foto: Vejrø Resort

Sommerhavne: Vejrø – her er ingenting, men vi falder for stilheden

På sin første sommertur nogensinde fascineres Luffe 40-sejler Jacob Rosby Løwenstein af den lille ø i Smålandsfarvandet. En ø, der hjælper sejleren mod den helt rette feriestemning. - Vejrø er ikke et sted, du kommer til, medmindre du har båd eller fly, siger sejleren.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Her fortæller 46-årige Jacob Rosby Løwenstein om Vejrø. En ø, der med sine blot halvanden kvadratkilometer hører til Danmarks mindste øer.

Jacob Rosby Løwenstein, hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet?

- Skal jeg vælge én, er det Vejrø. Der er ingenting på øen, og det er i virkeligheden netop dét, der er så fint. Vi falder for stilheden.

- Her kan vi sidde med en bog i hånden, drikke et glas vin og nyde roen. Det gider vi et par dage, så er vi helt nede i feriestemning og klar til at komme videre.

Hvad gør Vejrø Havn specielt sammenlignet med andre danske havne?

- Vejrø er ikke et sted, du kommer til, medmindre du har båd eller fly. Det er med til at skabe en helt særlig stemning på øen, som er ret charmerende. Det minder lidt om en paradis-ø, selvom jeg må indrømme, at vejret ikke er særlig paradis-agtigt.

- Da vi ligger i havnen, er det primært familier uden børn, der er her. Selvom det kunne være hyggeligt med mere liv, er det også med til at sætte de rolige rammer om havnen.

Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger på Vejrø?

- Selvom øen ikke har deciderede seværdigheder, har den på mange måder det hele. Her er et fuglereservat, badestrand lige ved siden af havnen, og du kan gå lange ture rundt om øen.

- Her er også et resort, som vi desværre ikke nåede forbi, men som jeg er sikker på er et besøg værd. Til gengæld nåede vi at kigge forbi havnens restaurant, hvor der serveres god mad til fair priser. Mad, der kan nydes i restauranten eller på båden.

Hvis noget skulle forbedres på Vejrø, hvad skulle det da være?

- Jeg ved, at Vejrø kritiseres for at være for dyr, men vi kommer fra campingverdenen, hvor de 350,00 kroner, man som sejler betaler for at ligge i havnen, er en meget rimelig pris. Dertil kommer, at der ikke er en finger at sætte på bade- og toiletfaciliteterne på havnen. 

- En bar, pub eller lignende på havnen kan jeg dog godt savne. Det skal være et sted, hvor man kan sætte sig, nyde et glas vin eller en øl, og hvor der et par gange i ugen bliver spillet livemusik for at skabe mere stemning.

Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?

- Alle steder mærker vi, at sejlerne er betænksomme og gode til at guide mod de ledige pladser i havnene. Til gengæld halter faciliteterne ofte. Badene og toiletterne er måske pæne og rene, men det er tydeligvis ikke her, at pengene lægges.

- Til gengæld nyder vi at bruge de nye, moderne betalingssystemer. Betaling af havnepenge er sådan en ting, der bare skal overstås så nemt som muligt. Det kan irritere mig, hvis jeg skal gå tværs over havnen for at betale for min plads, når jeg i stedet burde kunne klare det fra min smartphone.

Om Vejrø Havn:

Havnepladser: 85 gæstepladser

Faciliteter: Restaurant, strand, grillpladser, WI-FI etc.

Frihavn: Nej

Havnetakst: 350,00 kroner (0-15 m)

Hjemmeside: https://vejroe.dk/ankom-til-vejroe/vejroe-marina/ 

content-loader
content-loader
content-loader