Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Hallen opføres i en ”smøge” mellem eksisterende bygninger, som igennem en årrække har været permanent overdækket med presenning og anvendt til båd opbevaring.

Lillebælt Værftet bygger ny 58 kvm hal efter donation på 600.000 fra A.P. Møller Fonden

Den samlede budgetterede udgift er på godt 1,8 mio. kr. eks. moms.  Der er også tilsagn fra LAG Mank - lokal aktionsgruppe på 50% samt kr. 100.000 fra firmaet Grottfred Pedersen. Hallen er bl.a. tiltænkt en vigtig rolle i undervisningen i forbindelse med Ung Havn projektet.

Af Troels Lykke |

Med en fonds donation på 600.000 kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinny Møllers Fond til almene Formaal nåede Lillebælt Værftet lige før jul i mål med finansieringen af en planlagt ny byggehal på 58 m2.

En hal der blandt andet er tiltænkt en vigtig rolle i undervisningen i forbindelse med Ung Havn projektet som Værftet har nikket ja tak til at rumme fra efteråret 2024. Et projekt der omfatter unge mennesker i alderen fra 13-18 år der får mulighed for at prøve kræfter med maritime aktiviteter, traditionelt håndværk og indgå i nye fællesskaber.

Verdenskendt møbelvirksomhed vil bruge hal

- Vi har ligeledes sagt ja tak til at lade de cirka 20 lærlinge på en lokal verdenskendt møbelvirksomhed gøre brug af vores faciliteter i fritiden, hvor de har ønske om at arbejde med egne projekter. Derudover savner vi det daglige arbejde en opvarmet hal adskilt fra den eksisterende værftshal, hvor der støvfrit kan arbejdes med maling, lak og lim, fortæller formand for Foreningen Lillebælt-Værftet Jens Lautrup til minbaad.dk i en mail.

Vi har pladsmangel

Til JydskeVestkysten uddyber han.

Projektet har været undervejs i to år, og det har stor betydning for brugerne af Lillebælt-Værftet, at det nu kan blive til virkelighed, fortæller formand for Foreningen Lillebælt-Værftet Jens Lautrup.

- Det er meget vigtigt, fordi vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Vi har pladsmangel til alle de aktiviteter, vi har i gang, siger han.

I den eksisterende uopvarmede værftshal arbejdes der typisk på 4-6 af foreningernes egne joller og både samt en række af medlemmernes egne projekter.

Højvandssikres

Den ny hal er på 58 kvm. og opføres i en fast væg der på indvendige side er brandsikret og på udvendig side beklædes med træ, så det falder i med de øvrige bygninger. Hallen højvandssikres til kvote 250. Den bliver isoleret og med trægulv, opvarmet ved varmepumpe og forsynet med en traverskran og et udsugningsanlæg.

Hallen opføres i en ”smøge” mellem eksisterende bygninger, som igennem en årrække har været permanent overdækket med presenning og anvendt til båd opbevaring.

Byggeriet integreres funktionelt og arkitektonisk i den eksisterende bygningsmasse. Byggetegninger og projektering er udført for Lillebælt-Værftet af arkitekt Axel Høyer og er udarbejdet i tæt kontakt med Middelfart Kommune, Stadsarkitektens Kontor. 

Klar til august 2024

Den samlede budgetterede udgift er på godt 1,8 mio. kr. eks. moms.  Der er modtaget tilsagn fra LAG Mank - lokal aktionsgruppe  på 50 % samt kr. 100.000 fra firmaet Grottfred Pedersen og som tidligere nævnt kr. 600.000 fra A.P. Møller Fonden. Restfinansieringen forventes  finansieret af egne midler, herunder gennem arbejde udført af foreningens medlemmer.

Byggeriet forventes at starte så snart byggetilladelsen er givet og forventningen er at det står færdigt i august måned 2024.

content-loader
content-loader
content-loader