Gå til hoved-indhold
Udstyr
Tre typer elmotorer.

Det er om efteråret at du skal overveje at få installeret en elmotor? Se de tre mest anvendte

Hvis du overvejer, om din båd fra næste sæson skal drives af en lydløs, vedligeholdelsesfri elmotor, så giver det god mening at starte processen nu, hvor bådebyggerne har tid til at installere elmotorer. Du kan vælge mellem pod, indenbords eller påhængsmotor i el. Se priser.

Af Troels Lykke |

Som bådejer er du sikkert stødt på problemet: Henne i marts, når sæsonen nærmer sig, opdager man noget nødvendigt vedligehold, en reparation eller en ønsket ændring på båden, inden den skal i vandet.

Og hvad sker der? Ingen bådebyggere har tid før i august og reservedele mm. har lang leveringstid. Inden man har set sig om, er flere måneder af sejlsæsonen gået.

Og endnu værre bliver det, hvis der er tale om en større ombygning, som eksempelvis at få skiftet den gamle dieselmotor ud med en elektrisk en af slagsen.

“Jeg oplever en del frustrerede kunder i løbet af foråret, når de opdager, at den fine elektriske podmotor eller indenbordsmotor, de har besluttet sig for at sætte på båden, måske først kan blive monteret henne midt på sommeren” fortæller Henry Thomsen fra solbaaden.dk i Aarhus, som sælger elektriske motorer, batterier og solpaneler til både.

Han fortsætter: “Og selv om der normalt ikke er lang leveringstid på disse motorer, så er der alligevel ofte lidt “trængsel” omkring levering i perioden fra marts til maj.”

En stor beslutning

Det bedste råd til en god proces med elektrificering af båden er at starte omkring det tidspunkt, hvor båden skal op af vandet. Henry Thomsen:

“Det er jo en stor beslutning, og det er vigtigt at kunne overveje grundigt, hvad man vil gå efter, både med motortype og -størrelse, og ikke mindst batteri-forsyningen: Hvor langt og hurtigt vil man sejle? Hvor meget må det veje? Og hvor kan man placere det i båden?”

Langt de fleste af de sejlere, der vil skifte til elektrisk motor, har behov for grundig rådgivning, og da det for mange er helt nyt “land”, skal man sig tid til alle de overvejelser, der er vigtige inden besluning om et så relativt stort indkøb.

Der er ingen dumme spørgsmål

“Jeg siger altid til mine kunder, at der ikke er nogen dumme spørgsmål,” fortsætter Henry Thomsen.

“Og processen fra at man henvender sig med et mere eller mindre klart behov til man sætter sin bestilling i gang, kan nemt være både 2 og 3 måneder eller længere”.

Så går man med overvejelsen er der god grund til at starte nu. Så kan man jo også hele vinteren igennem glæde sig til komfortabel sejlads med den nye lydløse, forureningsfrie motor. 

Faktaboks om de tre mest anvendte typer elmotorer til sejl- og motorbåde:

Indenbordsmotorer, som erstatter en diesel eller benzinmotor og benytter den eksisterende propel og aksel. Findes fra 4 kW op til 50 kW, og prisen for et komplet system med batterier og lader starter omkring kr. 45.000,-

POD-motorer, som sidder under bådens skrog og trækker direkte på propellen. Oftest brugt på sejlbåde som erstatning for et sejldrev. Findes fra 1 kW og til 20 kW. Pris for motorsystem med batterier og lader starter ved 20.000,-

Påhængsmotorer, som fås i størrelse fra 0,5 kW (svarende til ca 1 HK) og helt op til 50 kW. De mindre motorer har typisk integreret batteri. Priser starter omkring kr. 9.000,-

content-loader
content-loader
content-loader