Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Anne-Marie Rindom fører VM i Argentina. Foto: Matias Capizzano

Anne-Marie Rindom på guldkurs: Fører VM efter første dag i guldfeltet

Emma Plasschaert, Marit Bouwmeester og andre af klassens stjerner må sejle i danskerens kølvand under verdensmesterskaberne i Argentina. Der sejles til onsdag.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Danske Anne-Marie Rindom har fundet formen. Det bliver klart under verdensmesterskaberne i Argentina, hvor ILCA 6-sejleren figurerer øverst i tabellen.

12 point har Horsens-sejleren til norske Line Flem Hoest på andenpladsen, mens forspringet til mesterskabets tredjeplads, Vasileia Karachaliou fra Portugal, lyder på 19 point.

Formen afgørende i OL-år

Et foreløbigt ikke blot flot, men også vigtigt resultat. 2024 er nemlig OL-år, hvilket betyder, at én af de allerstørste begivenheder venter sejlerne til sommer.

At formen allerede nu er i top, lover derfor godt for den forsvarende, danske mester fra OL i Rio. Bag sig har Rindom blandt andre sine evige rivaler Emma Plasschaert på 10. pladsen og Marit Bouwmeester på 15. pladsen.

Meget kan dog ske, før legenes skydes i gang i august, ligesom Anne-Marie Rindom fortsat mangler endegyldigt at sikre sig den danske OL-billet i klassen.

Blot én dansk plads er nemlig på højkant i ILCA 6-klassen. En plads, der blandt andet kæmpes om ved det aktuelle verdensmesterskab - men som ikke overraskende forventes at tilfalde Rindom som forsvarende OL-titelvinder.

Unge Munch med flot comeback

OL-stjernen Rindom er ikke eneste dansker i Argentina. Også Josephine Heegaard og Anna Munch gør Rindom selskab i Sydamerika, hvor Anna Munch tilmed har fulgt Anne-Marie Rindom til guldfeltet.

Her lykkedes det den unge dansker at sejle en flot fjerdeplads i hus i gårsdagens sidste sejlads, da en front med 25 knobs vind rammer feltet:

- Hvilken chance. Efter en dårlig start formår jeg at ramme skiftene og sejle meget hurtigt på læns, og jeg slutter med et godt resultat, forklarer Anna Munch til Sejlerlandsholdet.

I dag, tirsdag, er planlagt tre sejladser, inden onsdagens afgørende medal race. 

Danskerne ved VM:

 

Guldfeltet:

1: Anne-Marie Rindom - 19 point 

12: Anna Munch - 55 point

 

Sølvfeltet:

11: Josephine Heegaard - 146 point

Se hele resultatlisten her.

content-loader
content-loader
content-loader