Gå til hoved-indhold
Tur
Denne Comfort 32 er nu til salg og ligger i Frankrig, hvor du kan sejle den videre mod Middelhavet eller hjem igen. Privatfoto

Gustav og Bertil på 21 år tvinges til at droppe sejltur og sætter Comfort 32 til salg i Douarnenez

Gustav Rosentoft og Bertil Konow fra København stopper deres sejler-eventyr og sælger deres Comfort 32 Commander. Bertil er kommet til skade og står overfor operation og genoptræning. Har sejlturen været en succes alligevel? Ja, siger de to unge til Cille Rosentoft, som blogger om sejlerne.

Af Cille Rosentoft |

Cille Rosentoft, blogger på Minbaad.dk og mor tilk Gustav Rosentoft, deler her nyt om de to unge, modige sejlere, der i sommer satte kurs mod verden. 

Minbaad.dk har tidligere fulgt Gustav Rosentoft og Bertil Konow, da de tog afsted fra Danmark med kurs mod Middelhavet, og igen da de var ankommet til Frankrig og havde klaret både stormvejr og søsyge.

Nu er situationen en anden, alle planer er ændret, og båden er sat til salg i Douarnenez, hvor den stadig ligger.

Anderledes end planlagt

Alle sejlere ved, at planerne hurtigt kan ændre sig, og at en væsentlig kompetence, når man er ombord, er evnen til at kunne omstille sig. Det må man i høj grad sige, at Gustav Rosentoft og Bertil Konow har erfaret.

De er begge hjemme i Danmark og deler nu deres historie med Minbaad. Denne del af historien er også en del af deres eventyr, selvom det er blevet meget anderledes, end de først havde planlagt.

Sidste vi tjekkede ind hos dem, var de begge på vej til Danmark for at tjene penge og fylde en tom bankkonto op, inden de i april skulle genoptage eventyret over Biscayen og videre ind i Middelhavet.

Skadet knæ, operation og ingen sejlsport

Sådan skulle det ikke blive, da Bertil Konow i midten af februar kom galt afsted med sit knæ i København.

Desværre så slemt, at han nu står overfor en større operation og efterfølgende genoptræning. Og vigtigst af alt har han fået en melding fra lægen om, at sejlsport på ingen måde er muligt med det forløb, han skal igennem.

På Facebook kommer de to unge mænd med følgende udmelding:

-  Vi er stolte af, at vi sammen har opnået så meget. Vi er stolte over, at vi sparede så mange penge op, at vi knoklede så hårdt og brugte alle kræfter på at klargøre båden, at vi sammen sejlede afsted fra København og sejlede vores båd over 2000 kilometer væk til den mest vestlige spids af Frankrig. Men glæden over at vi fik det til at lykkes er større end stoltheden. Vi gjorde det jo… Måske ikke helt som vi havde planlagt fra starten, men vi gjorde det og gud, hvor har vi haft en vild rejse med udfordringer, vilde oplevelser, kæmpe udvikling og godt venskab.

Jeg ved godt, at jeg er mor og ikke spor objektiv, men jeg kan godt forstå deres stolthed og deres glæde. De gjorde det. Og nu står de frem på trods af de mange dumme og dømmende kommentarer, de inden afgang fik fra andre sejlere om, at de sikkert ikke ville klare den eller ville vende om på halvvejen.

Fik de sure sejlere på Facebook ret?

Fik de så ret, de sejlere der sad hjemme bag deres skærm og pegede fingre af to unge mænd, som rykkede på deres drømme? Nej, det synes jeg ikke. Jeg tror på, at de to unge mænd har fået lige præcis dét ud af deres sejltur, som var rigtigt for dem. At den sluttede med et ødelagt knæ og en efterfølgende operation og genoptræning er synd og ærgerligt.

Men det tager ikke alle oplevelserne fra dem. Sejren og lettelsen over at komme i havn efter en storm nord for Holland med en vind på 23 m/s og fem meter høje bølger eller at sejle ind for sejl i fremmede havne på grund af motorstop - det er den slags, der gør nye sejlere til rutinerede sejlere.

De mange mennesker, de har mødt og delt hverdag med i en vigtig periode af deres liv, og de steder, de har besøgt og har følt sig hjemme, alt dette er med til at forme eventyret. Jeg kan mærke på dem begge, at de stadig bearbejder alle oplevelserne. At sejle hjemmefra som skipper og 1. styrmand på egen båd med kurs mod den store verden, når man kun er 21 år. Det er sejt - uanset hvilke ændringer der opstår undervejs.

Vildt at være skipper

Det er ingen hemmelighed, at det har været vildt for Gustav at lande i skipperrollen. Det var det også for min skipper, da vi satte kurs mod Caribien i 2016. Min skipper var 37 år og følte sig indimellem ensom og usikker i rollen. Gustav var 20 år og følte samme usikkerhed og ensomhed. Det er en del af rollen, men den er også krævende og suger energi.

Lige præcis den del af langturssejlerlivet håber jeg vil få mere fokus. Det er en følelse, som alle (uanset alder, køn og erfaring) kan føle, og det er vigtigt at have andre at sparre med. De samtaler som Gustav og hans far havde, inden Gustav skulle ud på længere og svære stræk, kunne han ikke have med mig. For jeg har aldrig stået alene med skipper-ansvaret.

Så hermed en opfordring til, at vi siger det højt! Alle jer skippere, der har været på langtur og har rystet over følelsen af at stå alene med det endelige ansvar, I kender det vel?

Nu er turen slut for denne gang

Nu er turen slut i denne omgang. Båden skal sælges. Livet skal leves herhjemme. Kærligheden herhjemme trak også lidt. Det er tid til at flytte hjemmefra. Livet er fuld af forandring - også for Bertil Konow og Gustav Rosentoft.

Men de kan heldigvis se tilbage på et 2023, hvor de handlede på deres drømme. De fandt den båd, som de helst ville have. De fik tjent de penge, som der skulle til, og de kom afsted.

Og hvis du sidder derude og er klar til at pege fingre af de unge mænd, så håber jeg, du lige tænker dig om, eller nuancerer det lidt. Hvem vurderer egentlig, om deres sejltur var en succes?

Hvis du drømmer om at få fingrene i en båd, som er klar til afgang, stabil og stærk, så ligger deres båd lige nu i Douarnenez og er klar til en ny ejer.  Gustav kan også godt sejle den hjem til Danmark eller et andet sted i verden, hvis du hellere vil have den her.

Besøgte havne siden afgang fra København i august:

Rødvig

Vordingborg

Kiel (Holtenau)

Brunsbüttel

Cuxhaven

Amsterdam

Zeebrugge

Dover

Eastbourne

Poole

Camaret sur mer

Douarnenez

 

S/Y Sabbat:

Model: Comfort 32 Commander

Længde: 9,7 meter

Bredde: 3,27 meter

Pris (brugt): 89.000 kr.

Årstal og værft: 1983, Comfortina i Sverige

Vægt: 4,5 ton

Dybde: 1,7 meter

Motor: Volvo Penta 2003, 28 HK

Årstal: 1998, renoveret og ilagt i 2016

Antal både produceret: 7 stk.

Besætningen ombord: Bertil Konow og Gustav Bindslev Rosentoft er begge 21 år og blev studenter i 2022. De har haft deres gang i Sejlklubben Sundet, imens deres Comfort Commander 32 S/Y Sabbat har hjemhavn i Svanemøllen.

Du kan læse mere om båden på Facebook.

content-loader
content-loader
content-loader