Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der er et stort behov for redningsbåd udfor Juelsminde, hvor der sejler mange turister til. Foto: Troels Lykke

Juelsminde får ny redningsbåd - forsvarsminister Troels Lund Poulsen døber den og bliver bådens gudfar

Dansk Søredningsselskabs station i Juelsminde har fået bevilget en ny redningsbåd, og i den anledning har forsvarsminister Troels Lund Poulsen indvilget i at blive bådens gudfar. Han vil derfor døbe båden ved et festligt arrangement søndag den 23. juni 2024 klokken 12:00 i Juelsminde Havn.

Af Troels Lykke |

Dansk Søredningsselskabs formand, Steen Wintlev-Jensen, vil byde velkommen og herefter vil Forsvarsminister Troels Lund Poulsen døbe den nye båd som et symbol på styrkelsen af redningsberedskabet ved Juelsminde og den stadig tættere forbindelse mellem Dansk Søredningsselskab og det officielle beredskab.

- Denne nye båd er en vigtig tilføjelse til vores flåde og vil betydeligt forbedre vores evne til at udføre redningsoperationer langs kysten i det sydjyske område, forklarer Steen Wintlev-Jensen i en pressemeddelelse og forklarer videre:

- Allerede i dag er en tredjedel af de opgaver, vi løser, igangsat af det statslige beredskab, og med den nye båd vil vi fremover få endnu bedre muligheder for at yde en vigtig service til vores medlemmer og til det offentlige beredskab.

Vådt og tørt til ganen

Efter dåben vil der være mulighed for at nyde lidt vådt og tørt til ganen.

- Dansk Søredningsselskab ser frem til en god dag med højtidelighed, samvær og fejring af det fortsatte arbejde med at sikre sikkerheden på havet, understreger Steen Wintlev-Jensen og uddyber:

- Vi håber på stor opbakning og ser frem til at se mange deltagere ved denne vigtige begivenhed.

Tid og sted:

Båddåben finder sted søndag den 23. juni 2024 klokken 12:00 i Juelsminde Havn.

content-loader
content-loader
content-loader