Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De besøgende på boot kan blandt andet kigge nærmere på Hanses Moody 48DS. Foto: Hanse Yachts

Fransk, svensk og tysk sejlbåd får premiere på verdens største bådmesse boot i Düsseldorf

De europæiske værfter står klar til at fremvise deres seneste skud på stammen for gæsterne på boot-udstillingen, der starter den 20. januar. Blandt andet lokker Dufour, Hallberg-Rassy og Hanse Yachts med nye og rummelige sejlbåde.

Af Sara Sulkjær Hansen |

De største værfter viser deres største nyheder på den største scene.

Et faktum, der hvert år for tusindvis af sejlerglade europæere til at strømme mod Düsseldorf, hvor verdens største bådmesse traditionen tro løber af stablen i slutningen af januar.

2024 er ingen undtagelse. Her har flere værfter spritnye verdenspremierer med på boot-udstillingen - blandt dem hører disse tre:

Dufour 44

En 44 fod lang båd med hele fire dobbeltkahytter – og endda med hvert sit badeværelse. Et syn, der ikke tidligere er set på en båd af denne størrelse.

Det er ikke desto mindre tilfældet på Dufour 44, der er designet af Dufour-værftets mangeårige samarbejdspartner, Umberto Felci.

Designeren har skabt en båd, der emmer af komfort og rummelighed, og som samtidig giver ejeren mulighed for at sætte sig eget præg ombord. Blandt andet kan det vælges, om båden skal bestå af tre eller af de førnævnte fire kahytter.

Om læ har verdenspremieren et anderledes, sekskantet spisebord, der skaber rum for hele ti spisende sejlere.

Dufour 44 kan ses i messens Hal 16 på plads B39. Den forhandles af ShipShape i Rungsted

Hallberg-Rassy 69

I 80 år har det familieejede, svenske værft sat sejlbåde i søen. Nu kommer værftets hidtil største: Den 21 meter lange Hallberg-Rassy 69. 

Med et stort og beskyttet centercockpit med dobbelt ratstyring og to L-formede sofaer indbyder båden ikke blot til selskabelige sejladser. Den udprægede komfort, der findes ombord, gør ligeledes båden til aktør på den luksuriøse sejlsportsscene. En luksus, der tydeliggøres gennem bådens smukke, maritime udseende og det veludførte håndværk i Khaya-mahogni.

Trods bådens størrelse er det muligt at drage på eventyr med en mindre besætning – eller sågar alene. Sejlene sættes og trimmes let elektrisk og elektrohydraulisk med få simple klik.

Hallberg-Rassy 69 kan ses i messens Hal 16 plads B58. Båden forhandles af Dansk Marine Center i Risskov.

Moody 48DS

Beskyttet plads og høj levekomfort. Det er nøgleordene bag den nye Moody 48, der er formet med en smart dæksalon. En dæksalon af så stor betydning, at den fremgår af bådens modelnavn, hvor netop DS dækker over ’deck salon’.

Det er Hanse Yachts, der står bag sejlbåden, som desuden kommer med et overdækket cockpit.

Samtidig er sikkerheden i top på nyskabelsen, der takket være et såkaldt walkaround-dæk med et højt søgelænder gør sejladsen sikker, selv når bølgerne går højt.

Moody 48DS kan ses i messens Hal 15 på plads A20. Båden forhandles af Reese Marin i Aabenraa

Læs mere om boot-udstillingen her.

Se billeder af de tre verdenspremierer i arkivet herunder:

content-loader
content-loader
content-loader