Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads

Rekordholder med 615,33 sømil på et døgn i Vendée Globe knækker styrbord foil

Det er et brutalt slag for skipper Sébastien Simon, der som toer i feltet, siden Sydatlanten, har været en seriøs udfordrer til racets førende, Charlie Dalin. Nu er farten reduceret. Skaden skete mens franskmanden sov.

Af Troels Lykke |

Selvom Simon er dybt skuffet, lovede han straks at kæmpe videre og gennemføre løbet.

Efter flere dage med ekstreme hastigheder (inklusive rekorden for den største distance tilbagelagt på 24 timer solo i en enkeltskroget båd: 615,33 sømil mellem 26. og 27. november) havde Simon haft fordel af en genial strategi, men nu vil han uundgåeligt miste fart, især på bagbord halse.

Skipper Sébastien Simon forklarer til Vendée Globe-hjemmesiden:

- Dårlige nyheder ombord på Groupe Dubreuil. I nat mistede jeg styrbord foil. Jeg lå og sov, da båden pludselig lavede en broach. Jeg gik ud i cockpittet for at lette på skøderne. Jeg kunne hurtigt mærke, at noget var galt; båden reagerede ikke længere på samme måde. Jeg forstod hurtigt, hvad der var sket. Jeg gik på dækket for at tjekke og så, at foilen var knækket ved albuen, den mest buede del af foilen, rapporterede Simon, der ikke hørte nogen betydelig lyd – muligvis fordi han havde ørepropper i, hvilket er helt normalt blandt skippere for at dæmpe den konstante, udmattende støj og lette søvnen.

Havde holdt igen i flere dage

- Det er ekstra frustrerende, da jeg i flere dage har holdt igen på grund af havforholdene. Jeg forsøgte at skåne udstyret så meget som muligt, mens jeg hele tiden havde mit mål om at nå målstregen i Vendée Globe for øje, sagde Simon, som er dobbelt så beslutsom efter at have været nødt til at udgå i Cape Town under løbet i 2020 efter skader på styrbord foil, men også mere alvorligt på foil-konstruktionen.

Sébastien Simon: Svært at acceptere

- Det er virkelig svært at acceptere. Men løbet er ikke ovre. Jeg går hele vejen. Jeg formår lige nu at holde forspringet til resten af feltet, og jeg er sikker på, at verdensomsejlingen stadig har nogle store overraskelser i vente. Det er en del af spillet; det er en mekanisk sport. Nu handler det om at holde fokus og stadig finde glæde i det, tilføjede Simon.

Vil miste 30 procent af hastighed på bagbord halse

- På bagbord halse vil jeg miste omkring 30 % af hastigheden, hvilket er betydeligt, men min styrbord foil fungerer fint, og vi har allerede tilbagelagt en stor del af verdensomsejlingen på bagbord halse, bemærkede Simon.

content-loader
content-loader
content-loader